search

THI KENDES FOR MEDIERET

Den juridiske sagkundskab mener, at mediernes intense dækning af PFA-sagen betyder, at rettens arbejde vanskeliggøres: Alle forklaringer er allerede serveret gennem journalister. Og sagen har p.t. allerede fået en vinder – Kurt Thorsen, mener kommunikationsekspert.
Den juridiske sagkundskab mener, at mediernes intense dækning af PFA-sagen betyder, at rettens arbejde vanskeliggøres: Alle forklaringer er allerede serveret gennem journalister. Og sagen har p.t. allerede fået en vinder – Kurt Thorsen, mener kommunikationsekspert.


• Dybt ind i juraens verden kan spores bekymring over, at den såkaldte PFA-sag – om de falske underskrifter på million-garantier – har fået så voldsom dækning fra landets medier, at både de sigtede og en lang række potentielle vidner og hovedpersoner for længst har afgivet og testet deres forklaring over for et stort publikum.
»Det er helt sikkert, at forklaringerne i retten i PFA-sagen kan blive mindre sande på grund af den intense dækning i medierne af sagen,« siger lektor Jørn Vestergaard, Retsvidenskabeligt Institut, Københavns Universitet.
»Den enorme mængde artikler og indslag, hvor parterne kan høre hinandens forklaringer og derpå justere deres egne, kan i yderste konsekvens betyde, at skyldige går fri,« fastslår han.
Vestergaard står ikke alene med sin bekymring over udviklingen.
»Det er et spørgsmål om etik. De argumenter, man har både som advokat og som part i sagen, har dommeren krav på at høre først. Det handler om elementær respekt for retten,« siger forsvarsadvokat Thomas Rørdam. Han stod selv frem i den såkaldte Plejebo-sag. Men, understreger han, kun fordi politiet i medierne udbasunerede, at den sigtede sandsynligvis var skyldig.
Rørdam mener ikke, en juridisk sag bliver bedre belyst, når den udvikler sig til et medieshow.
»Der er en vis risiko for, at der i pressens behandling opstår en forvanskning af sagen,« siger Thomas Rørdam. Hans kendskab til PFA-sagen er ikke detaljeret. Han udtaler sig om retsprocesser generelt.

Drejebogen er skrevet
Vestergaard peger på, at medierne skaber støj på linjen.
»Vores strafferetspleje bygger på, at vi skal finde den materielle sandhed. Det vil journalister også, men de vil også underholde. Og dermed er en juridisk sag blevet gjort til genstand for en voldsom konkurrence og kommercialisering, der ikke kun styres af jagten på sandheden.«
PFA trommede to gange til pressemøde i januar, da de falske underskrifter blev opdaget. Informationschef i PFA, Hans Jørgen Søes, forklarer, at firmaet valgte åbenheden ud fra en simpel kalkule – det tjener firmaets omdømme bedst. Han mener ikke, den store pressedækning vil forhindre en korrekt behandling i sagen – men tilføjer:
»Vi har da spøgt med, at retssagen kunne bestå i, at sagens parter mødte op med presseklip, der var ‘gulet ind’ – altså understreget. Og hvor de så at sige byttede presseklip i retssalen, når de skulle argumentere for sig.«
Jørn Vestergaards konklusion ligger i fin forlængelse:
»Alt er sagt i medierne. De to sigtede kender ikke alene deres egen del af drejebogen, de kender hele drejebogen,« siger Vestergaard om den sag, der måske kommer for retten i begyndelsen af efteråret 1999.

Hus forbi
Journalister og redaktører er generelt afvisende over for kritikken fra den juridiske sagkundskab. Det ultimative modargument er, at »Vestergaard og Rørdam, vel ikke havde tænkt sig, at Danmark skulle være en fortidig Øst-europæisk stat, hvor pressen ikke spiller med i demokratiet, og hvor journalister ikke må sikre, der ikke finder justitsmord sted?« som det formuleres af Jeppe Duvå, der har dækket PFA-sagen for Berlingske Tidende.
Berlingske Tidendes erhvervsredaktør Niels Lunde vedstår, at pressens opsøgen betyder, at det spontane ryger ud af de sigtedes forklaringer – men:
»Jeg synes ikke, det er pressens problem, at parterne i sagen får etableret deres forklaringssæt gennem pressen. Jeg går ud fra, at sagens parter siger sandheden til pressen, bortset fra de områder, hvor de er direkte modstridende. Og det må så blive rettens opgave at udrede det.«
Jeppe Duvå:
»Forbliver sandheden en hemmelighed, så er det vidnerne, der enten ikke er gode nok, eller ikke åbner op for posen. Der er masser af arbejde tilbage for retten: En af de to hovedpersoner lyver – retten må kunne afsløre hvem.«
Alle journalister, JOURNALISTEN har talt med, fremhæver, at pressen bare gør sin pligt: Interviewer tilgængelige kilder, fremlægger oplysningerne for offentligheden, og så videre.
Stig Ørskov, journalist på Information:
»Det er da synd, hvis vores indsats betyder, at de sigtede får mulighed for at styrke deres forklaringer og gør det umuligt for retten at opklare sagen. Men det kan ikke være anderledes. Det er vores opgave at spørge.«

Tillid til retten
For definitivt at lukke for kritikken, vælger mange journalister at erklære selve retssystemet enorm tillid – domstolene må sortere mellem løgn og sandhed, lyder det. Og journalisterne mener i samme åndedrag heller ikke, at dommerne er til fals for påvirkning.
»Dommerne kan godt skærme af for udtalelserne i pressen. De har pligt til kun at lytte til det, der bliver sagt i retssalen,« siger for eksempel Mogens Rubinstein, redaktør på TV-avisens Pengemagasinet.
Magasinet transporterede én af de sigtede – forhenværende PFA-direktør Rasmus Trads – land og rige rundt i bil, så han på strategisk vigtige steder kunne kaste mistanke på sin tidligere kompagnon, entreprenør Kurt Thorsen, der også er sigtet.
TV-avisen lagde ikke skjul på, at indslaget var en del af konkurrencen medierne imellem. Indslaget blev solgt som et solo-scoop, hvor Trads »for første gang« talte ud, selv om flere kilder mener, at det havde han gjort forinden i blandt andet Berlingske Tidende.
Kernespørgsmålet er, om hele pressehurlumhejet påvirker sagens udfald. At det er parternes dagsorden, er der ingen tvivl om.
Kurt Thorsen til JOURNALISTEN:
»Det er vigtigt at få ret i pressen – hvad enten du sælger gulerødder eller har en straffesag over dig. Pressen er opinionsdannende. At få positiv presse påvirker måske ikke selve retten, men det er lige meget, om du bliver dømt i retten, hvis du er frikendt i offentligheden. Og omvendt – det nytter ikke meget at blive frifundet i retten, hvis du er dømt i offentligheden.«
Han er selv overrasket over, at medierne har så stor slagkraft.
»Jeg sad i flyveren. Ved siden af sidder en person, som jeg aldrig har set før. Og han begynder at stille spørgsmål, som jeg ikke havde forestillet mig. Folk kender detaljer i den her sag, som er helt ufattelige. Det overrasker mig, at pressens gennemgang har haft så stor gennemslagskraft hos den enkelte,« siger Kurt Thorsen.
Og Rasmus Trads – tidligere direktør i PFA, sigtet for at forfalske sin overordnedes underskrift – forklarer, at han var imod at stå frem. Men gjorde det efter at have rådført sig med sin advokat.
»De dommere, der skal bedømme sagen, er også mennesker. Derfor stod jeg frem. De skulle da ikke kun kende Kurt Thorsens version. Hvis jeg holdt mund, ville man jo tro, at jeg havde en dårlig sag oven på Thorsens presseshow,« siger Rasmus Trads til JOURNALISTEN.
Og Rubinstein vedstår da også, at medierne bliver brugt.
»Vi stiller selvfølgelig de spørgsmål, vi kan af kritisk karakter. Men alligevel bliver det meget på Thorsens og Trads’ præmisser,« siger Rubinstein, der understreger, at TV-avisen er meget nøjeregnende med at oplyse, at der er tale om partsindlæg.
Men:
»Når Thorsen stiller sig op og synger, så er det klart, at vi bringer den sekvens med stor fornøjelse. Og det er klart, at sekvensen kan vække seernes sympati for Thorsen,« siger Rubinstein.

Kildernes interesser
Kommunikationsrådgiver Henrik Byager sidder på sidelinjen i sagen. Men han har også siddet midt i hvepsereden. Han var i en uge rådgiver for Zenith-advokaterne, der også er blevet trukket ind i PFA-sagen.
»Alt var kaos – jeg har aldrig prøvet noget, der var så vanvittigt medie-hype-mæssigt. Det var helt vildt,« siger Byager om PFA-sagens mediebehandling – som han selv mærkede, da Berlingske Tidende skrev, at han bistod med kommunikationsrådgivning i sagen. Artiklen i Berlingske Tidende var illustreret med et billede af Byager. Rubrikken lød dramatisk: »PR-folk bag krig mellem advokater«. Avisen havde ikke talt med Byager – men resultatet lod ikke vente på sig.
»I de næste fire dage ringede alle journalisterne til mig. Fra morgen til aften. Derfor trak jeg mig som rådgiver. Også af hensyn til mit arbejde med andre kunder.«
Henrik Byager, der selv har en fortid som journalist på blandt andet tv, mener, at PFA-sagen er helt speciel rent journalistisk.
»Ingen har kendt sandheden, eller kunnet dokumentere den. Derfor har vi fået ufatteligt mange teorihistorier, der bygger på enkeltkilder. Det har været gefundenes fressen for journalister: Alle kilder har været interesseret i at fortælle alt muligt dårligt om de andre.«
På den baggrund har omtalen nok været massiv – men uden at skabe meget større sikkerhed.
»Det markante er, at der har været mange stort opsatte artikler, med mange detaljer – men uden dokumentation. Artiklerne bygger på de parter og kilder, der havde en interesse i at udtale sig på det tidspunkt.«

Politiets mission
Også politiet er yderst opmærksomme på, hvad vej medieorkanen bevæger sig. Pengemagasinets indslag – hvor Thorsen står i skudlinjen for Trads udlægning – er politiets bedrageriafdeling glade for.
»Har du set det,« lyder det opfordrende fra afdelingen, når JOURNALISTEN melder sig i røret. Samme afdeling omtaler – præcis som PFA – ganske konsekvent sagen som Thorsen-sagen. Det skal ses i lyset af, at politiet samarbejder tæt med Trads i forsøget på at få ikke mindst Thorsen inddraget i sagen.
Med andre ord: Politiet undersøger ikke bare sagen objektivt. Politiet har også en mission.
Flere reportere fremhæver, at politiet har været yderst åbenmundede i PFA-sagen. Det er ud fra et journalistisk synspunkt kun godt, men skaber et nyt problem: Mange oplysninger er ikke efterprøvet, inden de serveres. Derimod bruger politiet pressen til at efterprøve en teori, eller til at »ryge argumenter ud, eller få personer på banen,« som én journalist formulerer det. »Det ville være rart med mere selvkritik fra politiet,« siger en anden. Og: »Bedrageriafdelingen bruger mere tid på at snakke med journalister end på at efterforske«.
Alt i alt er PFA-sagen blevet et journalistisk smertensbarn: Politiet giver hjertens gerne oplysninger fra sig – men har et sigte med at gøre det. De sigtede optræder hjertens gerne – men har et sigte med at gøre det. Det gør ikke jobbet som journalist lettere. Tværtimod.
Jørn Vestergaard:
»Den store åbenhed og de mange interesser gør, at journalister skal være ekstra kildekritiske.«
Noget tyder på, at det ikke altid sker.
Henrik Byager:
»Når konkurrencen er så intens medierne imellem, bliver det lettere for sagens parter at komme igennem. Der skal mindre til, før noget er en nyhed, for man skal have noget, de andre ikke har. Mediet vil sige: »Det her har de andre ikke!«. Derfor kommer det på.«

Thorsen som vinder
Henrik Byager ser pressen som en slagmark, hvor to kombattanter slås om at vinde folkets tillid – og han er ikke i tvivl om, hvem vinderen er.
»Thorsen står som vinderen. Ikke med facts eller dokumenter – han har ikke vist ét eneste stykke papir, der bedyrer han uskyld,« siger Byager. »Men han er kommet utroligt langt i sin psykologiske påvirkning.«
»Han vandt på det gyldne døgn, han havde. Det er den bedste performance. Jeg nogensinde har set. Han kommer ud som en trold af en æske og lægger alt og alle ned med sit presseshow. Han har vundet den følelsesmæssige retssag, der føres gennem medierne og følges af os alle.«
Omvendt er Byager ikke imponeret af Trads’ optræden.
»Lige meget hvad Rasmus Trads siger, husker vi, at han har erkendt at have løjet og bedraget i mindst ét år. Desuden har han vaklet og skiftet strategi – først ville han ikke sige noget, før retssagen var kørt. Og så ville han alligevel.«
Thorsen forklarer, at han var yderst bevidst om, at han ville i direkte kontakt med danskerne gennem medierne, da han kom ud af fængslet:
»Medierne dømmer eller frifinder dig på offentlighedens vegne. Jeg lagde derfor op til, at det skulle være direkte. For det skulle ikke være mediet, redaktionen eller journalisten, der tog stilling til mig. Det skulle være dem, der så mig,« siger Thorsen – der har gjort sin store medieaften op: Syv timers direkte tv blev det til. Og Thorsens egne oplevelser tyder på, at danskerne har ladet sig påvirke af hans medieoptræden:
»Hvis jeg går over Bredgade i København, så stopper folk, fordi de vil trykke hånd. Forleden ville jeg drikke en øl på en restaurant på vej hjem. Folk sender så mange drinks over, at jeg ville blive kanonfuld, hvis jeg skulle drikke det hele. Jeg har fået 700-800 breve, 200 buketter blomster, bøger, cd’ere …. Jeg har fået så megen opbakning.«

Thorsens baghold
Byager mener, at Thorsen helt bevidst har lokket Rasmus Trads ind på mediescenens usikre brædder – til en forestilling, som Trads ikke mestrer. Rasmus Trads siger da også, at det var Thorsens evne til at drible med medierne, der lokkede ham ud i offentlig
polemik. Trads følte, at Thorsen periodisk fik lovlig megen medløb.
»Jeg synes nok, man slugte råt, at han kom ud og begyndte at synge: »Her har I mig tilbage!«. Manden talte som et vandfald. Og hver gang en journalist ville igennem med et væmmeligt spørgsmål, så skældte han ud over, at han blev afbrudt. Han styrede det fuldstændigt. Det er typisk – han vil hellere selv fortælle, frem for at skulle svare på nogle spørgsmål, som han ville blive lang i spyttet af,« raser Rasmus Trads – der nærmest på minuttet kan repetere Thorsens medieadfærd.
»Den kære Thorsen røg ud af fængslet klokken 15.30. Og der var sgu ikke gået mere end en halv time, før han sad til et pressemøde oppe på D’Angleterre frem til klokken kvart i seks. Og han fortsatte jo hele aftenen med at være i klokken halv syv og syv, klokken 20.30 og igen klokken ni og ti. Igen og igen fik han lov at aflevere sin version.«
Trads har gennemset hele Thorsens syv kvarter lange presseshow på videobånd. Derpå besluttede han sig for at stå frem selv.
»Hver gang sagen blev omtalt ville jeg være »manden, der stod bag,« »manden, der stod bag,« og »manden, der stod bag …«… Det ville jeg ikke længere. Det kunne jeg ikke have hængende over mig. Og da Pengemagasinet ville lave en gennemgang af de tre måske væsentligste indicier, som fælder Thorsen, så var jeg selvfølgelig med på den.«

Fra helt til demagog
Måske sejrer retfærdigheden, og de skyldige bliver dømt. Er Kurt Thorsen blandt dem, kan visse medier få meget travlt ved håndvasken.
Henrik Byager:
»Så skal du se de medier, som har givet Thorsen meget plads, skyde ham sønder og sammen. Journalisterne får måske ikke ligefrem tømmermænd, men de ved godt, at de har givet Thorsen plads, fordi han var en god historie. Og de har også tænkt: »Gad vide hvad fanden der sker, hvis Thorsen er skyldig«. Svaret er, at han får kniven,« vurderer Byager.
Billedet af den syngende Thorsen, som lever på alle mediebrugeres nethinde, vil blive brugt af medierne til at frifinde sig selv – og udstille Thorsen. Manden er ikke længere charmerende helt – han er falsk demagog.
Byager:
»Det hysteri, som medierne var med til at skabe, vil de bebrejde Thorsen, hvis han bliver dømt. De vil sige: »Han forførte os alle sammen og i virkeligheden var han bare en løgner.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen