Min yndlingsaversion i medierne er …

Når københavnermedierne – skåret over en alt for bred kam – bevæger sig til Jylland og skriver en reportage, som om de har været på antropologisk studie ved en indianerstamme i regnskoven i Amazonas.

Som da Euroman forlod Parken og Østerbro og kom til Aarhus for at rapportere fra en AGF-kamp. Her mente man, at det var bedst at fastslå, at ”for de uindviede læsere bør det forklares, at AGF er en af de få ting, folk fra disse kanter kan enes og samles om”, som om det er den endegyldige sandhed. Eller da Alt for damerne konstaterede, at man trods alt kunne få god kaffe i Aarhus, fordi der lå en Emmerys. Jow tak, Emmerys, der blev grundlagt i Aarhus.

Det irriterer mig så meget, fordi …

Jeg mener, at der er en forpligtelse til at beskrive vores land bredt og fordomsløst, og ikke kun tage helt over til Jylland, fordi man har fået en idé om at lave en historie om Indre Mission, drøvtyggende bonderøve, der forurener vandløb eller folk, der har en ulv løbende i baghaven.

Det, man kunne gøre for at ændre det, er …

Det er fair nok, at mange historier foregår i København – det er trods alt vores hovedstad og en dejlig by – men kom nu lige ud og rapporter fra resten af landet en gang imellem. Det er sgu lige før, at jeg læser flere artikler om Jylland i udenlandske medier, der tager hertil, fordi de har hørt om Cold Hawaii, Tirpitz Museet (slå det op, københavner) eller Salling Rooftop.

Hvad giver dig håb for mediebranchen?

Lige på den her front er der vel næppe håb, når man tænker på, at de såkaldte landsdækkende københavnermedier skærer lige så hårdt i bemandingen som resten af branchen. På DR blev der flyttet redaktioner til Aarhus og Aalborg, og selv om jeg har stor sympati for de kolleger, der blev tvunget fra deres bopæle i København, blev beslutningen vel nærmest taget med en politisk pistol for panden.