Tidligere KGB-agent køber Independent

Den russiske milliardær og tidligere KGB-agent, Alexander Lebedev, har købt The Independent og Independent on Sunday. Pris: Blot 1 pund. Handlen sikrer de britiske avisers fremtid. Ny fond måske på vej.

Den russiske milliardær og tidligere KGB-agent, Alexander Lebedev, har købt The Independent og Independent on Sunday. Pris: Blot 1 pund. Handlen sikrer de britiske avisers fremtid. Ny fond måske på vej.

Ifølge flere udenlandske nyhedsbureauer, er det Lebedev-familiens eget medieimperium 'Independent Print Limited', som har indgået handlen.

Den forpligter samtidig Lebedev til at investere i de britiske avistitler, som i øjeblikket taber voldsomt mange penge. Til sammen gav de to aviser således sidste år et underskud på 31,4 mio. euro.

Lebedev-familien har i forvejen investeret i den britiske avisbranche. Sidste år købte Lebedev 75 pct. af aktierne i London Evening Standard. Og siden er avisens oplag steget fra 250.000 til 600.000, sådan at avisen nu har 1,4 mio. daglige læsere i London.

Derudover er Lebedev – sammen med Mikhail Gorbachev – desuden medejer af Novaya Gazeta, der anses for at være en af Ruslands få pro-demokratiske aviser.

Eksempelvis arbejdede den berømte journalist Anna Politkovskaya for Novaya Gazeta, hvor hun blandt andet skrev om krigene i Tjetjenien indtil hun blev myrdet i 2006.

I forbindelse med overtagelsen af Independent udtaler Alexander Lebedev:
"Jeg investerer i institutioner, som bidrager til demokratiet og gennemsigtighed (transparency), og kernen i den sammenhæng er aviser, som rapporterer uafhængigt og kæmper for at få sandheden frem. Jeg er tilhænger af dybdeborende journalistik og kampagner for gennemsigtighed med henblik på at bekæmpe international korruption. Og det er præcis det, som the Independent altid har gjort og som jeg håber, avisen vil fortsætte med".

Alexander Lebedev oplyser i øvrigt, at han og Mikhail Gorbachev planlægger at oprette Novaya Independent Media Foundation (NIMF), en non-profit organisation, som skal finansiere globale medieprojekter.

Lebedev rangerede sidste år som Ruslands 63. rigeste mand med en formue på over 600 mio. dollar,  ifølge magasinet Forbes. 

(opdateret 23:35)

Læs også hos BBC:  The Independent bought by Lebedev for £1:

1 Kommentar

Jørgen K.L. Hansen
27. MARTS 2010
Re: Tidligere KGB-agent køber Independent

Godt gået, Sasha og Mihai :-)

Held og lykke med alle projekterne!

Hvad koster et abonnement på "Independent" ?