Min yndlingsaversion i medierne er …

Tendensen til at namedroppe andre journalister. Jeg er ikke selv uddannet journalist, men begyndte min karriere som dagpengepraktikant og fik senere et job med halvt kundeservice, halvt journalistik og arbejdede mig så op til først redaktør og nu en del af Zetlands undersøgende gruppe.

Da jeg begyndte – og stadig i dag – slog det mig, at alle virkede til at kunne navnene på alle andre journalister. Folk vidste, hvem der havde nattevagten på TV 2 News, og kunne opremse alle DR’s korrespondenter i søvne. De gjorde sig tilsyneladende umage med at bruge navnene så naturligt (og indforstået) som muligt. Jeg prøvede til gengæld at gøre en dyd ud af at stoppe dem og sige, at jeg ikke anede, hvem de talte om.

Det irriterer mig så meget, fordi …

Alle brancher og miljøer har et indforstået sprog med særlige referencer. Det er til dels naturligt. Men det er også værd at udfordre, fordi det samtidig er med til at lukke miljøet for udefrakommende.

Med fare for at afsløre min egen baggrund som antropolog, så oplevede jeg det som et kodesprog, der skulle signalere tilhørsforhold. At man hørte hjemme her, i mediebranchen. Og selv om det næppe er hensigten, har det, som den slags altid har, den konsekvens, at det ekskluderer andre, der ikke kan koderne. Med det er vigtigt at huske, at vores fag ikke handler om at vide meget om andre medier og deres journalister. Det handler om at vide og kunne tilegne sig viden om verden.

Det, man kunne gøre for at ændre det, er …

Jeg tror meget på, at øget diversitet og repræsentation kan gøre medierne langt bedre. Fra hudfarve og køn til politisk orientering og klasse- og uddannelsesbaggrund. Jo bredere, jo bedre. Så helt konkret vil jeg opfordre alle chefer til at udfordre sig selv, når de ansætter. Gå efter folk, der har andre uddannelser og erfaringer end resten af redaktionen. Gå specifikt efter folk, der er anderledes end dig selv.

Vi gør os alle ekstremt umage som journalister for ikke at lade vores personlige erfaringer og holdninger præge vores arbejde. Men vi har også blinde vinkler. Den bedste måde at opdage dem er at omgive sig med mennesker, der er anderledes end en selv. Risikoen for, at ens kollega deler ens blinde vinkler, bliver mindre, hvis man ser verden med forskellige øjne.

Samtidig giver forskelligheden adgang til flere miljøer og dermed nye og vigtige historier. For selv at namedroppe lidt (det er trods alt et branchemedie): Tænk bare på dygtige journalister som B.T.’s krimiredaktør, Dan Bjerregaard, der er tidligere politibetjent, DR’s retskorrespondent Trine Maria Ilsøe, der er uddannet jurist, eller Olfis chefredaktør og one man army Peter Ernstved Rasmussen, der selv har en baggrund i Forsvaret, og som har brugt sin unikke viden og netværk til at lave den ene store afsløring efter den anden.

Hvad giver dig håb for mediebranchen?

Helt ærligt, så har jeg nærmest ikke andet. Jeg deler ikke undergangsfortællingen om mediebranchen, der for en udefrakommende som mig kan virke lidt doven. Verden ændrer sig, og medierne følger med. Jeg tror ikke, mediebranchen har det værre eller står over for større problemer end resten af samfundet.

Selvfølgelig er der udfordringer – ikke mindst det ofte usundt høje tempo – men overalt bliver der samtidig lavet fantastisk journalistik. Hemmeligheder bliver gravet frem, magthavere bliver udfordret, og verden bliver skildret i al sin kompleksitet og fascination. Og for bare lige at slå det fast: Selv om jeg ikke kender ret mange af mine kolleger på andre medier, så elsker jeg at læse, lytte og se deres historier, der på daglig basis gør mig klogere på verden.