Verden anno 2012 er pixeleret, i hvert fald når den gengives på billeder. Den digitale revolution på fotoområdet har været hurtig og nådesløs og har stort set ikke efterladt en ærlig analogfotograf, hverken blandt amatører eller professionelle.
Imidlertid er det ikke den tekniske kvalitet, der har gjort den digitale triumf så overvældende. Det er hurtigt, det er nemt, og det er billigt, men kvaliteten af billederne har stadig svært ved at nå analog-filmenes.
»På almindelige 24/36 film-negativer er forskellen måske ikke så stor,« fortæller Søren Pagter, leder af fotojournalistuddannelsen på DMJX: »Der er en større teknisk dybde, men det er nok kun feinschmeckere, der kan se forskel. Men når man arbejder med mellemformat, altså negativer på 6×6 eller 6×7 cm, så er der meget mere information, hvilket giver mere dybde i farver og kontraster. Her får du en detaljerigdom, som man endnu ikke får i de digitale kameraer.«
En sådan feinschmecker, som Pagter refererer til, er Steen Pedersen, direktør for Laboratoriet i Nannasgade, der er et af de sidste professionelle laboratorier i Danmark, der fremkalder film.
»Digitalteknik er godt til mange ting, men hvis vi snakker mennesker og modeloptagelser, der virkelig skal være i orden – der kan det sgu ikke følge med. Det mister i højglans og skygger,« siger han.
Steen Pedersen fortæller, at de i laboratoriet forsøgsvis tog det samme billede med henholdsvis digital- og analogteknik, printede det i stor størrelse og lod forskellige mennesker kigge på begge billeder og vælge det, de syntes bedst om. De fleste valgte analogbilledet.
»Det er rarest at kigge på. Du får nogle overgange og mellemtoner, som der ikke er i det kantede digitalbillede,« siger han.
Både Søren Pagter og Steen Pedersen kan i øvrigt fortælle om en lille renæssance for analogfotografiet. På DMJX er der et stærkt stigende forbrug af film, og Laboratoriet i Nannasgade oplever en vækst på 15-20 procent om måneden i fremkaldeopgaver.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.