Kvalitetsavisen The Independent skifter udseende, indhold og sågar ejer ustandseligt for at imødegå truslen fra mediemogulen Rupert Murdochs prisdumping på det britiske avismarked.
»Hallo, er det Andy«? Knitre, knitre. »Ja«. Knitre, knitre. »Du er fyret«.
Andrew Marr var ude at hygge sig på en vinbar, da han pr. mobiltelefon fik at vide, at han ikke længere besad sit job som chefredaktør for den britiske morgenavis The Independent. Mindre end seks uger senere knitrede Andrew Marrs telefon igen. Nu var det igen The Independent, som i mellemtiden var blevet solgt, og den nye ejer ville have ham tilbage som redaktør for debat- og opinionssiderne.
Marr sagde ja tak. Sådanne redaktør-rotationer kan ikke undgå at give branchen, læserne og annoncørerne et indtryk af, at panikken breder sig på The Indy. Årsagen skal man ikke lede længe efter. Oplaget er efterhånden helt nede på ca. 225.000. I et land med en befolkning på vej mod de 60 millioner er det ikke mange.
Ressourcerne er i dag så knappe, at avisen om søndagen for eksempel har udliciteret størstedelen af sin erhvervsdækning til det økonomiske og finansielle nyhedsbureau Bloomberg.
De seneste år har avisen haft svært ved at finde sin plads i mediebilledet. Ikke mindst på grund af evig strid mellem hovedaktionærerne: Mirror avis-gruppen, som opererer på populær-markedet, og den irske forretningsmand Tony O'Reilly, som blandt andet ejer en række irske aviser. O'Reilly har nu købt Mirror ud, og han siger, at han vil bringe avisen »up-market« igen. Ikke mere flirt med middel-England. Det har bestemt heller ikke hjulpet, at priskonkurrencen har været hård.
Mange kommentatorer lægger hovedskylden for avisens besværligheder på konkurrenten The Times. Den ejes af mediegiganten Rupert Murdoch, som dumper prisen.
»Fakta er, at hvis The Times var en alene-stående avis, ville den aldrig have råd til at underbyde sine konkurrenter så meget. En af hovedårsagerne til, at den kan gøre det, er den profit, som resten af Murdoch-imperiet tjener ind …«, skrev konkurrenten The Guardian for nylig i en leder.
Murdochs prisstrategi varierer, men i øjeblikket koster The Times om mandagen 20 pence – ca. 2,25 kroner – mens konkurrenterne koster omkring det dobbelte. Også de andre hverdage er The Times billigere – 30 pence mod de fleste andres 45 pence – men om lørdagen bliver det helt grelt. Da koster Murdoch-avisen, som efterhånden er blevet en hel, lille søndagsavis komplet med glittede tillæg, 40 pence – ca. 4,50 kroner – mod konkurrenternes 70-75 pence.
Men The Independent har også selv begået fejl. Det drænede således ressourcer fra avisen, da den lancerede en søndagsudgave. Og på et tidspunkt døbte mediefolket i London avisen »The Indescribably Boring« – den ubeskriveligt kedsommelige – på grund af dens stil som mediernes over-nørd.
The Independent har dog på det seneste fået hjælp fra allerhøjeste sted i det britiske samfund – House of Lords. Det har stemt for et tillæg til Storbritanniens nye konkurrencelov, som decideret vil beskytte avismarkedet mod »misbrug af dominerende stilling«. Paragraffen er et slet dulgt forsøg på at gøre det muligt at få Murdochs prisdumping dømt ulovlig – selv om konkurrencerådet på basis af den eksisterende lovgivning hele to gange har sagt, at The Times ikke gør noget forkert.
Avisens banemand kan dog ende med at blive premierminister Tony Blair. For hans New Labour-regering er ikke meget for en ny konkurren-
celov, der tager direkte sigte mod Rupert Murdoch, hvis aviser hjalp Tony Blair til magten. Det var en afgørende faktor i hans sejr i maj sidste år, at Murdoch-aviserne skiftede deres traditionelle begejstring for de Konservative ud med støtte til New Labour. Når den nye lov kommer til behandling i Underhuset – formodentlig i næste måned – kan Tony Blair blive nødt til at vælge mellem hensynet til pluralismen i pressen og fremme af hans egen strategi for næste valg.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.