De er portrætfotografer, de har været det i mange år, og de er højt respekterede. Men så ophører ligheden mellem Per Morten Abrahamsen og Tove Kurtzweil også. De to fotografiske modpoler mødtes for nylig til en diskussion om portrætfotografiet.

PORTRÆTFOTOGRAFI. »Jeg er glad for, at jeg skal være her sammen med Per Morten. Jeg kan godt lide hans billeder.«

Tove Kurtzweil kigger roligt ud på de omkring 50 fremmødte. Så drejer hun hovedet og smiler til Per Morten Abrahamsen.

»Men vi er meget forskellige.«

Per Morten Abrahamsen ser overrasket op.

Tove Kurtzweil fortsætter:

»Mens jeg skræller af, så putter du på.«

»Nå?« svarer Per Morten Abrahamsen.

Han ler et øjeblik, mens Tove Kurtzweil betragter ham.

To af dansk fotografis mest markante portræt-fotografer gennem de seneste årtier sidder sammen på Fotografisk Center i det indre København. De har begge udgivet bøger, undervist og inspireret amatører og professionelle kolleger gennem en årrække. Men deres billeder er som nat og dag.

Det er der ifølge Tove Kurtzweil en helt indlysende årsag til:

»Man kan kun lave billeder i forlængelse af den, man er,« siger hun.

66-årige Tove Kurtzweil har det meste af sit liv fotograferet ansigter i sit atelier i København. Hun kunne ikke drømme om at fotografere digitalt, hun arbejder kun i sort-hvid, og hun bruger aldrig flash. I stedet bruger hun lamper. Og så er hun fløjtende ligeglad med, om folk er kendte eller ej. Tove Kurtzweil er interesseret i øjnene. I blikket. Og allermest i sjælen.

47-årige Per Morten Abrahamsen tager ikke ordet sjæl i sin mund. Han iscenesætter hvert eneste portræt for at fortælle en historie med fotografiet. Han er kendt for at hive folk med de mærkeligste steder. Gerne nøgne eller halvnøgne. Der findes ingen virkelighed, alt er manipuleret, mener Per Morten Abrahamsen, der nu forsøger at holde hænderne i ro, mens Tove Kurtzweil fortæller, at en prøvefotografering kostede 39 kroner i 1966.

»Du har masser af energi,« siger Tove Kurtzweil pludselig henvendt til Per Morten Abrahamsen.

»Jeg er måske lidt doven,« tilføjer hun med et smil.

»Når folk kommer ind til mig,« fortsætter hun, »må de selv bestemme, hvad de har på. Jeg beder dem heller aldrig om at gøre noget. Jeg snakker med dem og følger, hvad der sker i deres kropssprog og ansigt.«

Tove Kurtzweil viser billeder fra de seneste 40 år. Fotografierne er rammet ind eller sat op på en hård bagside. Hun viser et billede af Lars von Trier i meget ung udgave. Han står lænet op ad en væg og kigger mørkt på fotografen. Tove Kurtzweil har valgt at sætte en lampe, så øjenhulerne næsten forsvinder, og hun har helt bevidst undladt at retouchere en revne i væggen. Det hele er med til at illustrere hans ikke helt lyse sind. Selerne er også vigtige – fordi han selv valgte at tage dem på.

Tove Kurtzweil har talt roligt og afslappet i en fin sjællandsk dialekt med afstikkere til hendes opvækst på Falster. Nu er det kollegaen Per Morten Abrahamsens tur. Han ser ud mod tilhørerne.

»Nå, hva' fanden skal jeg sige?« siger han højt.

»Mange af de fotografer, jeg har mødt, siger, at det ikke er godt nok, det de laver. Livet er lidt af en pest! Jeg prøver at være lidt mere glad. Man skal tro på heldet,« indleder han.

»Det er nok mit motto: Det kræver stædighed, og man skal tro på heldet for at tage et godt billede.«

Per Morten Abrahamsen er åbenbart udstyret med både held og stædighed. Han har blandt andet fået Jyllands-Postens tidligere chefredaktør Jørgen Ejbøl til at stå i mudder med et kronhjortegevir på sit hoved og Søren Ryge til at smide alt tøjet og holde en hane op foran de ædlere dele.

Det er sjovt. Men det må for Guds skyld ikke bare være sjovt, understreger Per Morten Abrahamsen.

»Der skal være en grund til den iscenesættelse, man laver. Ideen skal have hold i virkeligheden.«

Jørgen Ejbøl er en temperamentsfuld herre, der mindede Per Morten Abrahamsen om en 'brovtende kronhjortetyr'. Og sådan er det hele vejen igennem. Men Per Morten Abrahamsen synes på ingen måde, at iscenesættelsen gør hans billeder overfladiske.

»Jeg laver en iscenesættelse, en ramme, men så prøver jeg ligesom Tove at lede efter personen, finde ind til noget,« siger Per Morten Abrahamsen, der dog ikke lægger skjul på, at han aldrig kunne arbejde som Tove Kurtzweil.

»Det værste, jeg har oplevet, var, da jeg skulle fotografere min kone. Hun er meget smuk. Meget grim. En dejlig kvinde. En hæslig strigle. En fantastisk mor. Hun er altsammen. Jeg ville selvfølgelig lave et billede, som indeholdt alt det. Men det kan man ikke. Man kan lave nogle afskygninger af det menneske, man har mødt. Og jeg synes ikke, at man skal være så bange for, at det ikke er helt rigtigt. Jamen, og hva' så? Man må tro på sin intuition.«

Han stopper sig selv. Kigger ned i bordet og siger så højt:

»Nå! Jeg har nogle billeder.«

Han hiver en række friskprintede fotos op af en gammel Epson-kasse.

»Det her billede er jeg glad for,« siger han, da han kommer til et fotografi af Preben Wilhjelm stående i et rum, i gang med at save i et franskbrød.

»Fordi billedet kan fortolkes på forskellige måder. Du forstår det aldrig helt,« siger Per Morten Abrahamsen og afslører, at han selv tænkte på Lucky Luke-historien, hvor Dalton-brødrene smugler en fil ind i et fængsel gemt i et franskbrød.

Per Morten Abrahamsen springer direkte over i en anbefaling af en maleriudstilling og siger i en bisætning:

»Malerier er jo meget mere interessante end fotografier.«

Spørgerunden er i gang, og én vil vide, om Per Morten Abrahamsen er enig i, at Lone Kurtzweil skræller af, mens han putter på.

»Altså, jeg kaster en masse op i luften, og så lader jeg det falde ned. Hvis jeg bare skulle stå og kigge på en japansk have, så ville jeg blive dybt angst. Så kan jeg bedre lide at stå i et vejkryds i New York. Jeg kan bedst lide, at der sker noget. Ud af kaos sker der noget nyt. Ja, jeg putter enormt meget på.«

Tove Kurtzweil forklarer, at hun faktisk godt kan putte andet i billedet end et ansigt. Hun har oplevet, at nogle kunder kommer med særlige ønsker. For eksempel en kvinde, der medbringer en blomst i en urtepotte, som hun gerne vil have med i billedet. Den kommer så med.

En yngre kvinde rækker hånden op. Hun er Per Morten Abrahamsens tidligere assistent og vil spørge, om han aldrig tænker på æstetikken i et fotografi, når han kan tage et ansigt fra et billede og flytte over i et andet billede. Hun tænker sandsynligvis på et af Abrahamsens seneste projekter, en kalender for balletten på Det Kongelige Teater.

»Næ,« siger han, »virkeligheden eksisterer jo ikke. Alt er subjektivt. Så man kan i princippet ændre på alt. Men det er enormt vigtigt, at et billede er vedkommende. Ellers kan det være lige meget.«

Det må lyde som russisk for Tove Kurtzweil, der i over 40 år har arbejdet med at finde sjælen i ansigter. Men hun giver Per Morten Abrahamsen ret et stykke ad vejen.

»Altså vi manipulerer jo, fordi vi er til stede. Man styrer det og snyder derfor bevidst.«

Hun trækker vejret og afleverer pointen.

»Men det udtryk, der kommer frem. Altså det øjeblik, man viser, synes jeg er ægte.«

En sidste spørger melder sig:

»Hvordan genfinder I inspirationen efter så mange år?«

»Den går aldrig tabt. Hvis man er billedmenneske, så er man billedmenneske,« svarer Tove Kurtzweil.

Men spørgeren ved åbenbart, hvad han taler om, for den køber han ikke.

»Jamen, så lader man være med at arbejde den dag,« svarer Tove Kurtzweil.

»Nogle dage sker der ikke særlig meget i hjernen,« supplerer Per Morten Abrahamsen.

»Så må man bare arbejde alligevel. Så er livet lige så rædselsfuldt, som det altid har været,« storgriner han.

• Blå bog – Tove Kurtzweil, 66 år.

  Selvlært fotograf. Har siden slutningen af 60erne haft sit eget atelier i København. Bruger stadig udelukkende almindelig film og laver kun sort-hvide billeder.

  Er primært portrætfotograf, men laver også kunstfotografier fra rejser 'med inspiration i blandt andet arkitektur og rum'. Har lavet en lang række enkelt- og gruppeudstillinger i ind- og udland.

  Tove Kurtzweil har udgivet seks bøger, den seneste i 2000 med titlen »Best Friends« ved forlaget Rhodos. Hun arbejder i øjeblikket på at samle 40 års portrætter til en bog og en udstilling.

• Per Morten Abrahamsen, 47 år.

  Udlært hos fotograf Mogens Carrebye for omkring
  20 år siden.

  Har alle årene været freelancer og blandt andet arbejdet for Børsens Nyhedsmagasin og Press. I dag laver han også reklamefotografi.

  Per Morten Abrahamsen har sin helt egen iscene-satte og ofte surrealistiske stil. Han har lavet særudstillinger blandt andet i Paris, Berlin, Bruxelles, på Frederiksborg Slot og Århus Kunstmuseum – og udgivet to bøger, senest »Karisma« (Gyldendal, 2002).

• Bag arrangementet i Fotografisk Center stod FOTOFORUM, som er et samarbejde mellem Dansk Journalistforbund og Fotografisk Center. Arrangementerne i FOTOFORUM er støttet af Ophavsretsfonden under Journalistforbundet og af kultur- og fritidsudvalget i Københavns Kommune.