Min yndlingsaversion

Thomas Bilde: Clickbait virker, og det irriterer mig gang på gang

Sportsvært Thomas Bilde fra TV 2 er dagens modtager af Journalistens sommerstafet. Her svarer medie- og kommunikationsfolk hen over sommeren på, hvad der er deres yndlingsaversion i branchen

Min yndlingsaversion i medierne er …

Clickbait. Ganske enkelt. Vi kender dem alle. Overskrifterne, der skal lokke brugerne til at klikke. Vi har sikkert alle brugt dem på et tidspunkt. Også selv om vi ikke vil stå ved det.

Alle i branchen er her jo for at lave noget, som brugerne skal læse eller se. Overskrifter, der vækker nysgerrighed, er en naturlig del af nyhedsbilledet og er med til at sælge produktet. Det er sensationsdyrkelsen, der får mig til at føle mig snydt. Så en gul clickbait kan få mig til at gå i rødt.

Det irriterer mig så meget, fordi …

Clickbait virker.

Det irriterer mig gang på gang, at jeg ikke kan lade være med at klikke på klassisk clickbait. Det fortjener ganske enkelt ikke mit klik, min opmærksomhed og min støtte. Men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at holde mig væk. Ofte tager jeg endda mig selv i hurtigt at klikke tilbage igen for ikke at give indholdet læsetid til statistikken. For det er jo det, det hele handler om. Statistikker, klik, læsetid og mulige henvisninger til andre artikler eller videoer. Jeg har faktisk intet imod at blive holdt i hånden eller guidet i en retning.

Jeg elsker ”rabbitholes” i sportsstatistikker, profilhistorier eller lignende, der leder mig videre til en anden – og så videre igen. Gennemarbejdede, gode, sjove og skæve vinkler tager mig videre rundt uden problemer. Den gode fortælling vinder.

Jeg er storforbruger af sociale medier som X og Instagram i kampen for at holde mig opdateret på mit professionelle felt. Også her handler det om at fange mig ved første øjekast. Her finder man også flere virkemidler, der fungerer som en slags clickbait, men her er min oplevelse, at man hurtigt kan gennemskue clickbaiten og dermed, hvad man skal holde sig fra, og hvor man gerne følger med hen.

Journalistens sommerstafet

Thomas Bilde har modtaget dagens stafet fra B.T.-redaktør Dan Bjerregaard. Han har peget på Thomas Bilde med begrundelsen:

”Han er efter min vurdering en af de klart bedste tv-sportsværter i landet. Under corona genfandt jeg min kærlighed til NBA-basketball, og nu gider jeg ikke længere de amerikanske kommentatorer. Man er i godt, underholdende og ikke mindst begavet selskab med Thomas Bilde, og så har han – ligesom mig – en anden baggrund. Han har skarpe holdninger til sporten, så måske han også har det til mediebranchen?”

Det, man kunne gøre for at ændre det, er …

Min oplevelse er, at måden, medierne er skruet sammen på, gør, at det bliver svært at ændre drastisk.

Dog vil jeg gerne slå et slag for en mere gennemskuelig deklaration. En tydelig og klar overskrift, som ikke lover mere, end den kan holde, og som først og fremmest har til formål at tydeliggøre, hvad den pågældende historie omhandler. Nyheder skal fremstilles objektivt og ikke lades med følelser eller gule bjælker.

Og hvis der skal være gule bjælker, som ved større historier godt kan have sin berettigelse, så skal overskriften fortsat være opsummerende i forhold til indholdet, og ikke være følelsesladet, sensationsinsinuerende og ofte misvisende.

Vær ærlig. Skriv og fortæl ærligt. Uden overdrivelser. Lad læseren tænke selv. Stol på, at den gode historie sælger sig selv. Det lyder nok nemmere, end det reelt er.

Hvad giver dig håb for mediebranchen?

Det vil være naivt at tro, at en overskrift ikke betyder noget. Selvfølgelig gør den det. En overskrift er, og skal være, en kort sætning, der indleder, sammenfatter eller kort fortæller, hvad den følgende tekst handler om. Så den skal være der. Jeg har svært ved at overbevise mig selv om, eller tro på, at clickbait helt forsvinder. Men jeg forestiller mig, at flere og flere holder sig fra det.

Mit håb er, at den næste generation af forbrugere, som er vokset op med sociale medier og online nyhedsmedier, er – eller bliver – så dygtige til at gennemskue clickbait, at de vil være i stand til at undgå det. Det vil på sigt tvinge de medier, der benytter sig af clickbait, til at finde andre veje.

0 Kommentarer