Tidligere chefredaktør: Allers topchef kendte til tystys-kilden

Aller Medias daværende topchef Pål Thore Krosby vidste, at Se og Hør modtog kreditkortoplysninger fra en hemmelig kilde. Det hævder tidligere chefredaktør på Se og Hør Kim Henningsen nu. Pål Thore Krosby afviser

Det var ikke sandt, da Aller Medias daværende administrerende direktør Pål Thore Krosby under Se og Hør-sagen afviste ethvert kendskab til Se og Hørs køb af ulovlige kreditoplysninger

Det hævder den tidligere chefredaktør på Se og Hør Kim Henningsen.

Han siger, at han har beviser for sin påstand, og han vil fremlægge dem i retten under de kommende erstatningssager anlagt af flere kendisser.

Topchef afviser anklagen

Under Se og Hør-retssagen blev Pål Thore Krosby afhørt som vidne. Her sagde han, at han først hørte om kreditkortkilden, da rygterne om Ken B Rasmussens bogudgivelse begyndte at svirre i foråret 2014.

Den udlægning bestrider Kim Henningsen.

”Dele af Aller Medias direktion med Pål Thore Krosby i spidsen vidste, hvad der foregik,” siger Kim Henningsen.

I en mail til Journalisten svarer Pål Thore Krosby på Kim Henningsens anklage:

”Jeg kan ikke huske eller forstå, at jeg på noget tidspunkt før foråret 2014 blev informeret om systematiske ulovligheder på Se og Hør, og fastholder derfor det, jeg tidligere har sagt,” skriver han og tilføjer:

”Jeg ville uanset have bedt om at få det stoppet.”

Henningsen: Det var mig, der traf beslutningen

Under Se og Hør-retssagen blev Kim Henningsen afhørt som en af sagens tiltalte. Her modsagde han ikke Pål Thore Krosbys udlægning. Det forklarer han med, at det var vigtigere for ham at påtage sig det strafferetslige ansvar.

”Det var ligegyldigt, hvad nogle lavere eller højere i hierarkiet vidste. For det var mig, der traf beslutningen, og som ansvarshavende chefredaktør havde jeg ansvaret for alt, hvad der foregik på og omkring Se og Hør,” siger han.

Når Kim Henningsen i dag alligevel vælger at så tvivl om Pål Thore Krosbys forklaring, skyldes det ifølge Kim Henningsen en række erstatningssager, der udløber af Se og Hør-sagen. Hidtil har Janni Spies, Michala Kjær, Morten Helveg Petersen og Line Baun Danielsen rejst erstatningssager mod blandt andre Kim Henningsen.

Aller vil overføre erstatningskrav

Men hvis Aller Media dømmes, vil Aller overføre erstatningskravene til de andre implicerede i sagen, for eksempel Kim Henningsen. Det har Aller Media forklaret Kim Henningsen.
Det skuffer ham.

”Jeg havde forventet, at Aller havde haft så meget format, at de havde sagt: ”Den her, den tager vi os af,” siger Kim Henningsen.

Erstatningssagerne forventes at begynde i 2018. Kim Henningsen vil ikke fremlægge beviserne nu.

”De må vente med at se det i retten, hvor vi vil indkalde Pål Thore Krosby som vidne.”

Politiet har jo tjekket tusindvis af mails og sms-beskeder. Er der noget, de har overset?

”Det vil vise sig,” siger Kim Henningsen.

Selv er Kim Henningsen dybt forgældet på grund af fejlslået ejendomsspekulation. Han vil derfor ikke kunne betale erstatning, hvis han bliver kendt skyldig, forklarer han.

”Sagsøgerne ved godt, at de ikke kan klippe en skaldet. Men de er nødt til at stævne mig også, fordi retten ellers vil sige, at sagen ikke kan gennemføres, fordi den ansvarshavende chefredaktør mangler.”

I marts 2017 stoppede Pål Thore Krosby efter 15 år i Aller Media på grund af uenighed om koncernens fremtidige strategi.

Partner Martin Dahl Pedersen fra advokatfirmaet Kromann Reumert repræsenterer Aller Media i erstatningssagerne. Han ønsker ikke at udtale sig.

2 Kommentarer

Palle Hyldgård Poulsen
2. SEPTEMBER 2017
Pudsigt valg af foto.
Pudsigt valg af foto.
Ole Bjørk
1. SEPTEMBER 2017
Kim vinder
Kim vinder