Thomas Møller Kristensen fra Jyllands-Posten har fået prisen 'Den Gyldne Pen' af foreningen Danske Sportsjournalister.
Thomas Møller Kristensen modtager prisen for sit arbejde op til fodbold-VM i Sydafrika i sommeren 2010. Han var en del af Jyllands-Postens hold, der rejste gennem Afrika og beskrev fodboldens betydning for kontinentet. Prisen blev uddelt på foreningen Danske Sportsjournalisters generalforsamling, der blev afholdt i går onsdag.
I begrundelsen fremhæver foreningen, at Thomas Møller Kristensen formåede at beskrive sporten og fodbolden i Afrika og samtidig sætte den ind i en større socio-politisk kontekst.
Prisuddelingen modtog kritik tidligt i forløbet, da TV 2-journalisten Morten Ankerdal anklagede Ekstra Bladet og B.T.'s redaktioner for at være lige lovlig kammeratlige i deres nomineringer. Ud af de 15 nominerede til Årets Sportsjournalist var de 11 fra enten B.T.'s eller Ekstra Bladets redaktion.
Det er andet år i træk, prisen går til en journalist fra Jyllands-Posten.
Du kan se eksempler fra det vindende projekt her.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.