search

Tid til et serviceeftersyn

Måske kender du den der gode fornemmelse, det er, hvis du har haft bilen eller cyklen til et godt og grundigt serviceeftersyn: De mærkelige lyde er væk, kæden rasler ikke mere som før, døren knirker ikke mere, ja, det føles, som om hjulene ruller meget bedre nu, med langt mindre modstand end før.

Måske kender du den der gode fornemmelse, det er, hvis du har haft bilen eller cyklen til et godt og grundigt serviceeftersyn: De mærkelige lyde er væk, kæden rasler ikke mere som før, døren knirker ikke mere, ja, det føles, som om hjulene ruller meget bedre nu, med langt mindre modstand end før.
Oplevelsen af en køretur er ganske enkelt af en helt anden kvalitet, end den var før.
Medmindre du selv er i stand til at gennemføre de nødvendige tjek og reparationer, vil det i langt de fleste tilfælde foregå i en vis form for samarbejde med en eller flere personer, der har mere forstand på mekanikken, end du selv har.
Selv hører jeg til dem, der sender bilen eller cyklen på værksted. Men jeg forsøger så vidt muligt at sikre mig viden om og til en vis grad forståelse for, hvad der er blevet lavet, fordi jeg på den måde kan opsnappe det ene eller det andet gode tip om, hvordan jeg selv kan bidrage til at bevare den gode kvalitet længst muligt.
Sammen med denne udgave af nærværende fagblad udsender DJ programhæftet for Fagfestival 2008. Overskriften er "Dit faglige serviceeftersyn", og det mener vi, er en særdeles passende betegnelse for de tilbud, som du i dagene 9. og 10. november kan benytte dig af, denne gang i Odense Congress Center.
I to dage byder vi på 90 sessions – foredrag, workshops, diskussioner, udstillinger og filmforestillinger – hvor journalistik og kommunikation bliver taget under kærlig, og ikke mindst kritisk behandling.
Her er der mulighed for at se og høre, hvordan nogle af branchens ypperste udøvere arbejder og tænker, der er mulighed for at høre og se, hvordan branchen vil udvikle sig de kommende år, her er alle tiders chance for at tage bestik af, hvad du muligvis selv skal arbejde med for at være klædt på i denne stærkt omskiftelige branche.
Fagfestival er dog også stedet for hård og velargumenteret mediekritik og et forsøg på at vise, hvor rummelig en organisation DJ er.
Selvfølgelig vil journalistik og de klassiske nyhedsmedier fylde en del.
Du får dog også indblik i, hvordan et kommunikationsbureau rådgiver de kinesiske OL-arrangører over for en kritisk omverden, hvordan en mediearbejdsplads giver plads til meditation i arbejdstiden, eller hvilket arbejde der ligger bag, når en skriftdesigner går i gang med at finde en skrift, der fungerer.
Du kan komme med en satiriker på job, være med til at afprøve et nyt dilemmaspil og så selvfølgelig møde Seymour Hersh, Åsne Seierstad, Helle Thorning-Schmidt, Villy Søvndal, Brian Mikkelsen og andre kendte udenlandske og danske navne, der på den ene eller anden måde bliver udfordret i deres forhold til medierne.
Med Fagfestival vil vi gerne vise, hvad der rører sig blandt DJs medlemmer, i DJ og i branchen, og det er et meget vigtigt formål at bidrage til, at deltagerne – medlemmerne – får en god og økonomisk overkommelig mulighed for at få inspiration, oplevelser og ny viden.
En ikke uvæsentlig sidegevinst er, at mange bruger de to dage til at møde kolleger, udveksle erfaringer og holdninger, så man bagefter kan tage hjem i hverdagen og føle, at nu kører maskineriet igen en lille smule bedre og lettere.
Festivalens succes afhænger af, om deltagerne finder de 90 sessions og 180 deltagere interessant og relevant nok til at tage hjemmefra en søndag og en mandag.
Det tror jeg på. I hvert fald har vi ved sammensætningen af programudvalget forsøgt at sikre os, at vi kommer godt og bredt omkring de mange emner og aktiviteter, der vedrører branchen, DJ og forbundets medlemmer. Og det har været en sand fornøjelse at opleve det engagement, den kreativitet og den arbejdsindsats, programudvalgets medlemmer har leveret.
Fagfestival 2008 er mere omfattende end tidligere og finder sted inden for større rammer end tidligere. I 2006 sprængte vi rammerne på Hotel Nyborg Strand og måtte desværre sige nej til en del medlemmer, som vi ganske enkelt ikke kunne få plads til. Det skal vi ikke denne gang.
Så: God festival, vi ses i Odense i november!/

Fred Jacobsen
Næstformand i Dansk Journalistforbund

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen