OL #2: De aflytter, skygger og tjekker alt. »Og dine samtaler på din danske mobil vil de kunne følge, når du er tilbage i Danmark.« Sådan lød de advarende ord, inden Journalisten rejste til Beijing. Få timer efter ankomsten er advarslerne blevet til virkelighed.
Den grimme gråhvide smog omklamrer Beijing på den mest uhyggelige måde. Det er præcis som frygtet. Fra 16. etage på mit hotel er det umuligt at se ud i horisonten. Her er ingen skyer. Her er kun smog med en mærkelig sol i midten, som er så tildækket, at man nemt kan kigge direkte op mod den. Og selv om dagens tophistorie i China Daily rask væk bebuder, at luften er 'sikker', så overbeviser det mig ikke.
Der er da også al mulig grund til at være skeptisk. Og ikke kun når det gælder vejret. De kinesiske myndigheder ønsker nemlig at fastholde glansbilledet af et fuldkommen perfekt OL. Det levner naturligvis ikke plads til udskejelser af nogen art. Tidligere i dag blev to amerikanere og to englændere da også stoppet øjeblikkeligt, da de forsøgte at demonstrere for et frit Tibet. 12 minutter gik der, og så havde det kinesiske politi pakket bannere med slagord ned og anholdt de fire demonstranter.
I går før afrejsen advarede Udenrigsministeriet hjemme i Danmark mig da også imod nogle af min planlagte missioner, som dels kunne hindre mig i indrejse og værst af alt kunne skade de kinesere, jeg ville komme i kontakt med. Vel fremme er jeg glad for, at vi tog så mange forbehold som muligt. En af de personer, jeg skal mødes med – eller skulle mødes med – ved jeg ikke længere, om jeg kommer til at se. Vedkommende har meddelt, at han bliver skygget og derfor ikke længere tør gå uden for sit hjem og til det sted, vi havde aftalt at skulle mødes. Om en time eller to ved jeg forhåbentligt mere. Vi får se.
Af sikkerhedsmæssige grunde har jeg også måttet lade min danske mobil blive hjemme. Det var Udenrigsministeriet, der opfordrede mig til det med henvisning til den britiske sikkerhedstjeneste MI6. Den har givet ordre til alle britiske idrætsudøvere om at købe et særligt SIM-kort til Beijing eller et kinesisk nummer, og smide mobilen væk bagefter. Kineserne er nemlig i stand til – og hold nu godt fast – ikke alene at aflytte alle telefonsamtaler. Og gøre det fuldt ud – rent rutinemæssigt. Men dertil kommer, at når man ringer fra en normal mobiltelefon, så er den kinesiske efterretningstjeneste – ifølge MI6 – i stand til at afkode og gemme nummeret, for så sidenhen at tracke det i hele verden, hvilket betyder, at mobiltelefonen ikke længere er sikker.
Ej heller når man vender hjem.
Not good!
Well – jeg må løbe. Ud i Beijings virkelighed, hvor et hav af smilende kinesere og personlige OL-guides hidtil har hjulpet mig glat igennem lufthavnskontrol, akkreditering, transport og check-in, så jeg ikke har behøvet at tænke en eneste tanke selv. Men det var sikkert præcis også meningen.
Går alt vel, så følger der et nyt postkort fra Beijing i morgen.
JJ
PS: Min internetforbindelse her på hotellet – som er udvalgt til mediefolk under OL – har tilsyneladende svært ved at finde frem til BBC. Men det kan jo være en tilfældighed!
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.