Journalisten har talt med fire tidligere ansatte på Se og Hør. De ønsker alle at være anonyme, blandt andet for ikke at hvirvle deres nuværende arbejdsgivere ind i sagen.
De fire ansatte har arbejdet på bladet i hele eller dele af den periode, den såkaldte ”tystys-kilde” efter sigende leverede ulovlig overvågning af kendtes kreditkort til Se og Hør.
De fortæller alle om en kultur og et arbejdsmiljø, der i løbet af få år udviklede sig fra at være »som en familie« og »verdens bedste arbejdsplads« til at være et miljø styret af frygt.
»Folk var bange for at miste deres job, fordi der havde været så mange fyringer. Ledelsen havde meldt ud, at det var nedskæringer og omstruktureringer. Men man havde en klar fornemmelse af, at dem, der blev fyret, var dem, der råbte for højt og ikke ville lave de hardcore ting,« siger en tidligere medarbejder, som fortæller, at vedkommende ikke kendte til den såkaldte ”tystys-kilde”.
Men selv hvis vedkommende havde anet, hvad der angiveligt er foregået på arbejdspladsen, var der ikke en kultur, hvor der kunne stilles spørgsmål ved etikken.
»Hvis jeg havde kendt til tystys-kilden, ville jeg ikke vide, hvem jeg skulle gå til,« tilføjer vedkommende.
Føler sig svigtet af ledelsen
Det skyldes, at de officielle kanaler, der burde have støttet op om redaktionen, ifølge Journalistens kilder ikke fungerede.
»Flere kolleger var i HR for at få hjælp til at gøre noget ved den frygtelige stemning på redaktionen. Men der var flere eksempler på, at de ting, der blev sagt fortroligt til en HR-medarbejder, på mystisk vis kom videre til en eller flere personer i ledelsen,« fortæller kilden.
HR-afdelingen reagerede heller ikke på tre tilfredshedsundersøgelser, som tydeligt viste medarbejdernes mistrivsel, fortæller flere af kilderne uafhængigt af hinanden til Journalisten.
»Jeg føler mig svigtet af ledelsen,« siger den tidligere medarbejder.
En stikkerkultur
En af de tidligere medarbejdere fortæller om tiltag fra ledelsens side, der skulle ændre på arbejdskulturen. Der blev blandt andet nedsat en arbejdsgruppe, og redaktionen tog til Paris.
»Problemet er, at når man laver sådan noget, og der allerede er en stikkerkultur og en frygtkultur, så tør folk ikke sige deres ærlige mening. Vi anede ikke, hvad konsekvenserne ville være,« siger en af de tidligere medarbejdere.
Stikkerkulturen bestod ifølge de kilder, Journalisten har talt med, i, at der på redaktionen var medarbejdere, der sladrede om andre medarbejdere til chefredaktøren. Hvis nogle medarbejdere var kritiske over for en historie, kunne man derfor ende med at blive kaldt til samtale hos chefen.
De kilder, Journalisten har talt med, fortæller, at arbejdsmiljøet på redaktionen blev værre, efter at Kim Henningsen tiltrådte som chefredaktør. Han sad i stolen fra 2009 til 2013. Henningsen har ikke ønsket at udtale sig til Journalisten.
»De sidste år, jeg var der, var det ikke velanset at spørge til historier eller tage de etiske diskussioner. De blev lukket ned, og vi fik besked om, at det skulle vi ikke tale om eller bekymre os om,« siger en tidligere medarbejder.
Vedkommende oplevede, at der tidligere åbent kunne diskuteres kilder og forsider på bladet.
»Men til sidst var der mange, der ikke turde sige deres ærlige mening,« fortæller kilden. Igen er det samme historie, Journalisten hører fra de andre tidligere ansatte.
Var bange hver dag
Flere af de tidligere ansatte, som Journalisten har talt med, har været sygemeldt. De fortæller alle, at der under Kim Henningsen var mere end en håndfuld medarbejdere, der blev sygemeldt med stress. Det er en voldsom udvikling fra de ansattes første år på bladet, oplevede Journalistens kilder.
»Det var enormt stressende at arbejde der til sidst. Du vidste aldrig, hvilket humør vores chef var i. Folk kom grædende ud fra møder,« siger en tidligere medarbejder.
»Da jeg stoppede, var jeg bange. Jeg var bange for, om han (Kim Henningsen, red.) flippede ud, jeg var bange for, hvem der blev fyret, jeg var bange for at være kritisk på redaktionsmøderne. Du var bange for at miste dit job hver dag,« fortæller en anden tidligere medarbejder.
»Vi var desperate, fordi vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre. Ingen hjalp os, og intet af det, vi prøvede, hjalp,« tilføjer vedkommende.
De fleste journalister var ordentlige
To af de tidligere medarbejdere, Journalisten har talt med, fortæller, at de ikke kendte til "tystys-kilden". De to andre ønsker ikke at kommentere den konkrete sag. Men alle fire bekræfter, at der herskede et stressende arbejdsmiljø præget af frygt.
»For mig er arbejdsmiljøet og den kultur forklaringen på, at sådan noget (tystys-kilden, red.) kunne ske. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg havde turde sige fra, hvis jeg havde kendt til det,« siger den ene tidligere medarbejder.
»Jeg kan forestille mig, at nogle af de journalister, der har kendt til tystys-kilden, simpelthen ikke har vidst, hvor de skulle gå hen. Hvis du har været psykisk kørt ned og følt afmagt, og den eneste mulighed var at gå til politiet, så kan jeg godt forstå, at de ikke har gjort det. Det er voldsomt at anmelde sin arbejdsgiver til politiet,« siger en anden tidligere medarbejder og tilføjer:
»Mange tror, at det var det vilde vesten på bladet. Men størstedelen af de journalister, jeg kendte derinde, var ordentlige journalister, der dobbelttjekkede deres ting og ville have flere kilder på deres historier.«
De kilder, Journalisten har talt med, fortæller om en kæmpe lettelse efter at have forladt Se og Hør.
»Det var svært at komme videre derfra,« siger den ene tidligere Se og Hør-medarbejder.
»Jeg tvivlede på mig selv og har overvejet, om jeg fortsat skulle være journalist. Det gør jeg ikke mere,« siger den anden.
Konsulent: Se og Hør manglede social kapital
Arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Journalistforbund Eva Jakobsen kender meget til arbejdsmiljøet og kulturen i magasinpressen. Hun mener, beretningerne fra de tidligere Se og Hør-medarbejdere får alarmklokkerne til at ringe.
»Helt overordnet er arbejdsmiljøet i magasinbranchen under store forandringer med fyringer og medarbejdere, som føler, at de er i forhøjet alarmberedskab. Det rammer os også i kroppen, for vi kan ikke finde ud af, om vi er i krig i Afghanistan eller ”bare” arbejder et sted, hvor ledelsen er uligevægtig eller træffer uretfærdige beslutninger,« forklarer hun.
Hun mener, de anonyme medarbejderes udsagn viser, at der har været ”lav social kapital” på Se og Hør.
»En arbejdsplads med høj social kapital er en, der er præget af høj tillid, en høj grad af samarbejde og høj grad af retfærdighed mellem ledelse og medarbejdere. Min vurdering ud fra de udsagn er, at det her har været et sted med en meget lav social kapital. Det gør det også svært for en arbejdsplads at håndtere en krise som den, de står i nu.«
»Hvis der ikke er social kapital i en virksomhed, så bruger medarbejderne deres ressourcer på bekymringer i stedet for at arbejde,« siger Eva Jakobsen.
»Problemet er, at hvis man ikke trives på sit arbejde og ikke kan gå på kompromis med kvaliteten, så må regningen for de brugte ressourcer betales et andet sted, det kan være nattesøvnen, måske snerrer man af børnene, måske bliver man skilt. Alle ressourcer bliver brugt på arbejdet, på at udkomme.«
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra tidligere chefredaktør Kim Henningsen eller HR-afdelingen hos Aller.
Journalisten har tidligere på ugen været i kontakt med tillidsfolk på Aller. De har oplyst, at medarbejderne ikke ønsker at kommentere sagen.
8 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@Gunnar Eriksen
Har den tanke strejfet dig, at også kunne skyldes, at 'de kritiske kilder' ikke kan finde ud af at overholde retningslinjerne for debat her på sitet.
Vh.
Rasmus Skat Andersen
Kære Charlotte
Tak for bidraget.
Vi kender identiteten af de valgte kilder.
Det er selvfølgelig aldrig optimalt at undlade kildens identitet, men set i f t historiens væsentlighed og kildernes enslydende udsagn, har jeg i dette tilfælde vurderet, at det er i orden.
Vi har forsøgt at konfrontere den kritiserede part.
Jeg synes ikke det er et argument mod historien, at andre redaktioner har lignende problemer. Tværtimod.
Med venlig hilsen
Er Journalisten ikke selv ude på et sidespor, når man ved hjælp af anonyme kilder på denne måde offentligt korsfæster en tidligere chefredaktør? Mon ikke man kunne lave samme historie om andre medier med dårligt arbejdsmiljø (frygtkultur) og en uduelig HR-afdeling - jeg kender da til et par stykker, hvor man også kunne få anonyme tidligere medarbejdere til at sige noget i samme stil om både chefer og HR-afdelinger...
Kære læsere
Redaktionen har fjernet tre anonyme indlæg i debatten. Det er imod vores debatregler at skrive anonyme indlæg, og det har ikke været muligt for os at verificere skribenternes identitet.
Mvh
Øjvind Hesselager
Redaktør, Journalisten
Jeg kunne tænke mig at få at vide, om der var et system i valget af dem, som I overvågede? Var det kun mennesker, der af den ene eller anden grund havde svært ved at retsforfølge jer? Hvem blev på den anden side ikke udspioneret, f. eks. Ellemann og Lykketoft eller Lykke Friis og mediechefer fra de københavnske grupperinger i og omkring Bilderberg? Det ser ud til, at de involverede næsten alle holder til i Michelin-området. Var I bange for, at "det hemmelige politi" ville gå ind i sagen, hvis I afslørede restaurantbesøg om medlemmer fra VL-grupperne, DUS, TC, Bilderberg, ja selv frimurerne på Blegdamsvej?
Flere