For første gang nogensinde udsender Dansk Journalistforbund i november en pjece med vejledende priser for tegnere og grafikere. "En streg i sandet," er navnet på pjecen, og noget kunne tyde på, at det var tiltrængt med nogle fælles retningslinier.
I hvert fald gav den vejledende prisliste for freelance-tegnere og grafikere debat på hovedbestyrelsesmødet i Århus den 9. oktober. Flere medlemmer af hovedbestyrelsen mente, at priserne var sat for højt:
"En prisliste skal hjælpe de svageste, så de har noget at vise arbejdsgiveren. Men denne her, tror jeg, kommer til at blive en bjørnetjeneste for tegnere og grafikere, fordi priserne er urealistisk høje," sagde Uffe Gardel, Berlingske Tidende, hvis skepsis blandt andet blev delt af Thomas Szlavik fra Ekstra Bladet. På prislisten står blandt andet, at timeprisen for freelance-tegnere og grafikere som udgangspunkt skal være 523 kroner i timen, og at en tegning typisk skal koste 2.000 kroner.
Formand for freelancegruppen Kristian Melgaard forsvarede de vejledende priser:
"Det er priser, der svarer til de skrivende journalisters, og de fungerer fint. Der vil selvfølgelig også blive lavet en masse rabatordninger, hvis folk for eksempel skal lave meget for én enkelt arbejdsgiver."
Faglig sekretær Hans Jørgen Dybro, som har været med til at udarbejde pjecen, afviser også, at priserne er sat for højt:
"I den aftale, vi for nylig har fornyet med Danske Dagblades Forening, ligger stykprisen på op til 1.740 kroner, så det er altså ikke spor urealistiske eller urimelige priser. Men det er da klart, at det er nødvendigt, at Journalistforbundet bakker op om de vejledende priser, før de kan fungere."
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.