SF'eren Thor Möger Pedersen skal være debatvært på programmet "Gadens Parlament" på DR2, skriver ekstrabladet.dk.
Thor Möger Pedersen blev fyret som skatteminister, da Annette Vilhelmsen vandt formandsvalget i SF. Siden fyringen har Thor Möger holdt lav profil og bl.a. været på ferie i Indien.
Samtidig med jobskiftet har Thor Möger besluttet sig for at trække sig som folketingskandidat for SF i Aarhus.
DR skriver også om ansættelsen af den tidligere skatteminister som vært:
”Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes os at lave en aftale med Thor Möger Pedersen, der som tidligere minister har en unik indsigt i helt centrale politiske spørgsmål og beslutningsprocesser,” siger DR Danmarks direktør, Inger Bach.
”Thor Möger Pedersen har i årevis bevæget sig i centrum af samfundets vigtigste beslutninger og opnået et stort kendskab til samfundsaktuelle emner. Derfor glæder vi os meget til at byde ham velkommen, så seerne kan få gavn af hans viden, erfaring og evne til at sætte gang i politisk debat.”
Oplægget til programmet "Gadens Parlament" er, at debatten skal inddrage alle danskere til at diskutere aktuelle emner, ikke blot eksperter og meningsdannere.
Redaktionen bag programmet får base i Aarhus. Programmet skal sendes flere gange om ugen fra forskellige steder i landet. DR nævner som eksempler arbejdspladser og kulturhuse. Thor Mögers rolle bliver at fungere som ordstyrer i debatten.
”Thor Möger Pedersen har både stor erfaring fra det politiske maskinrum, et solidt indblik i samfundsforhold, en evne til at engagere de mennesker, han møder, og – har det vist sig – et godt talent for at lave tv. Jeg er derfor sikker på, at han vil være god til at sætte gang i debatterne hos ’Gadens Parlament’ og derved få den offentlige debat bredt ud til flere,” siger Inger Bach.
Thor Möger Pedersen selv siger, at han ser frem til at medvirke i programmerne:
”Jeg synes, det er vigtigt, at man engagerer sig i sit samfund. Det er netop intentionen med ’Gadens Parlament’; at øge den demokratiske deltagelse og dialog. Det bliver en stor udfordring – også for mig personligt, men jeg har masser af gåpåmod og bliver en del af et stærkt team. Målet om at give flere danskere stemme i den offentlige debat er et brændstof, der skaber et enormt engagement hos mig,” siger Thor Möger Pedersen til dr.dk.
Samtidig med det nye job har Thor Möger Pedersen besluttet at trække sig som kandidat for SF til Folketinget.
”Jeg er et politisk menneske – og det ændrer sig ikke. Men min nye rolle som debatvært betyder, at jeg ikke længere kan være folketingskandidat for SF. Det er indlysende, at de to roller ikke kan forenes uden at spænde ben for hinanden. Jeg har i mange år været partipolitisk aktiv, men nu skifter jeg spor og glæder mig til fremover at bruge mit engagement på de nye DR2-programmer,” siger Thor Möger Pedersen.
Han tiltræder som vært den 1. februar.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvor er det fantastisk, at man hurtigt fandt et akutjob til den udfaldstruede Thor Möger. Selvfølgelig sad der siddet partifæller klar hos DR, som for skatteydernes penge kunne ansætte en af vennerne.