Tibetkommissionen rettede i går hård kritik mod Udenrigsministeriet og PET for at påvirke Københavns Politi til at bryde loven over for kritiske demonstranter, når kinesiske statsledere var på besøg.

Dermed nåede Tibetkommissionen med egne ord frem til ”en væsentligt ændret konklusion” end i sin første beretning i 2017. Her blev ansvaret nemlig kun placeret hos to mellemledere i Københavns Politi.

Forskellen på de to konklusioner kan i høj grad tilskrives journalist på ’P1 Orientering’ Jesper Tynell, der i 2018 afslørede alvorlige mangler i det materiale, Tibetkommissionen i første omgang havde baseret sit arbejde på.

Lille grundighed

For eksempel havde topledelsen i Københavns Politi fået slettet deres mailkonti, og Udenrigsministeriet, Statsministeriet og Rigspolitiet havde mildt sagt ikke været særligt grundige i det opsøgende arbejde med at finde ujournaliserede mails og andre former for skriftlig dokumentation.

Afsløringerne i ’P1 Orientering’ betød, at Tibetkommissionen II blev nedsat i sommeren 2018, og i går forelå så den nye konklusion. Siden har Jesper Tynell været fuldt booket med at granske materialet kommissionens konklusioner og formidle dem til DR’s brugere på radio og net, og  han har ikke noget behov for at sætte sig selv i centrum af forløbet.

Tværtimod siger han beskedent:

”Det er altid rart, når det, vi laver, fører til, at der bliver kastet mere lys over land, og at der bliver foretaget en mere fyldestgørende undersøgelse af noget, som et flertal i Folketinget har ønsket belyst.”

En nyhed med en oplagt krog

Jesper Tynell kom på sporet af det manglende grundlag for den første Tibetkommissions arbejde, da han midt inde i de tykke bind af den første beretning kunne læse, at det ikke havde været muligt for kommissionen selv at genskabe en række mails. Det var blandt andet mails til og fra den tidligere politidirektør i København.

Det var en klar nyhedshistorie med en oplagt krog, som han nok kunne have fået en ekspertkilde til at betegne som et stort problem. Den kommentar kunne han så gå til politikerne med.

Når han i dag skal forklare, hvad han har lært af forløbet, så er det, at han ikke lavede den hurtige nyhed, fordi den sandsynligvis bare ville blive afvist af justitsministeren med den begrundelse, at hver en sten jo allerede var blevet vendt.

Den mindst tilbøjelige til at sige det indlysende

I stedet benyttede han sig af ”den mest habile kildes princip”. Det vil sige identificere den person, der var mindst tilbøjelig til at kigge på tingene og sige det indlysende: At det ikke havde været muligt at komme til bunds i sagen. Svaret var kommissionsformand Tuk Bagger.

”Hvis vi kunne få kommissionens formand til at medgive, at man ikke var kommet til bunds, så ville det være hævet over enhver tvivl, og så ville diskussionen starte et helt andet sted end en diskussion mellem en professor og en minister,” siger Jesper Tynell.

Samme princip har Jesper Tynell arbejdet efter, når han har brugt politifolk til selv at forklare, at de også havde skjult demonstranter under en række tidligere kinesiske statsbesøg, frem for fx at lade Kina-kritiske demonstranter være afsender på netop den kritik.

”Det virker stærkere, at en række politimænd selv stod frem og fortalte, at det havde stået på i mange år,” siger Jesper Tynell.

Dem, der udvælger materialerne, styrer historieskrivningen

Da Tibetkommissionen blev præsenteret for det nye materiale, som ikke dukkede op i første omgang, kom den samlede papirbunke op på 182 millioner dokumenter i alt.

Blandt andet kan man læse, at en intern notits fra 10. september 2002 til Udenrigsministeriets daværende direktør, Friis Arne Petersen, forud for statsbesøget fra Kinas daværende premierminister, Zhu Rongji:

”…[d]er er indledt et konstruktivt samarbejde mellem Udenrigsministeriet, politi og den kinesiske ambassade med henblik på at sikre, at lovligt anmeldte demonstrationer finder sted, hvor de ikke generer den kinesiske delegation.”

Spørgsmålet er, om der er er lighedspunkter mellem kommissionens problemer med at få oplysningerne frem og journalisters kamp med at få et fuldt indblik i en sag via aktindsigter.

”Der er i hvert fald den lighed, at vores viden og udlægning af verden er meget afhængig af de dokumenter og oplysninger, vi får. Dem, der udvælger materialerne, styrer på den måde til en vis grad historieskrivningen – også den daglige journalistiske historieskrivning,” siger Jesper Tynell.