Tidligere Journalisten-redaktør blev Kæphest igen

For første gang har en person modtaget DJ Kreds Fyns hæderspris Kæphesten hele to gange. Det er Frede Jakobsen, der søndag blev hædret for sit arbejde med at dokumentere Tvind-imperiets aktiviteter.

For første gang har en person modtaget DJ Kreds Fyns hæderspris Kæphesten hele to gange. Det er Frede Jakobsen, der søndag blev hædret for sit arbejde med at dokumentere Tvind-imperiets aktiviteter.

Det er på hjemmesiden Tvindalert.com, at Frede Jakobsen med den engelske kollega Michael Durham holder et skarpt øje med Tvinds gøren og laden, og det har de gjort i en halv snes år.

"Det er det eneste medie, der vedholdende forsøger at holde øje med Tvind. Intet sted er der samlet så mange oplysninger om Tvinds globale aktiviteter, og medier fra hele verden, der lejlighedsvis graver en lokalhistorie op om Tvind-imperiets mange dubiøse foretagender, finder uvurderligt kildemateriale på hjemmesiden," hedder det i pressemeddelelsen, der begrunder valget af Frede Jakobsen.

Som sagt er det anden gang, Frede Jakobsen modtager prisen. Første gang var for afsløringer om, hvordan danske skibsvrag blev sendt til skrotning på indiske strande under stærkt kritisable arbejdsmiljøforhold, som gjorde de lokale indiske arbejdere dødssyge.

Frede Jakobsen var indtil for nylig Svendborg-redaktør på Fyens Stiftstidende, men nu har han netop lanceret den lokale web-avis Svendborgsavis.dk, hvor formålet er at producere kritisk lokalbaseret nyhedsjournalistik. Længere nede på Jakobsens CV finder man titler som samfundsredaktør på JysdskeVestkysten, chefredaktør på Land & Folk og ikke mindst redaktør på fagbladet Journalisten.

Kæphesten blev overrakt ved Kreds Fyns generalforsamling søndag.

0 Kommentarer