Teknik: Big Brother på fodboldbanen

Når EM-kampen mellem Danmark og Tyskland rammer en af sine mere matte perioder, kan det jo være fint som kommentator at kunne indskyde en lille statistisk anekdote.

Når EM-kampen mellem Danmark og Tyskland rammer en af sine mere matte perioder, kan det jo være fint som kommentator at kunne indskyde en lille statistisk anekdote.

Så kan man jo nævne, at tyskernes unge midtbanespiller Sven Bender er lidt af en Duracell-kanin. Da hans klub Dortmund spillede Champions League, var han således en af turneringens mest bevægelige med et løbe-gennemsnit på 13 kilometer og 47 meter per kamp.
Flot løbearbejde af Bender, men på sin vis endnu mere imponerende, at det kan måles med en så ekstrem akkuratesse.

Og nej, der sidder ikke en skridttæller på Sven Bender, som aflæses efter kampene. Teknologien hedder 'tracking'. Den fungerer på den måde, at en række kameraer dækker forskellige områder af banen og overfører billederne til en computer. Ved hjælp af en særlig billedgenkendelsessoftware registrerer computeren for hvert enkelt billede, om objekterne – spillerne – på billedet har flyttet sig. Og ved at lægge alle disse data sammen kan computerprogrammet altså minutiøst følge de enkelte spilleres færden rundt på banen.
»Det er sådan lidt sænke slagskib-agtigt eller som dirigering af flytrafik, hvor man også registrerer forskellige objekters placering i forhold til hinanden,« fortæller Max Andersen, COO i Viasat Sport.

Det er forskellige tekniske virksomheder, der sætter kameraerne op og leverer statistikdata på bestilling af broadcasterne, og der er stort set ingen grænser for, hvad på banen der kan måles og registreres.
»Du kan selvfølgelig se, hvor langt spillerne har løbet, men du kan også gå skridtet videre og se på, hvem der har haft flest høj-intensive løb, eller analysere spillernes løbemønstre,« siger Max Andersen.

Men det er ikke kun den todimensionelle færdsel på banen, trackingsystemet dækker. Den tredje dimension – højden – er også dækket, så man for eksempel kan registrere boldens fart, når Ronaldo sender et af sine knaldhårde, men samtidigt lumsk dykkende skud mod mål.

Hidtil kender vi kun disse statistikker fra store udenlandske kampe, men ifølge Max Andersen vil vi allerede i den kommende sæson kunne opleve trackingsystemer i funktion på danske superligastadions.

1 Kommentar

Henrik Alexandersen
7. JUNI 2012
Re: Teknik: Big Brother på fodboldbanen
Denne lille statistiske anekdote ville være endnu mere interessant, hvis Sven Bender var i Tysklands EM-trup... :-)