Igen er det digitalteknikken, som i stedet er sat på overarbejde. På Journalisten har vi valgt at kalde det en ’nyhedsrobot’. Der er dog hverken gribearme eller blinkende øjne på nyhedsrobotten. Det er et computerprogram, som går på nettet og scanner et antal udvalgte websites for nye artikler. Og hver gang den – robotten – finder et af de medierelaterede søgeord, den er blevet instrueret i at lede efter, sender den en mail til redaktøren med rubrik og de første sætninger af artiklen.
På den måde er journalisten.dk-redaktionen konstant orienteret om nye relevante historier i andre medier.
Det er smart, men til gengæld er det hverken svært eller dyrt at lave. Det påstår i hvert fald journalisten.dks redaktør, Skipper (Bo Elkjær), der har indført nyhedsrobotten på redaktionen.
»Det er et php-script, jeg har installeret på en server – faktisk bare en gammel bærbar – der står hjemme på skrivebordet og samler støv. Konkret er det en videreudvikling af et program, Filip Wallberg engang lavede til eb.dk. Vi lavede det til at kunne holde øje med forsvarets meldinger om dræbte i Irak. Jeg har ændret i programmet, så det nu scanner en lang række sites efter mediestof,« siger Skipper.
Han har en fjern fortid som datalogistuderende, men det burde ikke være en nødvendighed, vurderer han.
»Det er forholdsvis nemt at programmere, og i dag har de fleste redaktioner alligevel en eller anden tyveårig geek, der kan den slags,« siger han.
Skipper fodrer løbende nyhedsrobotten med flere søgeord og webadresser. Det kan til tider give en hel del mails, men ikke mere, end at man kan danne sig et overblik ved at sortere det i Outlook-mapper.
»Den kan selvfølgelig slå nogle ordentlige skæverter. For eksempel indgår ordet ’medie’ jo også i ’komedie’, så der kan godt dukke nogle teater-artikler op indimellem. Men først og fremmest sparer den os for rigtig meget af den tid, vi ellers skulle bruge på manuelt at bladre websites igennem for nyheder,« siger Skipper.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hi Skipper - Bo:
Jeg har en ide om at lave en engelsksproget finans nyhedestjeneste til den europæiske fiansverden ved hjælp af en robat, men ved ikke, hvordan jeg kommer i gang. Kan du hjælpe med ideer?
mvh
Torben