Tidligere Politiken-redaktør til Dialoginstitut i Cairo

Politikens tidligere kulturredaktør Katrine Nielsen skal være head of communication hos Dansk-egyptisk Dialoginstitut (DEDI) i Cairo.

Politikens tidligere kulturredaktør Katrine Nielsen skal være head of communication hos Dansk-egyptisk Dialoginstitut (DEDI) i Cairo.

Her skal hun sammen med en arabisktalende kommunikationsmedarbejder bruge det næste år på at opbygge en kommunikationsenhed på instituttet, fremgår det af en pressemeddelelse fra DEDI.

Enheden er et pilotprojekt under Danmarks udenrigspolitiske program i Mellemøsten, Det Arabiske Initiativ, og skal blandt andet udbrede kendskabet til det dansk-arabiske reformsamarbejde.

Instituttets direktør Rasmus Alenius Boserup siger om ansættelsen af Katrine Nielsen:

»Vi står overfor en uhyre vigtig og meget udfordrende opgave. Jeg er derfor meget glad for, at Katrine Nielsen har sagt ja til jobbet. Med sit solide kendskab til den danske medieverden samt sin betydelige internationale erfaring bibringer Katrine Nielsen netop de kompetencer, vi har brug for til dette job.«

DEDI er en selvstændig institution i Det Arabiske Initiativ, der »støtter ligeværdige partnerskaber med et reformsigte inden for blandt andet nye medier, menneskerettigheder, politisk deltagelse og kritisk tænkning.«

0 Kommentarer