Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
09:47 23.02.2022 Anna Sol Jørgensen

Techgiganter: Danske Medier vil have regeringen til at handle med det samme

Står det til brancheorganisationen Danske Medier, skal regeringen levere på sine løfter om regulering af techgiganter, og det hellere i dag end i morgen.

Det skriver organisationen i en pressemeddelelse forud for dagens møde om det kommende medieforlig.

”Uret tikker, og det tikker desværre hurtigt. EU-forhandlingerne om kontrol med techgiganterne er inde i sin absolut sidste fase, og her er stadig alvorlige mangler. Så vi har ikke den luksus, at vi kan vente helt til, at medieforhandlingerne er i mål senere på foråret. Der skal leveres på de gode intentioner i udspillet lige nu,” siger Danske Mediers administerende direktør, Mads Brandstrup.

Regeringen lagde i sit medieudspil op til en række initiativer for at regulere techgiganterne. Udspillet kom op til medieforhandlinger, og mens EU er i gang med at behandle og vedtage Digital Services Act. Digital Services Act er en lovpakke med flere hundrede ændringsforslag, som blandt andet regulerer digitale platforme som Facebook og Instagram og strammer reglerne for samtykke, gennemsigtighed og annoncering på nettet.

”Regeringen skriver eksplicit i sit udspil, at man agter at samle ligesindede lande i opgøret med techgiganterne. Det må regeringen gøre nu i dette vigtige spørgsmål og sammen gå til det franske EU-formandskab for at presse EU-Kommissionen til at levere et stærkere resultat, end det der er på bordet lige nu,” siger Mads Brandstrup.

SENESTE NYT

Flere nyheder