Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
10:45 23.05.2021 Christian Lindhardt

Tidligere BBC-boss forlader toppost efter Diana-ballade

BBC’s tidligere generaldirektør Tony Hall, der har titel af lord, har trukket sig som formand for kunstmuseet National Gallery. Det skriver BBC ifølge Ritzau.

Det sker, efter at en intern undersøgelse har konkluderet, at en BBC-journalist i 1995 handlede upassende og i strid med den britiske tv-stations etiske regler i forbindelse med et interview med prinsesse Diana.

I en udtalelse siger lord Hall, at han forlader sit job, da han ”ville være en forstyrrelse”, hvis han blev i sin stilling.

Sagen drejer sig om et interview med prinsesse Diana fra 1995, som blev lavet af BBC-journalisten Martin Bashir.

Den interne undersøgelse har konkluderet, at han præsenterede prinsesse Dianas bror, Charles Spencer, for falske kontoudtog og andre dokumenter.

Bilagene skulle hjælpe med at skabe tillid, så Spencer kunne overbevise Diana om, at hun skulle stå frem og fortælle Martin Bashir sin version af historien om separationen fra den britiske tronfølger, prins Charles.

Prinsesse Diana blev dræbt i en bilulykke i Paris i 1997.

SENESTE NYT

Flere nyheder