”This is not photojournalism!”
I en afkrog af en park i Perpignan i Sydfrankrig har omkring 30 mennesker samlet sig foran et lille lærred. De sidder på tæpper på jorden og taler lavmælt sammen. Stemningen er intim – det føles lidt som at være blevet lukket ind i en hemmelig klub.
Og det er det på en måde også. Selv om den lille flok på tæpperne i mørket alle er deltagere i den årlige festival for fotojournalistik Visa pour l'image i Perpignan, er den screening, de er kommet for at se, ikke en del af det officielle festivalprogram. Det er en såkaldt guerilla screening. Hemmelig, og ikke annonceret nogen steder.
Stemmerne forstummer, da screeningen går i gang via en gammel lysbilledfremviser på køleren af en Land Rover.
[quote:0]
”This is Nikita …” står der på første slide, efterfulgt af et privatfoto af den storsmilende fotograf Nikita Teryoshin.
”… he is a friend of mine. He is also a little crazy. He is into cows …” lyder teksten på de næste slides.
Dermed er fotoserien præsenteret. Alle griner, og fremvisningen går i gang. Grinene fortsætter efter hvert billede i serien, der består af det ene bizarre billede efter det andet af den tyske avlsindustri for malkekøer fotograferet med kølig distance, hård flash, masser af slagskygger, skæve beskæringer og absurde detaljer.
”Fuck, det var et fedt fotografi det der! Jeg er seriøst helt rørt. Det var simpelthen så rart endelig at blive bekræftet i, at fotojournalistik også kan se sådan der ud,” udbryder danske Ivan Riordan Boll, da sidste ko-billede er gledet over lærredet.
”Det var jo SÅ nice. Helt genialt!” stemmer hans sidemand Sofie Mathiassen i.
Borberg: ”De unge studerende kommer med et nyt sprog”
Fire dage tidligere ankommer Ivan Riordan Boll og Sofie Mathiassen til Perpignan. De er begge fotojournaliststuderende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og er sammen med fire andre danske studerende blevet udvalgt til at deltage i en tur arrangeret og betalt af Canon.
De kommende dage skal de møde fotografer og redaktører fra forskellige medier og billedbureauer, og de skal se udstillinger og officielle screeninger med nogle af verdens mest anerkendte pressefotografer. Alligevel skal den hemmelige screening torsdag aften – gemt væk i et mørkt hjørne af en park – vise sig at blive ét af ugens absolutte højdepunkter for de danske studerende.
Det overrasker ikke Thomas Borberg, fotochef på Politiken:
”Fotofestivalen i Perpignan bygger på en traditionel måde at fortælle fotojournalistiske historier på. Det er langt hen ad vejen den klassiske avisreportage. Og det, de unge studerende kommer med, er et nyt sprog. Deres reportager er mere iscenesatte, de bruger i højere grad farver, filtre og forskellige kameratyper og formater. Jeg fornemmer en stor lyst til at eksperimentere blandt den nye generation – og det er en god og naturlig udvikling. Det hænger sammen med, at deres fremtid ikke kun er avisen og avisreportagen. De skal kunne tale flere sprog og være åbne for flere forskellige fortælleformer,” forklarer han.
For 29. gang
Det er 29. gang, den lille sydfranske by Perpignan danner ramme om festivalen, hvor fotojournalister hvert år i september mødes med kolleger og fotoredaktører fra de store aviser og billedbureauer. Men de seneste år er det tyndet ud i de danske fotografer i Perpignan.
Flere søger nu mod fotofestivalen i Arles, knap 250 kilometer derfra. Mens festivalen i Arles præsenterer et varieret udbud af dokumentarisk fotografi, står Visa pour l'image i Perpignan for en mere traditionel og snæver opfattelse af, hvad fotojournalistik er.
[quote:1]
Perpignan-veteran og Politiken-fotograf Jacob Ehrbahn kommer alligevel stadig hvert år. Han er her for 18. gang i år.
”Mange synes, at festivalen udvikler sig i sneglefart. Og det er også den samme måde, billederne hænger på i udstillingerne hvert år og så videre. Men jeg synes stadig, det er fedt at komme herned og møde kolleger fra hele verden,” siger han.
Det samme år efter år
Men alt det har de seks danske fotostuderende endnu ikke selv erfaret, da de mandag middag sidder i skyggen på græsset foran kongrescentret i Perpignan og studerer de kommende dages program.
”Om lidt er der velkomst. Og så er der ’lecture and Q&A’ med Magnum Photographer Lorenzo Meloni,” læser Ivan Riordan Boll op.
”Er der nogen, der ved, hvem han er?” spørger Sofie. De andre ryster på hovedet.
Sofie Mathiassen er den af de seks danske studerende, der er kortest i sit uddannelsesforløb. Hun har stadig et år tilbage af sin praktiktid på Berlingske.
Ingen af hendes fotograf-kolleger fra avisen har valgt at tage til Perpignan i år.
”De synes vist, at festivalen her er gået lidt i stå. At det meget er det samme og det samme år efter år. Det er nok også derfor, Canon har inviteret os herned. Så der kommer nogle unge fotografer, som kan poste og hashtagge på de sociale medier,” siger hun.
Ingen forventning om et fast job
Mathias Svold er en anden af de seks danskere på turen. Han blev færdiguddannet i sommer, men gik stadig på journalisthøjskolen, da han sammen med sin faste makker, Ulrik Hasemann, søgte om at komme med på turen.
De har lavet flere store fotoprojekter sammen og vil gerne fortsætte samarbejdet nu, hvor de er færdige på skolen. Ingen af dem gør sig forhåbninger om at blive ansat som fotograf på en avis.
”Da jeg startede i praktik på Jyllands-Posten, var vi 12 fotografer inklusive praktikanter. Da jeg stoppede halvandet år senere, var vi seks tilbage,” siger Mathias Svold konstaterende, ikke med brok eller bebrejdelse at spore i stemmen.
Og den indstilling går igen blandt de seks studerende. Som Sofie Mathiassen udtrykker det over tapas-middagen samme aften:
”Når kollegerne på avisen brokker sig og snakker om, hvordan alt var bedre i gamle dage, tænker jeg nogle gange: Stop nu! Gamle dage er slut. Det er en ny ting nu. På den måde er det nok anderledes for os, der går på skolen og bliver færdige nu. Vi har et andet mindset og nogle andre forventninger – vi har aldrig troet, at der venter et fast job på os derude.”
Voldtaget af musikken
De fleste pladser er allerede fyldt op, da de studerende efter middagen træder ind på byens centrale plads Campo Santo til årets første screening. Hundredvis af fotofolk med røde navneskilte om halsen er bænket side om side på tribunen af plasticstole, der række efter række tårner sig op foran et enormt lærred.
Én af traditionerne på Perpignan-festivalen er, at festivaldirektør Jean-Francois Leroy selv kuraterer alle udstillinger og også byder velkommen og præsenterer de screenede projekter – alt sammen på fransk.
[quote:2]
Til at begynde med følger de danske studerende opmærksomt med. Men ret hurtigt begynder de skiftevis at skæve ned i deres telefoner, gabe og indimellem undertrykke et fnis. Særligt musikken, der følger hvert fotoprojekt på lærredet, udløser fnis. En fotoserie om kræftramte børn ledsages af en lydside med et børnekor, der synger ”we will survive, we will get through this”, og et projekt om klimaforandringer fra et skisportssted uden sne ledsages af munter tyrolersang med teksten ”global warming is knocking at the door”. Ivan Riordan Boll ryster på hovedet og skjuler et grin bag det printede program i sin hånd.
”Det var jo bizart! Jeg er helt målløs,” udbryder han, da screeningen er færdig, og folk bryder op.
”Vi har haft semestergennemgange på skolen, der var bedre end meget af det der,” siger Tobias Nicolai Larsen, en anden af de danske studerende, vantro til ham.
”Jeg synes faktisk, der var et par gode projekter undervejs. Men de blev jo fuldstændigt voldtaget af musikken – man kunne slet ikke se ordentligt på billederne,” siger Nanna Navntoft.
Portfolio-gennemgang
Ved middagstid næste dag er de studerende igen samlet på græsset foran Kongrescentret i Perpignan. Formiddagen er gået med oplæg med fokus på livet som freelancefotograf. Hvordan de bedst pitcher idéer, holder kontakten til deres kunder og forhandler ordentlig løn og vilkår for deres arbejde.
”Det var supergodt, meget hands-on business. Det er ikke noget, vi har haft så meget om på skolen,” siger Tobias Nicolai Larsen, der stadig mangler to semestre.
Nu sidder de danske studerende med deres printede billeder i skødet og spørger hinanden til råds inden portfolio-gennemgangen i grupper, som de skal ind til om lidt.
Mathias Svold og Ulrik Hasemann har to projekter med til Perpignan, som de har lavet sammen. Det ene er et fotoessay om Danmarks største skov, det andet er deres bachelorprojekt om livet langs de danske kyster.
[quote:3]
I deres gruppe er det den italienske krigsfotograf Lorenzo Meloni, der skal gennemgå de studerendes portfolier. Han har en udstilling på årets festival med dramatiske billeder fra kampen mod Islamisk Stat – umiddelbart langt fra Ulrik og Mathias’ fotografi i både form og indhold.
De to danske fotografers projekter består begge af et miks af portrætter og reportagebilleder af naturen og mennesker i naturen fotograferet med analoge mellemformatskameraer i en stilfærdig og underspillet skandinavisk stil med lav kontrast.
”Er det staged fotografi?” spørger Lorenzo Meloni som det første, da Mathias og Ulrik har lagt deres små kvadratiske prints med skov-projektet ud på bordet foran den italienske fotograf.
Næste spørgsmål lyder:
”Er det en historie om skoven eller om dem, der bor i skoven?”
”Det er lidt kompliceret,” svarer Ulrik og begynder at forklare, at de har villet undersøge, om vi som folk og nation har mistet noget ved, at Danmark er det land i Europa med mindst vild natur tilbage.
”Keep it simple,” afbryder Lorenzo Meloni ham: ”Det her bliver lidt for kryptisk for mig.”
Han kigger lidt på billederne på bordet uden at sige noget. Tager et af dem op, lægger det ned igen, skubber et par andre ud til siden, inden han fortsætter:
”Jeg føler, jeg har to meget dygtige fotografer her. Der er masser af teknisk flotte billeder og en sikker stil. Men der er jo ikke rigtig nogen historie – det er mere en stemning,” siger han.
”Jeg føler, I laver en stiløvelse”
Så går de to danske fotografers kyst-projekt en smule mere rent ind hos den italienske pressefotograf.
”Det her fungerer allerede bedre for mig,” siger han hurtigt, da billederne af fiskere, klitlandskaber og badegæster langs de danske kyster er blevet spredt ud på det runde bord foran ham.
”Før var der måske bedre billeder, men her er der mere en historie,” siger han og tager et billede op af et nøgent par, der ligger og kysser på et tæppe i strandlandskabet.
”Jeg elsker det her. Er det virkeligt? Det er næsten FOR perfekt,” siger han.
Til gengæld skubber han hurtigt alle seriens portrætter ud til siden.
”Jeg kender godt den skole, I kommer fra i Danmark, og jeg ved, at I elsker den her slags portrætter. De her meget statiske portrætter, hvor personen kigger direkte ind i kameraet. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg føler, I laver en stiløvelse. Så vil jeg hellere se billeder som det her, hvor man ser, hvordan folk bruger stranden,” siger han og vifter igen med reportagebilledet af det nøgne par.
Flere af danskerne er tydeligt frustrerede efter gennemgangen.
”Hende, jeg havde, var alt for sød,” siger Ivan om den fotoredaktør fra CNN, der har stået for portfolio-gennemgangene i hans gruppe.
”Men det var sjovt at se de andres projekter. Én af de finske piger havde for eksempel lavet et projekt om depression i Finland, hvor hun kun havde fotograferet Kleenex fra skraldespanden i en psykologpraksis på sort baggrund. Det var mega fedt – SÅ syret og konceptuelt. Og SÅ lidt den her festival,” siger han.
Tre vigtige personer om dagen
Heller ikke det efterfølgende oplæg med den 65-årige National Geographic-fotograf Michael Nichols, der også har en udstilling med på Perpignan-festivalen, taler specielt til de danske studerende. Det snakker de om over middagen samme aften.
”Jeg tænker nogle gange, at det rammer lidt ved siden af, når sådan en som ham taler til sådan nogle som os. Ja ja, det er da fedt, at du bare fotograferede en blomst og en bi, og – bang – så var du fotograf, og så ringede National Geographic, og så har det bare kørt derfra. Fint nok, at det var sådan engang. Men sådan fungerer det bare ikke længere. Vi kan ikke rigtigt bruge det til noget,” siger Nanna Navntoft til de andre.[quote:4]
Hun er i gang med sit sidste halve år som praktikant på Politiken og er i Perpignan med et klart formål: At finde ud af, hvordan den her verden fungerer. Hvordan man skaber kontakter til de rigtige folk og opbygger et internationalt netværk.
”Så jeg ikke først skal til at finde ud af det hele, når jeg pludselig er færdiguddannet freelancefotograf og står midt i det,” siger Nanna Navntoft.
Hun har sat sig for at tale med tre vigtige personer om dagen, mens hun er i Perpignan. Og via hendes fotograf-kollega Mads Nissen fra Politiken har hun og Ivan i morgen fået arrangeret et møde med hans agentur, Panos Pictures.
”Man bliver jo nødt til at være lidt strategisk,” siger hun.
Næste eftermiddag står Nanna Navntoft og Ivan Riordan Boll bøjet over Nannas telefon på øverste etage i konferencecentret i Perpignan. De har aftalt at mødes med Mads Nissens kontakt fra Panos Pictures her. Men ingen af dem ved, hvordan han ser ud.
”Kunne det være ham her?” spørger Nanna og holder sin telefon frem for Ivan, mens hun scanner rummet med øjnene.
”Wow nej, det tror jeg ikke. Så tror jeg mere, det er ham der,” siger Ivan og peger på den næste facebookprofil med matchende navn.
”Så I kender begge to Mads,” siger redaktøren fra Panos som det første, da det er lykkedes dem at finde hinanden.
”Jeg sidder lige ved siden af ham til daglig,” siger Nanna.
Det virker som en god adgangsbillet til at få redaktørens opmærksomhed. Han tager sig god tid til dem begge to og dvæler særligt længe ved et af Nannas projekter fra Færøerne, hvor hun selv har familie.
”Det her er virkelig godt. Meget stemningsmættede skud. Det projekt er bestemt værd at arbejde videre med. Også på grund af din familiehistorie – det er altid godt med en personlig historie,” siger han.
Inden de bryder op, spørger han efter både Nanna og Ivans visitkort.
”Det er jo ikke fotojournalistik”
I pressecentret et par etager længere nede er stemningen mindre konstruktiv. Her har Ulrik Hasemann og Mathias Svold lige sat sig ved et bord over for en fransk redaktør i hvid polo-T-shirt, som det er lykkes dem at få en aftale med. De viser deres billedfortælling om de danske kyster frem.
”Ah, så fredfyldt det er. Jeg har siddet her og set på vold og drama hele dagen,” siger redaktøren, der kommer fra en forening af franske billedredaktører, der hvert år tilbyder portfolio reviews i Perpignan. Men, tilføjer han:
”Det er jo ikke fotojournalistik. Man kan ikke trykke det her i en avis,” siger han kategorisk om projektet, der blev bragt over 14 sider i Politikens PS-tillæg i sommer.
Samme kommentar møder et projekt om flygtninge og migranter strandet under kummerlige forhold i Beograd, som de to danske fotografer også har lavet sammen. Historien, som blev bragt online af Washington Post i foråret, er fotograferet i sort-hvid 90’er-inspireret stil med vidvinkel og uskarpe skud.
”This is not photojournalism,” lyder dommen fra den franske redaktør.
Og det kommer han til at sige mindst en håndfuld gange mere de næste par dage, hvor de andre danske studerende også kigger forbi for at vise ham deres arbejde. Da Sofie Mathiassen som den sidste i rækken sætter sig foran ham og fortæller, at hun er fra Danmark, sukker den franske redaktør dybt.
”Hvorfor er I så mange danskere?” spørger han.
Hun viser ham et projekt, hvor hun har fotograferet sine bedsteforældre, mens bedstefaren langsomt bliver mere og mere syg af Alzheimer og Parkinson. Redaktøren er ikke imponeret:
”Det her er måske et personligt projekt, men det er ikke fotojournalistik. En fransk avis ville i hvert fald aldrig trykke det her!”
”Måske forsøger vi bare at nytænke det fotografiske sprog”
”Hvordan gik det,” spørger Mathias, da han og Ulrik mødes med Sofie og Nanna efter deres tur igennem hakkemaskinen hos den franske redaktør. Sofie ruller med øjnene som svar. Nanna er lidt mere positivt stemt:
”Vi havde et meget forskelligt syn på tingene. Men jeg synes alligevel, han sagde nogle ting, jeg kunne bruge,” siger hun.
Mathias giver hende ret:[quote:5]
”Det kan også være meget fedt at tale med nogen, der har et helt andet syn på, hvad fotojournalistik er. Vi kan måske godt komme til at leve lidt i en lille boble, hvor vi går og klapper os selv på skuldrene og bekræfter hinanden i, at det, vi laver, er godt. Men andre forstår det måske ikke,” siger han.
”Og ham den franske redaktør siger jo lidt det samme til os alle sammen. Hvor er historien, hvor er vinklen? Så noget må jo gå igen i vores fotografi,” siger Nanna.
”Ja, så er spørgsmålet bare, om det er dem eller os, der er noget galt med,” svarer Mathias.
Nanna tænker sig lidt om og siger så:
”Eller måske forsøger vi bare at gentænke eller nytænke det fotografiske sprog og måden, vi fortæller historier på. Og så er vi taget til verdens mest konservative fotofestival. Det er måske heller ikke helt gennemtænkt. Måske er vi bare det forkerte sted. Alt det, man ser her, er jo meget klassisk fluen på væggen-reportage,” siger hun.
Optur i parken
Tilbage på tæpperne foran den hemmelige guerilla screening i parken i Perpignan torsdag aften er sidste fotoprojekt lige gledet over skærmen. Undervejs har en duft af marihuana bredt sig fra et sted i mørket. Sidste lysbilledslide er en opfordring til at komme igen i morgen aften, tage en ven og en drink med – og ”to be crazy”!
De danske studerende klapper begejstret og flokkes bagefter om fotografen Christoph Bangert, der står for screeningen.
[quote:6]
”Jeg har været her siden søndag, og det var første gang, jeg fik det sådan: Wow. Det var virkelig inspirerende og bekræftende, efter at jeg har gået hele ugen og følt mig så malplaceret på den her festival,” siger Ivan til ham.
Ifølge Christoph Bangerts hjemmeside er hans guerilla screening ikke en protest mod noget. Det er for sjov og tænkt som ”et alternativ til at sidde og bitche og brokke sig” over det officielle festivalprogram.
Mathias Svold understreger også, at han og de andre studerendes mere moderne take på den fotojournalistiske genre ikke er et oprør.
”Jeg elsker også helt klassisk fotojournalistik. Hvis det er lavet godt, kan det røre mig helt vildt. Men alle historier skal ikke presses ned i præcis den samme fotojournalistiske form,” forklarer han.
Hans makker, Ulrik Hasemann, uddyber:
”Når man ser sig omkring i branchen, må man jo også bare konstatere, at det ikke går specielt godt for den klassiske fotojournalistik. Alene derfor er vi nødt til at prøve at gøre tingene anderledes. Vi kan ikke bare blive ved med at gøre, som man plejer.”
