Trine Troelsen skyder, bolden sejler i mål, dommeren fløjter, spillerne løber hjem og tager forsvarsopstilling, mens modstanderen giver bolden op. Og først nu bryder jubelen løs i de danske hjem.
For godt nok er håndbold-VM fra Brasilien live, men live er altså kun næsten live. Tv-billederne har nemlig foretaget en lang og kompliceret rejse, før de når de danske seere, og oven i købet rejser billeder og lyd ad vidt forskellige og ikke lige hurtige veje.
Det billede, som vi danskere ser på skærmen, er det samme, som alle andre håndboldkiggere i hele verden ser – det såkaldte 'world feed'. World feed-signalets tur til Europa er en rejse med flere små omstigninger. Først sendes det fra Brasilien til Atlanta, USA, via satellit. Herfra skal signalet en tur under jordens overflade, nemlig gennem et fiberkabel på Atlanterhavets bund, der ender i London. Her går billederne nu for anden gang i luften og transmitteres til Kvægtorvet i Odense via satellit.
Men det er ikke det eneste signal, der sendes til Danmark. TV 2 har nemlig deres eget kamera og egen satellitsendevogn i Brasilien. Signalet herfra går via satellit til Washington D.C., gennem et andet atlanterhavs-kabel, der munder ud i DR Byen, og så igen på en fiberforbindelse til Odense.
TV 2's signal bruges til to ting: Dels at sende tv-billeder, der supplerer world feed'et, for eksempel billeder af Jan Pytlick, der ærgrer sig på sidelinjen, og så – nok så vigtigt – til at sende kommentator-lyden hjem.
Billedet af Trine Troelsens hopskud og Thomas Kristensens begejstrede kommentar følges altså ikke ad, og da world feed'et har en ekstra satellitomstigning, kommer Kristensens jubel hjem før Troelsens mål. Derfor må TV 2-signalet forsinkes, så billede og lyd passer sammen. En justering, der sker på meget lavpraktisk vis.
»Vi var nødt til at gøre det på et tidspunkt, hvor vi havde hul igennem på satellitten, så i kampen lige inden Danmarks første kamp satte vi en mand i kommentatorboksen, der sad og fortalte, hvad sekundtælleren stod på, og så sad folk i Odense med et stopur og sammenlignede med tiden på deres billede,« fortæller Jeppe Lange, producer på TV 2.
TV 2 målte forsinkelsen på world feed-signalet til knap to sekunder i forhold til deres eget. Alt i alt anslår Jeppe Lange, at der går omkring fem sekunder, fra bolden er i nettet, til signalet er nået hjem til Odense og videre ud til fjernsynene via antenner og netværkskabler.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.