I globaliseringens tidsalder er det ikke unormat, at man bliver isoleret fra hele omverdenen, når mobildækningen ryger. Om det så er i Slagelse eller Zimbabwe. Men det er der nu råd for: Sattelittelefonen
Det sker i den libyske ørken, det sker i Smålands skove, og det sker saftsuseme også, når du sidder i toget mellem Ringsted og Slagelse: Mobildækningen ophører, og du er pludselig en amputeret journalist.
Men for dig, der får koldsved ved tanken om at være offline, er løsningen en satellittelefon. Og faktisk er det ikke engang så dyrt, som det lyder. Når taletiden koster omkring en dollar i minuttet, vil du i udlandet ofte kunne tale billigere end på det roamingnetværk, du ryger på med din mobiltelefon. Telefonerne i sig selv fås som nye fra 3-4.000 kroner, og så kan du jo selv sammenligne med, hvad du betalte for din nyeste iPhone.
Når man vælger sin telefon, gør man det ud fra, hvilket satellit-netværk man vil være på. På TV 2 har man telefoner fra Thuraia, Inmarsat og Iridium, som hver især dækker godt i forskellige dele af verden. For eksempel er telefonerne fra den mellemøstlige udbyder Thuraia gode, når der skal rapporteres fra Somalia, fortæller Morten Brandstrup, der er teknisk ansvarlig på Nyhederne.
Han er dog mest begejstret for stationens nyeste indkøb, den spritnye Iridium Extreme.
»Det er sådan en terrængående lækker lille sag. Den kan tåle at blive smidt med, du kan hælde kaffe ud over den – alt det, du gør med mobiler i felten. Og så er der dækning i det meste af verden. Rigtig god telefon,« siger han.
Brandstrup glæder sig over, at satellittelefonerne er ved at komme ned i normal mobilstørrelse, og over features på Extreme-modellen som gps og bluetooth, så man nemt kan bruge den som modem for sin pc eller smartphone (selv om dataoverførslen er noget træg).
Gps'en i telefonen er også en sikkerhedsforanstaltning, der gør, at andre kan følge ens geografiske position. Telefonen har også en programmerbar nødknap, hvis det går helt galt.
Extreme er med sin danske pris på 10.000 kroner dog en af de dyre løsninger. I den billige ende finder man Inmarsats Isat-telefon. Den koster 4.000, og abonnement og taletid er desuden en smule billigere end Iridiums. Til gengæld er dækningen ikke helt world wide, især ved polerne – men Slagelse skulle være dækket fint ind
Fakta
Iridium Extreme: ca. 10.000 kr.
IsatPhone Pro: ca. 4.000 kr.
Iridium-abonnement: $40/md., taletid $1.30/min.
Inmarsat-abonnement: $37/md., taletid $1/min.
Forhandler: www.polaris-as.dk
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.