Journalisten udpeger i en række artikler de begivenheder, der vil præge medieåret 2013.
2013 bliver året, hvor regeringen runder sit andet år ved magten. Det er tid til midtvejsevaluering af de resultater, der er opnået, men ikke mindst er det tidspunktet, hvor man for alvor begynder at måle blokkenes indbyrdes styrke over for vælgerne frem mod næste valg. Og det vil være det overordnede perspektiv for dækningen af dansk politik i 2013, vurderer Rasmus Nielsen, chefredaktør på Altinget.dk.
»Tredje år giver den der psykologiske følelse af, at vi er midtvejs. Så det er nu, vi skal se, om den blå blok kan bevare valgføringen, og det i givet fald kun er et spørgsmål om tid, før de vender tilbage til regeringsmagten, eller om Thorning, Vestager og Vilhelmsen kan rette skuden op. Et rigtig positioneringsår,« siger Rasmus Nielsen.
Et helt konkret pejlemærke på dette kommer ved kommunalvalget 19. november. Som årets vigtigste politiske begivenhed vil det naturligvis få meget opmærksomhed, og på Altinget.dk er man da også allerede i gang, selv om der er 10 måneder til selve valget.
»Vi ved jo, det kommer, så vi er allerede i gang med at forberede det og kigge på, hvem der stiller op, borgmester-opgørelsen og prognoser. Vi dækker jo landspolitik, så vi er ikke verdensmestre i at forudse lokale valg. Men vi kigger på de samlede borgmestervalg og på, hvordan det påvirker det nationale styrkeforhold mellem partierne,« siger Rasmus Nielsen.
Nye ministre i vente
To-års milepælen er traditionelt også tidspunktet, hvor statsministeren blander kortene og sætter et nyt ministerhold. Så på den konto kan der sagtens blive noget at skrive om i det kommende år, vurderer Rasmus Nielsen.
»Der er to typer rokader. Sagsrokader som for eksempel den, hvor Uffe Elbæk blev fældet. Dem kan man ikke forudse. Men det er sandsynligt med en større rokade. Det er normalt efter et par år, hvor det er blevet tydeligt, hvilke ministre der dur og ikke dur. Det kan også være, at Thorning venter til 2014 for så at sætte det endelige valg-hold. Men jeg hælder mest til, at vi får en rokade i år.«
Ifølge Rasmus Nielsen handler en ministerrokade først og fremmest om at få stærkere personer på ministerposterne, som kan være med til at trække vælgere og give regeringen en skarp profil op mod valget. Han kan dog ikke pege på nogen helt oplagte kandidater, hverken til at ryge ud eller ind.
»Det er meget svært at spå om, hvem der kan komme ind. Sofie Carsten Nielsen (R) kunne måske stå for, men hun har lige fået ny opgave som gruppeformand. Der er heller ikke indlysende nogen, der falder igennem. Nu gik Ole Sohn jo selv … måske Mette Gjerskov, fødevareministeren,« siger Rasmus Nielsen.
Beskæftigelse en vigtig indikator
Et naturligt fokus for den politiske journalistik er pejlemærkerne omkring den økonomiske krise. Krisen er den nuværende regerings største udfordring, og udviklingen her vil være meget afgørende for deres muligheder for at bevare magten efter næste valg.
»Falder beskæftigelsen yderligere – og mere end regeringen har forudset – så ser det alvorligt ud. Det skal vende i 2013. Kommer vi ind i 2014, før det går fremad, kan det vise sig at være forkert. Så vi vil kigge på beskæftigelse, vækst, konjunkturer og boligpriser. Det skal tænkes ind i vores dækning. Og vi vil også løbende lave målinger på, hvor arbejderne stemmer henne – om de fortsætter med at vandre til højre,« siger Rasmus Nielsen.
Politik-kalender
- 20. april: Landsmøde i Liberal Alliance
- 26. april: Årsmøde i Enhedslisten
- 1. maj: Arbejdernes internationale kampdag
- 4. maj: Landsmøde i SF
- 29. maj: Afslutningsdebat i Folketinget
- 4. juni: Folketingets sidste mødedag
- 13.-14. juni: Folkemødet på Bornholm
- 10. september: 1. behandling af finanslov 2014
- 14. september: Landsmøde i Radikale Venstre
- 14. september: Landsmøde i Dansk Folkeparti
- 28.-29. september: Socialdemokraternes kongres
- 28.-29. september: Landsrådsmøde i Konservative
- 1. oktober: Folketinget åbner
- 3. oktober: Åbningsdebat i Folketinget
- 5. oktober: Landsmøde i Venstre
- 26. oktober: Landsmøde i Kristendemokraterne
- 19. november: Kommune- og regionsrådsvalg
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.