search

Tekstens vilde Vesten

Bag undertekster på film og tv findes et nærmest lovløst land, hvor alle og enhver kan blive tekster, hvor medierne betaler sulteløn, og hvor faglig organisering er et fremmedord.

"Det er nu et hårdt slid at bekæmpe onde rumvæsener," siger en mand, der står kamptræt, men sejrrig, og kigger efter en flyvende dinosaurus. Ved siden af ham står en anden træt mand. Han tilføjer: "Det er også et slid at holde håret rent og skælfrit."

Og så skal der grines. Måske bliver der også det – om to-tre måneder, når de to mænds _dialog rammer det hvide lærred. Replikkerne stammer nemlig fra en filmrulle. Og dog. Egentlig stammer de fra ti fingre, der galopperer hen over et tastatur i næsten samme fart, som replikkerne falder. For dialogen falder på klingende amerikansk, og det skal oversættes til lige så klingende danske ord, der skal løbe hen over biograflærredet.

Det er Aage Brocks job. Han er dybt koncentreret et sted mellem filmmanuskriptet på bordet, filmen, der ruller i fremviseren og tastaturet, hvorfra Aage Brocks danske oversættelse af den amerikanske komedie "Evolution" stykkes sammen ord for ord.

Aage Brock er hurtig. Ind imellem stopper han lige filmrullen og spoler den et stykke tilbage, men for det meste skriver han bare mere eller mindre simultant med replikkerne i filmen. Men han har også været i branchen i mere end 20 år. Faktisk har han aldrig lavet andet, og han har ingen uddannelse. I dag sidder han på Nørrebro hos SDI-Media Danmark, som er et tekstningsbureau med afdelinger i 17 lande.

"I starten af 80erne fik man 500 kroner for at tekste en film, og så skulle den være færdig på en dag. I dag tager det 3-4 dage, og man får 3-4000 for det. Lønnen er lidt bedre, men alting skal stadig tekstes i sidste øjeblik," siger Aage Brock og fortsætter:

"Det kunne være rart med mere tid til at gøre arbejdet – for min egen faglige stoltheds skyld."

Aage Brock har været tekster, siden videoen blev et fast element i mange danske hjem. Med den eksploderede branchen nærmest. Der blev pludselig en masse arbejde.

"Dengang var der mange høkere, og der blev lavet rigtig meget bras… men der er stadig mange høkere," siger Aage Brock, der på få minutter har langet ud efter både den lave løn, det urimelige arbejdstempo, de mange amatører og den dårlige kvalitet, der er resultatet. En remse enhver billedmedieoversætter kan til hudløshed.

"Men jeg har valgt ikke at være medlem af DJ. Som det ser ud i dag, er jeg bange for, at DJ lukker alle høkerne ind. Jeg er ikke tilhænger af, at vi organiserer og blåstempler høkere. Det kan godt være, at vi samlet kan opnå bedre løn, men det faglige niveau skal også følge med, så vi sikrer kvaliteten."

 

Dumper prisen
På Vesterbro sidder Kirstine Baloti. Hun er freelance-tekster. Samtidig er hun formand for den nye specialgruppe i DJ, Forum for Billedmedieoversættere. Fagpolitisk er et af hendes mål at få folk som Aage Brock ind i DJ.

"Jo flere vi er, jo stærkere står vi både over for arbejdsgiverne og i DJ," siger Kirstine Baloti.

"Men behovet for organisering kan være svært at forstå for folk, der aldrig har været organiserede," tilføjer hun.

Formanden for specialgruppen FBO skal i bogstaveligste forstand ud og finde sine medlemmer, hvilket langt fra er en nem opgave. Teksterne er spredt for alle vinde. En stor del er freelancere og arbejder hjemmefra. Andre er tilknyttet tekstningsbureauer som SDI-Media, og et lille antal er ansat på DR.

Der er ingen krav til uddannelse for at blive tekster. Tjenere, skolelærere, akademikere og folk med kun en gymnasieuddannelse er bare et udsnit af de baggrunde, folk i tekstningsbranchen har. Der findes en overenskomst for de meget få tekstere i DR, men ellers er der ingen overenskomster i branchen, for der har ikke været nogen faglig organisering af tekstere før FBO.

"Der er 455 procent lønforskel fra den højestlønnede tekster på DR til den lavestlønnede freelancer på præstationsløn," siger Kirstine Baloti.

Mange freelancere og tekstningsbureauer dumper priserne i jagten på arbejde. Ifølge Kirstine Baloti er prisen på tekstning ikke steget i 10 år. Snarere tværtimod medregnet prisudviklingen.

"Det er heller ingen definerede kvalitetskrav til det produkt, vores kunder bestiller. Derfor prøver FBO at få kunderne til at stille krav. Det er en meget bagvendt måde at gøre det på," siger Kirstine Baloti.

En måde at sikre kvaliteten på er at kræve, at teksterne har en efteruddannelse i ryggen. Allerhelst så Kirstine Baloti, at bran-chen får en efteruddannelse med et praktikforløb, og at optagelseskriteriet bliver en optagelsesprøve. På den måde kunne folk uden en relevant uddannelse, men med tæft for sproget, også blive tekstere.

 

Aldrig brugt pressekortet
Aage Brocks arbejdsplads, SDI-Media, hører til i den ordnede ende af tekstningsbranchen. SDI-Media kvalitetssikrer deres tekstninger; først tekstes der, og så læses der korrektur to gange. På den faglige front har DJ indgået deres første rammeaftale på tekstningsområdet med netop SDI-Media.

Martin Ringtved er korrekturlæser på SDI-Media og skal derfor se Aage Brocks tekstning af "Evolution" igennem for fejl.

Han har heller ingen uddannelse.

"Det er en fordel, at vi ikke er for teoretiske. Det er svært for translatører at skrive hverdagssprog. De bedste tekstere er ofte dem uden uddannelse," siger han.

Han er dog ikke i tvivl om, at hans branche bør organiseres fagligt. Men hvorfor det lige skal være i DJ, ved han ikke.

"Jeg er medlem af DJ, fordi jeg ikke kan komme ind i translatørernes fagforening. Jeg har jo ingen uddannelse." Han fortsætter:

"Jeg er glad for mit pressekort, men jeg har da undret mig over, hvorfor jeg skal have det."

Hans kollega, Claus Jarløv, der er tekster ligesom Aage Brock, er enndu en i rækken af fastansatte på SDI-Media, der heller ikke har en uddannelse bag sig.

"Jeg er medlem af DJ, fordi det var det mest oplagte. Det er jo en lille smule beslægtet med journalistik. Vi fortolker og skriver en tekst."

Kirstine Baloti er fuld af argumenter for det faglige slægtsskab mellem tekstere og journalister. Hun mener, at tekstere er ekstremt gode researchere. De skal kunne finde dén ene mand, der ved noget om en helt særlig sportsgren, som de skal oversætte reglerne for, eller de skal finde ud af, hvordan man staver til en grusvej i Arizona.

"Det er noget med ikke at være bange for at kaste sig over et nyt emne og gribe knoglen. Men tekstning handler også om sproglig formidling, om at ramme en målgruppe – publikum – og så samtidig være tro mod tonen i originaldialogen."

Claus Jarløv og Martin Ringtved kan godt forstå de journali-ster, der kritiserer DJ for at åbne dørene for "cykelsmede". Men:

"DJ lægger jo selv den strategi. Lur mig, om ikke Journalistforbundet skifter navn til Medieforbundet inden for få år," siger Claus Jarløv.

Kirstine Baloti synes, at billedmedieoversætternes plads i DJ er oplagt.

"Der er meget ræson i at samle faggrupperne. Vi forhandler jo med de samme kunder inden for mediebranchen."

"Jeg har aldrig brugt mit pressekort i arbejdssammenhæng. Så skulle jeg da tage til Louisiana, fordi kunstneren, jeg tekster en udsendelse om, udstiller der, og fordi jeg bedre kunne gøre mit arbejde, hvis jeg også har forstået hans kunst," siger Claus Jarløv med et smil.

På den anden side er han ikke i tvivl om, at organisering er vejen til bedre forhold for teksterne.

"Vi har brug for at samle teksterne, så vi kan få overenskomster. Der skal være ordentlige forhold i branchen, så vi kan få respekt omkring faget. Fodfolket må stå sammen."

 

Gummitekster
Claus Jarløv sætter sig ved pc'en og VHS-videoen og tager hovedtelefoner på. Han mangler ti minutter af et dansk program, der skal forsynes med undertekster, så døve og hørehæmmede også kan følge med i udsendelsen.
De ti minutter vil tage ham omkring 3-4 timer at gøre helt færdig.

Der er plads til 37 anslag i én tekst, der kun må være i to dæk. Han starter med at skrive en sætning, hvor "disse afgifter" indgår. Men anslagstælleren viser rødt, og han må korte i teksten. "Disse afgifter" bliver til "afgifterne", men tælleren er stadig rød, så "afgifterne" bliver barberet ned til "de".

"Det må man jo egentlig ikke, men det kan man sgu blive nødt til," siger han.

Lidt efter siger speakeren på programmet et navn, som Claus Jarløv ikke helt kan høre. Han gætter på Herbert Drue. Men det er ikke godt nok.

"Jeg må på nettet og finde hans navn. Men det er endnu værre i quizprogrammer, hvor vi skal sidde og gætte os til navnene på deltagerne. Ind imellem siger de en arbejdsplads, så ringer man til den. Sjovt nok er der jo altid et skriftligt oplæg til speaken på sådan nogle programmer, men det får vi aldrig."

Claus Jarløv er heldig. Herbert Drue dukker op som læge på Odense Universitetshospital.

"Vi bruger nettet enormt meget. Det er jo en kæmpe gigantisk opslagsbog. Nettet gør også, at man laver færre gummitekster," siger han med et smil og afslører, at sådan nogle findes.

De bliver til, når hverken teksteren eller hans kolleger kan høre eller forstå, hvad der bliver sagt på filmen. Så må man "strikke noget sammen".

"Men det kan blive ret pinligt, for nogen gange kan man ikke høre det på vores anlæg, men når filmen så kommer op i biffen, så brager det bare igennem, og så kan alle pludselig se, at man har lavet en gummitekst," siger Claus Jarløv, der mener, at gummitekster kan være nødvendige, men at de også misbruges.

"Kim Schumacher var legendarisk for sine tekster. De var jo sjove, men han gik langt over stregen. Nogle gange lavede han jo en hel gendigtning af filmen. Den går ikke. Man skal være tro mod oplægget."

 

FORBUNDETS BENJAMINER

I en række numre bringer JOURNALISTEN en artikelserie om de nyeste medlemmer af Journalistforbundet. Vi tager en tur rundt i medielandskabet og besøger hospitalsfotograferne, billedmedieoversætterne og grafikerne. Fælles for dem er, at de er forbundets benjaminer – få i antal og sidstankomne. Vi spørger dem: Hvad laver I egentlig i et journalistforbund?

– Billedmedieoversættere er en fællesbetegnelse for folk, der beskæftiger sig med oversættelse til biografmarkedet samt elektroniske og digitale medier.

– Specialgruppen Forum for Billedmedieoversættere blev oprettet i DJ i marts måned i år. Før det var der ingen faglig organisering af teksterne.

– Det kræver ingen uddannelse at kalde sig tekster.

– Billedmedieoversættere er freelancere eller fastansat i tekstningsbureauer, som har tv-stationer, filmselskaber og videoproducenter som kunder.

– Det koster tv-selskaberne omkring 3000 kroner at få tekstet en halv times udsendelse. Til sammenligning kan sådan en udsendelse koste 300.000 at producere. Teksteren får 1500-1800 kroner for at tekste en halv times udsendelse. Tekstningsbureauet får resten.

– For en biograffilm får teksteren omkring 3-4000 kroner. Arbejdet tager 3-4 dage for en erfaren tekster.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen