Tidligere chefredaktør for B.T. vinder kommunikationspris

Den tidligere medredaktør på B.T., Bent Sørensen, har netop vundet den internationale kommunikationspris - Gold Quill - for sit arbejde i EU's Institut for Erhvervsuddannelser.

Den tidligere medredaktør på B.T., Bent Sørensen, har netop vundet den internationale kommunikationspris – Gold Quill – for sit arbejde i EU's Institut for Erhvervsuddannelser.

Bent Sørensen, der i foråret 2000 forlod B.T. til fordel for en chefstilling i EU, hædres for sit virke i spidsen for EU's Institut for Erhvervsuddannelser i Torino i Italien (ETF), der tæller 10 medarbejdere.

Gold Quill Prisen uddeles af International Association of Business Communicators (IABC), som er en international organisation af kommunikationsfolk med cirka 16.000 medlemmer i 80 forskellige lande, og gives til "verdens bedste, internationale kommunikationsprojekt".

ETF’s opgave er at skabe bedre vilkår for erhvervsuddannelser i EU’s nabolande, og det var netop det, som kommunikationsprojektet gik ud på.

»Det handlede om at skabe en dialog om uddannelsesvilkår i nogle af EU’s nabolande, hvor kvinder og marginaliserede grupper kan have utroligt svært ved at komme videre ind på uddannelser eller arbejdsmarked,« fortæller Bent Sørensen til Journalisten.dk.

Det har man gjort ved hjælp af blogs, Twitter og andre sociale medier, hvorefter man har inviteret deltagere i diskussionerne med til EU-konferencer.

»Det er som regel vores opgave at arbejde med den sædvanlige kategori af embedsmænd. I det her projekt har vi været i stand til at række ud og få fat i folk i for eksempel Tunesien, Aserbajdsjan og Marokko, som ikke normalt har adgang til etablissementet, og høre, hvad EU kan gøre for at skabe bedre vilkår for dem.  Det unikke i det her er, at vi kombinerer konferencer med sociale medier. Vi lader det ikke bare blive ved den virtuelle diskussion, vi inviterer dem til at tale med ministre og topembedsmænd til konferencer efterfølgende,« fortæller Bent Sørensen.

(opdateret 12:48)

0 Kommentarer