search

Terror mod Usbekistans presse

USA har fået brug for diktaturstaten Usbekistan i sin terrorkrig mod Taleban og Osama bin Laden. En forfulgt usbekisk journalist frygter nu, at USA og Vesten vender det blinde øje til Usbekistans krænkelser af menneskerettighederne – herunder mord på kritiske journalister.

Topchefen for Coca Cola i Usbekistan vil skilles fra sin kone, datter af Usbekistans præsident og diktator Islam Karinov. Men Usbekistan er et diktatur, hvor hverken svigersønner, journalister eller andre skal være uvenner med præsidenten og hans familie.

Politiet stopper nu Coca Colas biler over hele landet. Chaufførerne bliver arresteret vilkårligt. Coca Cola-gadesælgere bliver tævet. Firmaets hovedkontor og tapperi er blevet endevendt af skattepoliti, toldere, narkotikapoliti og brandmyndigheder. Firmaets computere konfiskeres.

Historien om Coca Colas problemer stod i Wall Street Journal i august og september – 11.000 km fra det centralasiatiske land. Den historie kan ikke skrives i Usbekistan. Kritisk journalistik tolereres ikke. Det vil være livsfarligt bare at forsøge at fortælle historien om magtmisbrug, fortæller en usbekisk journalist, der selv er jagtet af myndighederne.

Pressens vilkår i Usbekistan beskrives af Human Rights Watch i september i år: "Journalister, der er kritiske over for regeringen, bliver rutinemæssigt truet af statsmyndigheder og er blevet drevet ud af landet under trusler om arrestation."

 

Lokkes i en fælde
Det kræver både mellemmand og tid at arrangere interviewet med journalisten fra Usbekistan. Af frygt for sit liv er journalisten, der er blevet forfulgt af det hemmelige politi, flygtet til et europæisk land. Derfor må JOURNALISTEN ikke nævne hans navn eller det land, hvor interviewet finder sted.

Journalisten er tydeligvis bange for sin egen og sin families sikkerhed, derfor bliver vi enige om at bruge dæknavnet Boris.

"Når man er i besiddelse af stærkt kompromitterende oplysninger og dokumenter, har man grund til at frygte for sit liv i Usbekistan, hvor myndighederne ikke efterlader nogen vidner," siger Boris, der også kender kolleger, som er forfulgt af regimet:

"Hvis de ikke kan få fat i journalisten selv, går de efter familien og lægger pres på den. Det er helt almindeligt, at det usbekiske politi rejser falske anklager mod folk ved for eksempel at plante narkotika eller et par patroner i hjemmet, bilen, bagagen eller lommerne under en ransagning," fortæller Boris. Det bekræftes af menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch og Amnesty International.

Boris nævner en kollega, der er flygtet fra landet og arbejder for Voice of America. Gennem flere år forsøgte det hemmelige politi SNB, den usbekiske afløser for det tidligere KGB, forgæves at presse journalisten til tavshed gennem pression mod hans familie.

Den 17. maj i år gik politi og SNB-folk i aktion hos journali-stens yngre søster, der bor i _Samarkand. En række kilder har oplyst, at en civilklædt mand gav søsterens 12-årige datter en lille taske og bad hende give den til hendes moder. Kort efter blev der foretaget en ransagning i huset. Herefter blev hun anklaget for besiddelse af narkotika og ført til SNBs fængsel i Samarkand. I tillæg til narkotika-anklagerne vil regeringen også tiltale kvinden for "forfatningsstridige aktiviteter", fordi hun var i besiddelse af dokumenter med broderens håndskrift.

I 1996 forsvandt en usbekisk journalist fra nyhedsbureauet Interfax, Sergej Grebenuk. Han blev senere fundet død i en kanal i hovedstaden Tashkent. Den officielle forklaring var, at han havde været fuld, var faldet i vandet og druknet. Men ifølge familien drak han aldrig alkohol.

"Den 27. maj viste fjernsynskanalen TV Center et dokumentarprogram af Michael Markelov om lederen af oppositionen i Usbekistan. I slutningen af programmet viste journalisten uddrag af et interview med Hvideruslands præsident og diktator Aleksander Lukasjenko," fortæller Boris og fortsætter:

"Præsident Lukasjenko var ikke klar over, at kameraet var tændt, da han sagde: "Islam Karimov fortalte mig, hvordan han gjorde en ende på en journalist, som kritiserede ham. Han fortalte, at journalistens hoved var fundet i den ene side af floden og hans ben et andet sted"."

"Efter udsendelsen blev Markelov ringet op af flere seere, som fortalte, at den journalist, Karimov havde fortalt Lukasjenko om, var Sergej Grebenuk," siger Boris.

 

Censur på 3. sal
Der har altid været censur i Usbekistan – også da landet var en del af Sovjetunionen. Men især siden 1999, hvor Islam Karimov med nød og næppe undslap et attentatforsøg, er klapjagten på mu-slimske grupper og pressen blevet forstærket.

Alle Usbekistans førende dagblade holder til i samme otteetagers bygning i Tashkent. På tredje sal sidder censuren, ledet af Erkin Kamilov med den officielle titel "Overinspektør for beskyttelse af statshemmeligheder i pressen". Her må alle aviser indlevere matricer af avissiderne for at få dem godkendt til trods for, at cencur ifølge forfatningen er forbudt. Bærer de ikke censors underskrift, kan aviserne ikke trykkes. Matricerne destrueres for at slette sporene efter censuren.

Aviser, radio og tv må generelt ikke offentliggøre noget negativt om Usbekistan. Hverken politiske meninger, der strider imod styret, omtale af dårlige sundhedsforhold og eller problemer med økonomien. Der må heller ikke brin-ges fotos af "islamisk udseende" personer – ikke engang mænd med langt skæg.

Der er ellers nok at skrive om i ørken- og bjerglandet med de godt 25 millioner indbyggere, der repræsenterer næsten 100 forskellige etniske grupper. Der er etniske konflikter på kryds og tværs. Store miljø- og sundhedsproblemer og fattigdom – ifølge FNs udviklingsprogram UNDP lever mellem 40 og 80 procent under fattigdomsgrænsen. Korruption, mafia- og klanvælde samt narkosmugling er udbredt.

"Der findes kritiske journalister i Usbekistan, der gerne vil, men ikke tør skrive om disse emner af frygt for det hemmelige politi. I provinsen kan man måske slippe af sted med at kritisere almindelige arbejdere – men ikke deres chef – for, at der ikke er gjort noget ved et hul i taget på en ejendom for ældre," fortæller Boris.

Styrets generelle holdning er, at kritik vil skade Usbekistans anseelse i verden. Og det giver sig nogen gange groteske udslag. Udtaler ministre og andre ledende politikere sig usikkert, eller kan de ikke svare på konkrete spørgsmål, skal dette udelades. En journalist, der stillede og viderebragte et spørgsmål, som en minister ikke kunne svare på, har i dag været uden arbejde i to – tre år.

"Myndighederne har flere gange gjort det klart, at kritik ødelægger Usbekistans image, og det vil man ikke tolerere," siger Boris og nævner, at Islam Karimov under et møde på Presse- og Mediearbejdernes Dag i Usbekistan i juni i år erklærede, at journalister ville få "konsekvenserne at føle", hvis de fortsat insisterede på ytringsfrihed i stedet for at indordne sig.

 

Det blinde øje
Ifølge Boris er 10-20 journalister officielt i fængsel eller under politiefterforskning for at være kriti-ske. Det reelle tal kendes ikke. En døde i fængslet i begyndelsen af dette år. Andre er blevet livsfarligt syge af de elendige og sundhedsfarlige forhold i fængslerne.

Den amerikanske Committee to Protect Journalists (CPJ) er en organisation af pressefolk, der forsøger at hjælpe journalister over hele verden og dokumenterer angreb på pressen. Den har efterforsket flere sager i Usbeki-stan, hvor den mener, at journalister og andre skribenter er blevet torteret og dræbt i fængslerne. Organisationen har flere af amerikansk presses "tunge drenge" i bestyrelsen – bl.a. legenden Walter Cronkite og CNNs Peter Arnett.

"Når CPJ lægger pres på Usbekistan ved at skrive protestbreve til præsident Karimov, hvor de bekymrer sig om navngivne journalister, skaber det international opmærksomhed, men det hjælper næppe de enkelte journalister. I de fleste tilfælde ignorerer de usbekiske myndigheder blot den slags henvendelser," siger Boris.

"Det er vigtigt, at USA, EU og internationale organisationer som OSCE bliver ved med at lægge pres på regeringen. Det virker, fordi regeringen er bange for at miste udenlandske investeringer og adgang til den vestlige verden. Det er det pres, jeg nu frygter, vil blive indstillet, efter at USA har fået brug for Usbekistan."

Flere internationale organisationer – blandt andet Helsinki-Kommissionen, OSCE og Human Rights Watch – er også bekymret for, om USA og Vesten vil mildne kritikken. Selv om hovedparten af Usbekistans 25 millioner indbyggere er muslimer, er det kun cirka 1000, der kan betegnes som fundamentalister i oprørsbevægelsen Islamic Movement of Uzbekistan (IMU). I 1999 og 2000 gennemførte IMU flere væbnede angreb og tog gidsler blandt udlændinge på rejse i landet.

På trods af det lille antal medlemmer af IMU menes nu mere end 7000 at være fængslet for forfatningsstridig eller illegal muslimsk virksomhed. Mange af dem er fængslet på falske anklager eller blot for at have Koranen stående hjemme. Islam Karimov beskyldes da også for at bruge islam som syndebuk i jagten på enhver opposition. I dag findes der ikke længere oppositionspartier. Og ved det seneste præsidentvalg i 1999 anbefalede den eneste modkandidat vælgerne at stemme på…Karimov.

Hidtil har Usbekistan været skarpt kritiseret under Clinton-regeringen. Her gjorde udenrigsminister Madeleine Allbright det klart på en rundrejse i foråret 2000, at Usbekistan ikke ville få lov til at bruge islamiske strømninger som undskyldning for at krænke menneskerettighederne og kvæle lovlig opposition. Men efter terrorangrebet den 11. september har præsident George W. Bush nu klassificeret Usbekistans islamiske oprørsbevægelse IMU som terroristisk med forbindelse til bin Laden.

 

FORBUDT I USBEKISTANS PRESSE

Ifølge den usbekiske forfatning er "censur i massemedierne forbudt". Alligevel har den usbekiske censur en liste med hundredvis af konkrete emner, det er forbudt at skrive om. Den officielle "Liste over information, det er forbudt at offentliggøre" omhandler blandt andet:

– Grænsekonflikter

– Naturkatastrofer med tab af menneskeliv

– Konkrete tal over alkoholikere og stofmisbrugere

– Problemer i landbruget – inkl. sygdomme hos kreaturer som f.eks. mund- og klovsyge

– Udbrud af pest, kolera og tyfus samt opdagelsen af nye sygdomme

– Kriminel aktivitet – herunder antallet af fanger og fængsler samt deres placering

– "Negative" historier om militæret – herunder dets kampmoral og sundhedstilstand
Kilde: The sound of silence

– Rapporten om censur kan læses på Committee to Protect Journalist's hjemmeside:
http://www.cpj.org

– Oplysninger om censur i de centralasiatiske lande, korruption og krænkelser af menneskerettigheder kan findes på Human Rights Watch: www.hrw.org samt http://eurasia.org.ru/english.shtml

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen