En kvindelig satiretegner fra USA er gået under jorden og har skiftet navn efter dødstrusler, fordi hun i en stribe opfordrede til at tegne profeten Muhammed. Det hele startede med en tegnefilm og et bjørnekostume.
Satiretegneren fra Seattle, der tidligere hed Molly Norris, har nu skiftet navn og er gået under jorden af frygt for sit liv. Det sker, fordi den berygtede terrorist Anwar al-Awlaki fra sit gemmested i Yemen har opfordret til, at hun bliver slået ihjel. Det skriver Berlingske.dk.
Molly Norris kom ufrivilligt i terroristernes søgelys, efter hun tegnede en satirisk stribe tidligere på året, hvori hun opfordrede alle til at tegne profeten Muhammed. Efterfølgende var der nemlig andre, der uden Molly Norris' indblanding tog opfordringen op og startede en officiel 'Tegn Muhammed-dag' på Facebook. Et initiativ, som tegner Kurt Westergaard roste over for Journalisten.dk.
Men initiativet skabte stor furore i flere muslimske lande. I Pakistan blev adgang til Facebook blokeret over flere omgange i løbet af dagen.
Ifølge Molly Norris tegnede hun sin stribe som en protest imod censur af den kontroversielle tv-serie South Park. Skaberne af South Park har lavet et afsnit, hvor profeten Muhammed optræder i et bjørnekostume – men det nægtede tv-kanalen Comedy Central at sende.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.