Telefonfis

Selv om der er gået mere end en halv sommer siden skandalen om aflytning af telefoner foretaget af nu lukkede News of The World, har hovedparten af den danske telebranche åbenbart intet lært.

Selv om der er gået mere end en halv sommer siden skandalen om aflytning af telefoner foretaget af nu lukkede News of The World, har hovedparten af den danske telebranche åbenbart intet lært.

Journalisten har udsat telenetværk på det danske marked for en uhyre banal test – som de dumper med et brag. Vi gik ganske enkelt ind og lyttede en række centrale og aktuelle kilders telefonsvarere. Da Journalisten jo ikke har slette hensigter, bad vi i hvert tilfælde kilden pænt om lov. Og gang på gang strøg vi lige ind.

Mest graverende er det, at vi uden videre kunne åbne telefonsvareren hos udenrigsminister Lene Espersens særlige rådgiver. Ofte er det eneste, det kræver, en software købt for få dollar – og kildens telefonnummer. Og selv om rådgiveren understreger, at der ikke ligger store statshemmeligheder på svareren, så har Telenor, der står for telefonen, umiddelbart et forklaringsproblem. Telenor har vundet aftalen om 160.000 telefoner i staten – de er angiveligt alle som én pivåbne.

Men Telenor er ikke klar til at tage det fulde ansvar for miseren. De påpeger blot over for Journalisten, at kunderne selv må aktivere kodestyrede sikkerhedssystemer. Det kan kunden ganske rigtigt – men det besværliggør brugen af telefonen. Og ingen af de telefoner, Journalisten forsøgte at åbne, har slået funktionen til.

Journalisten har besluttet at frigive en del af oplysningerne om, hvor let det er at gå ind i andres telefonsvarere, blot man har deres telefonnummer. Vi skal understrege, at det selvfølgelig ikke er lovligt at gøre uden tilladelse. Vi gør det, fordi teleselskaberne har forsømt at indføre en banal sikkerhedspolitik. Kun TDC har indsat filtre, som er blevet tjekket efter skandalen i Storbritannien. Hvorfor tøver de andre?

For kommunikationsstrateger, journalister og alle andre, der arbejder med indhold i medierne, er det altafgørende, at man kan stole på, at telefonen – det primære arbejdsværktøj – ikke er lige så åben som en tombola i Tivoli efter lukketid. Det er også mest betryggende, at vi ved, at kildernes telefonsvarere er beskyttet. Selv om åbenhed er godt, er kildebeskyttelse mindst lige så godt.

På min telefonsvarer har de seneste 14 dage ligget beskeder fra flere baggrunds­kilder. Der har også ligget et anonymt tip om en god historie. Fra nu af ligger der ingen beskeder. Jeg sletter hver gang. Og overvejer alvorligt at skifte operatør.

PS: Min egen telefon blev også hacket undervejs: Journalistens reporter gik via sin egen telefon ind i min telefonsvarer og ændrede derpå beskeden til:

"Du har ringet til Øjvind Hesselager, redaktør på Journalisten. Han er lige blev hacket af en af sine medarbejdere!"

0 Kommentarer