Tiltalen mod to journalister på Berlingske Tidende og formentlig også chefredaktøren er utvivlsomt et udslag af de tiltagende stramninger af lovgivningerne rundt om i Europa for at imødegå terrortruslen.
Om lovgivningen øger sikkerheden, er vanskeligt at bedømme, hvor-imod det som under krigene er en kendsgerning, at sandheden er det første offer. Vi har i Danmark og i den vestlige verden i øvrigt forsøgt at stå model for pressefriheden og ytringsfriheden og arbejdet intenst med at få disse begreber rodfæstet i en lang række andre lande.
Nu får vi for alvor travlt med os selv. Ud over to, måske tre danske mediefolk er fem andre mediefolk i Europa, nemlig to i Tyskland og tre i Schweiz, under anklage med risiko for fængselsdomme. I Berlingske Tidende har man kunnet læse om sagerne, der ud over den danske sag handler om fortroligt efterretningsmateriale fra det tyske forbundskriminalpoliti vedrørende al-Qaeda samt om en fax, der skulle stamme fra den schweiziske efterretningstjeneste om hemmelige CIA-fængsler.
Nu gælder det så danske journalister, der trues med fængsling. Med tiltalen af de to berlingske-journalister er der rettet endnu et alvorligt slag mod pressefriheden og dermed fundamentet for vores demokrati. Bliver de to danske journalister dømt, vil det ganske enkelt i fremtiden blive meget vanskeligere at grave oplysninger frem.
Når det drejer sig om Danmarks deltagelse i Irak-krigen, må det siges nærmest at være en forpligtelse for de journalister, der arbejder med dette stofområde, at sikre mest mulig offentlighed om baggrunden for regeringens beslutning. Derfor var det selvfølgelig også helt korrekt, at journalisterne valgte at viderebringe de oplysninger, Frank Grevil som tidligere ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste valgte at videregive. Alt andet ville have været et langt større problem og ville af nogen blive betragtet som embedsmisbrug, der kunne beskyldes for at være politisk motiveret.
Da det ikke på noget tidspunkt har været åbenbart for de to journalister, at de handlede ulovligt, er det helt oplagt, at hensynet til pressefriheden vejer afgørende tungt i denne sag. En sådan afvejning har Dansk Journalistforbund adskillige gange prøvet i andre sager ved flere retsinstanser, blandt andet da DR-journalist Jens Olaf Jersild viderebragte racistiske udtalelser fra de såkaldte grønjakker. Dengang måtte vi gå helt til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg for at få medhold.
Der skal særdeles tungtvejende grunde til at tilsidesætte pressefriheden. Det har Strasbourgs håndtering af Den Europæiske Menneskerettighedsdeklaration artikel 10 tydeligt vist.
I en helt ny dom har Menneskeretsdomstolen således frikendt en schweizisk journalist, der var kommet i besiddelse af et fortroligt dokument og derfra offentliggjort oplysninger fra dokumentet om erstatninger til ofre for holocaust. Der var tale om strategiske overvejelser hos en ambassadør, og journalisten blev dømt af domstolene i Schweiz, men frikendt i Strasbourg. Hensynet til offentlighedens interesse i et så følsomt emne blev betragtet som mere tungtvejende end hensynet til fortroligheden.
Jeg har meget vanskeligt ved at få øje på, at Danmarks sikkerhed skulle være bragt i fare som følge af de to journalisters artikler om Forsvarets Efterretningstjeneste, som anklagemyndigheden fastholder. Journalisterne har handlet forsvarligt, da beslutningen om at videregive oplysningerne fra deres – dengang – fortrolige kilde blev truffet. Offentligheden har i denne sag en endnu mere tungtvejende interesse end i sagen fra Schweiz. Her to år efter at de to journalister i foråret 2004 blev sigtet, er der da fortsat heller ingen tegn på, at sagen skulle have givet Danmark sikkerhedsmæssige problemer.
I den aktuelle sag, hvor strafferammen går op til to års fængsel, er Dansk Journalistforbund derfor også parat til at føre sagen helt og fuldstændig til dørs i Strasbourg, og vi har allerede taget initiativ til et tæt samarbejde med Berlingske Tidende. Men alt andet end en frifindelse i det danske retssystem vil være en skamplet på pressefriheden her i landet.