search

Tavshedsløftet

 I 1998 stod Anders Nørgaard frem på tv og fortalte, at han havde infiltreret lovlige politiske organisationer for PET. Udsendelserne rystede befolkningen, ham selv og hans familie. Journalisterne bag PET-programmerne havde fået Anders Nørgaard til at hemmeligholde, at han skulle optræde på tv. Det fortryder de i dag. EFTERSPIL. Journalisten har vendt blikket bagud og set på gårsdagens historier. Hvilke konsekvenser fik mediedækningen? For kilderne, for deres familier, for journalisterne eller for alle parter?

 

I 1998 stod Anders Nørgaard frem på tv og fortalte, at han havde infiltreret lovlige politiske organisationer for PET. Udsendelserne rystede befolkningen, ham selv og hans familie. Journalisterne bag PET-programmerne havde fået Anders Nørgaard til at hemmeligholde, at han skulle optræde på tv. Det fortryder de i dag.

 

EFTERSPIL. Journalisten har vendt blikket bagud og set på gårsdagens historier. Hvilke konsekvenser fik mediedækningen? For kilderne, for deres familier, for journalisterne eller for alle parter?

KILDEBESKYTTELSE. I familien Nørgaard er der ikke gode vibrationer den dag. Over telefonen skælder Peter Nørgaard sin bror Anders ud. Peter er chokeret over, at broren – uden først at have snakket med familien – er stået frem på tv og har fortalt om sin fortid som hemmelig meddeler for Politiets Efterretningstjeneste (PET).

»Med det samme jeg havde set udsendelsen, tænkte jeg, at Anders var godt tosset. Det var en hvepserede, han havde stukket hånden i,« siger Peter Nørgaard.

I telefonen forsvarer Anders Nørgaard sig. Han siger blandt andet, at journalisterne har sagt, at der ikke kan ske ham noget personligt.

To år senere hænger Anders Nørgaard sig.

I et afskedsbrev skriver han, at han ikke fortryder, at han er stået frem, men at han fortryder de følger, eksponeringen har haft. Blandt andet var hans optræden på tv dødsstødet til et allerede skrantende parforhold. Han blev skilt og weekendfar.

Det er i marts 1998, at Anders Nørgaard i den bedste sendetid troner frem for TV 2s seere i dokumentarprogrammerne »Den Hemmelige Tjeneste I og II«. Over to aftener giver han seerne et indblik i, hvem og hvad og hvordan PET overvåger. En flig af politiets allerhemmeligste bliver offentligt eje.

Anders Nørgaard fortæller blandt andet, at politiet beder ham infiltrere en politisk bevægelse i Århus og det nystiftede Socialistisk Arbejderparti (SAP).

Gennem et par år leverer Anders Nørgaard en strøm af interne oplysninger til PET – blandt andet navne, adresser og cpr-numre på danskere, der
med deres underskrift støtter SAPs opstilling til folketingsvalget. PETs betaling til Anders Nørgaard er kontanter.

PET-programmernes budskab er blandt andet, at politiet imod reglerne har registreret danskere, der deltager i lovlige politiske aktiviteter.

Journalisterne Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen lavede tv-programmerne om efterretningstjenesten. For de to er »Den hemmelige Tjeneste«, der gav dem en Cavling-nominering, den mest vidtrækkende historie, de til dato har lavet. Både fagligt og menneskeligt.

Miki Mistrati vil gerne fortælle om sine erfaringer, fordi »det ville være pragtfuldt, hvis det kunne give andre stof til eftertanke«.

Søren Steen Jespersen mener, at Anders Nør-
gaards skæbne er så ekstrem, at den klart illustrerer, hvor afgørende det er, at journalister beskytter deres kilder.

»Man skal være meget, meget bevidst om den råvare, man har mellem hænderne, når man arbejder med kilder, der investerer sig selv i en historie. Det har altså en impact på folks liv at medvirke,« siger Søren Steen Jespersen.

Set i bakspejlet erkender Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen, at de ikke beskyttede kilden Anders Nørgaard godt nok.

Med mikrofonen skjult under jakken banker Miki Mistrati i december 1997 på Anders Nørgaards dør. Han vil efterprøve en løs mistanke: Enheds-
listens Søren Søndergaard tror, at en Anders et-eller-andet muligvis er agent for PET.

Søren Søndergaard har fortalt, at han engang var på SAP-sommerlejr, hvor en Anders et-eller-andet også deltog. Senere møder Søren Søndergaard samme Anders på et bibliotek. Søren Søndergaard fortæller, at det sært nok ikke virker, som om Anders var glad for at gense sin gamle partikammerat.

Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen er lunkne ved det løse tip. Men prøver det af. De finder Anders Nørgaard via Folkeregisteret.

Miki Mistrati banker på Anders Nørgaards dør. På trappestenen leverer han en lokkeløgn:

»Jeg kommer fra Fak2eren og er ved at lave et program om Politiets Efterretningstjeneste. Og jeg ved, at du har haft noget med dem at gøre.«

Anders Nørgaard svarer Miki Mistrati med et »hvad ved du?«

Indvendigt jubler Miki Mistrati. Fra det øjeblik ved han, at han har fået det yderste af foden indenfor i en ellers lukket verden, omkranset af myter og uvidenhed. Ihærdigt forsøger Miki Mistrati nu at få en interview-aftale, men Anders Nørgaard vil ikke.

Miki Mistrati sætter trumf på: Historien bliver lavet under alle omstændigheder. Ved hjælp af den skjulte mikrofon har Miki Mistrati allerede fået bekræftet Anders Nørgaards forbindelser til PET. Medvirker Anders Nørgaard, får han mulighed for at være med til at præge udsendelsen, siger Miki Mistrati, inden han går.

Nogle timer senere ringer Anders Nørgaard. Han vil gerne medvirke. Øjeblikkeligt får Miki Mistrati fat i en fotograf, og samme aften bliver Anders Nør-
gaard interviewet i Fak2erens mødelokale på Nordisk Film i Valby. Der er ikke tid til at sætte lys.

»Det skulle laves hurtigere, end vi kunne nå at blinke med øjnene, så han ikke fik tid til at fortryde,« forklarer Miki Mistrati.

Efter interviewet beder Miki Mistrati Anders Nørgaard om ikke at sige noget til nogen om, at han medvirker i et tv-program om PET. Heller ikke til Karina Larsen – samleveren gennem 13 år.

Senere fortryder Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen bittert, at Anders Nørgaard fik besked på at holde mund.

Mundkurven er et forsøg på at holde på det journalistiske guld, som Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen føler de står med.

Det første, sensationelle interview med Anders Nørgaard var Søren Steen Jespersen ikke med til at lave. Han hører derfor først senere, at Miki Mistrati har bedt Anders Nørgaard holde munden lukket. Søren Steen Jespersen synes, at det er et klogt træk.

For tænk, hvis Efterretningstjenesten får nys om historien og punkterer den, inden den er fortalt til seerne. Tænk, hvis et andet medie løber med historien. Eller tænk, hvis Karina tvinger Anders Nør-
gaard til at sige, at det, han har fortalt, er opspind.

»Vi var så bange for Efterretningstjenesten og for, hvad konen kunne finde på. Hun kunne måske sige: 'Hvorfor ødelægger du vores familieliv? Jeg er ikke interesseret i at skulle i fjernsynet! Vi skal ikke være offentlige personer.' For at stoppe ham kunne hun også gå til tjenesten og sige: 'Min mand er blevet tosset',« fortæller Miki Mistrati.

En dag i løbet af vinteren 97-98 ringer Karina til Anders Nørgaards arbejdsplads. Deres to-årige søn er blevet syg, og hun vil koordinere børnepasning. Anders Nørgaard er ikke på sit arbejde.

»Jeg tænker: Hvad har han gang i?« fortæller Karina.

Rasende ringer hun Anders Nørgaard op på mobilen. Han fortæller, at han sidder i lufthavnen, er på vej til Århus – og så kan han ellers ikke sige mere.

Om aftenen, da Anders Nørgaard er kommet hjem, bebrejder Karina ham igen. Det ender med, at han bryder sit løfte over for Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen og fortæller, at han har været i Århus for at lave optagelser til et tv-program om PET. Han fortæller også Karina, at han har lovet ikke at sige noget til nogen om tv-programmet. Ganske kort havde Anders Nørgaard tidligere fortalt Karina, at han havde arbejdet for PET, men det var et afsluttet kapitel, som han hverken ønskede at eller kunne tale om.

Karina sidder i sin to-et-halvt-værelses lejlighed og fortæller. Om oplevelser, der ligger seks år tilbage. På gulvet i den lille stue ligger en madras – det er Karinas seng, pyntet med en pude af ko-skind. Som enlig mor til et faderløst barn har hun ­- for at få enderne til at mødes – for nylig haft en ung pige til at bo i et af værelserne.

Lige nu er der stille i lejligheden. Med spinkel stemme beretter Karina om sin egen og sønnens skæbne. På et tidspunkt skærper hun tonen:

»Jeg fortjente ikke den behandling. Hvorfor måtte jeg ikke vide noget? Vi havde været sammen i 13 år, alligevel stolede han ikke på mig,« siger Karina.

Da Miki Mistrati hører hendes ord refereret, siger han med et suk:

»Det var jo mig, der havde sagt det til ham.«

Karina fortæller, at i hendes og Anders' forhold var hun kvinden, der stod med begge ben på jorden, når Anders fik flyvske idéer. Havde Karina fået chancen, ville hun have talt ham fra at medvirke.

Hun synes, det er hensynsløst og ubetænksomt, at Anders Nørgaard fik besked på at holde mund.

»Det er en stor beslutning at stå frem, og det er vigtigt at vende sådan noget med dem, der kender én allerbedst. Og det var mig, der kendte Anders bedst,« siger Karina.

Hemmelighedskræmmeriet gjorde Karina uendeligt skuffet. Anders Nørgaards fortielse var dråben, der fik Karina til at afslutte et i forvejen problemfyldt forhold. De to flyttede hver til sit, og Anders Nør-
gaard blev weekendfar til deres to-årige søn.

Indtil Anders Nørgaards død – to år efter udsendelserne blev bragt – ser Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen ham i snit en gang om måneden. Ofte spiser de frokost sammen. Anders Nørgaard er ked af det og fortæller dem, at Karina blev vred over hans tv-optræden.

»Det går op for mig, at det ikke er smart, at jeg har bedt ham holde mund. Men det er ikke noget, jeg snakker med ham om, og jeg siger ikke undskyld. Jeg lytter bare, og så synker jeg indvendigt,« siger Miki Mistrati i dag.

Tv-udsendelserne kom også bag på Peter Nør-
gaard og hans kone Merete. De sad totalt uforberedte hjemme i deres stue og så det første tv-program med Anders Nørgaard som kilde. Henkastet havde Anders Nørgaard bedt de to om at se tv.

Peter Nørgaard kendte sin brors fortid, men han var målløs over, at Anders Nørgaard trådte frem uden først at have snakket med familien.

»Jeg blev bange for, at familien nu ville komme i offentlighedens søgelys og blive overrendt af alverdens ubehageligheder,« siger Peter Nørgaard.

Merete var om muligt endnu mere chokeret, da hun så Anders Nørgaards fortid blive rullet op på skærmen. Aldrig tidligere havde hun hørt et eneste ord om, at han havde været agent for PET.

Miki Mistrati kalder det »fuldstændig sindssygt«, at familien Nørgaard sidder uvidende og himmelfaldne hjemme foran deres fjernsyn.

»Det er vores forbandede pligt som journalister at sørge for, at han forbereder sin nærmeste familie. I stedet sagde jeg til Anders Nørgaard, at han ikke måtte sige noget,« siger Miki Mistrati.

Søren Steen Jespersen forklarer også, at han i dag er blevet »klogere og mere rutineret som journalist« og derfor aldrig, aldrig vil pålægge en kilde at holde tæt over for sine nærmeste.

Hensynet til mennesket Anders ville de to journalister have vægtet højere end hensynet til historien – hvis de havde kunnet lave udsendelsen om.

Spion, agent og meddeler. Pressen giver Anders Nørgaard mange titler. Anders Nørgaard bliver eksponeret i en grad, der kommer fuldstændig bag på Miki Mistrati, Søren Steen Jespersen og ham selv.

Det var ikke lige rart for Anders Nørgaard at blive offentligt kendt.

Inden udsendelserne bliver vist, lever han et solidt, borgerligt liv med hus, kone, barn, job som kok, møder i menighedsrådet og planer om at stille op til kommunalvalget for Venstre.

Efter udsendelserne ser nogle på Anders Nørgaard som en judas, fordi han for åben skærm har lukket op for de politi-hemmeligheder, han kendte.

Andre ser ham som en judas, fordi han til ære for PET har spioneret og i det skjulte levet et dobbeltliv. Reaktionerne oven på udsendelserne er barske.

Journalisterne fortæller, at Anders Nørgaard oplever, at en ukendt person råber 'forræder' efter ham på gaden.

Broren fortæller, at Anders Nørgaard er til et møde i menighedsrådet, hvor ingen vil sidde ved siden af ham.

Og Karina fortæller, at Anders bliver overfuset i busser af tilfældige medpassagerer.

For Anders Nørgaard – og for de to journalister – er al opmærksomheden et granatchok.

»Et stykke hen ad vejen prøvede vi efter bedste evne at forberede Anders på eksponeringen. Men uanset, hvor meget vi prøvede, så stod det ikke mål med virkeligheden. Mediestormen tog røven på os,« siger Søren Steen Jespersen.

I dag klæder Miki Mistrati altid kilder på ved at overdrive effekten af eksponeringen.

»Jeg er blevet klogere,« siger Miki Mistrati.

Kendskabet til PETs metoder var med tiden blevet en tung hemmelighed, sagde Anders Nørgaard til Karina. Han forklarede hende, at han ikke kunne bære at leve med sin viden om, at danskere, han opfattede som helt legalt politisk aktive, var blevet registreret. Derfor ville han dele sin viden med offentligheden.

Karina oplevede det som rædselsfuldt at se Anders Nørgaard på tv.

»Indtil jeg så udsendelsen, havde jeg et håb om, at det var en pæn udsendelse, hvor Anders fremstår som en mand, som ikke længere kan holde ud at leve med sin viden. Derfor har et par journalister hjulpet ham med at lette sit hjerte,« siger Karina.

I stedet så hun sin mand sat i 'stikkerlys', som hun siger. Specielt én scene smerter hende. Den er optaget med skjult kamera og skjult mikrofon:

Det er aften. Anders Nørgaard står og venter på, at den PET-officer, der satte ham i gang med at infiltrere SAP, bliver færdig med sit arbejde. Anders har en mikrofon under tøjet. Lidt borte skjuler Miki Mistrati sig.

PET-officeren dukker op og falder i snak med Anders Nørgaard. Det er tydeligt for Miki Mistrati, at de kender hinanden. Miki Mistrati slutter sig til de to, præsenterer sig som journalist og begynder at stille spørgsmål. PET-officeren væver rundt.

Dagen efter ringer Miki Mistrati til PET-officeren. Miki Mistrati får at vide, at han ikke skal kontakte ham mere.

Seerne ser, hvordan Anders passer sin tidligere PET-officer op. Derudover får seerne PET-officerens navn oplyst, lige som de ser hans ansigt. Da Karina ser scenen, tænker hun: 'Stakkels mand' om PET-officeren. Hun forestillede sig, at PET-officeren og hele hans familie nu ville blive hængt ud.

»Når jeg tænkte sådan, så tænkte andre, der så programmet, også sådan. Jeg ved, at Anders ikke har villet gøre andre ondt, men det gjorde han her – men jeg er sikker på, at det ikke var med hans gode vilje,« siger Karina.

Anders Nørgaard ønskede ikke, at den tidligere PET-officer skulle udleveres til offentligheden som en forbryder. Aftalen var, at materialet kun skulle bruges, hvis det blev absolut nødvendigt som dokumentation.

»Men vi blev nødt til at have dokumentation for, at det, Anders sagde, var rigtigt. Den dokumentation kunne vi kun få ved at kontakte en af hans tidligere PET-officerer,« siger Miki Mistrati.

For journalisterne var det nødvendigt med dokumentation for at undgå, at efterretningstjenesten afskrev Anders Nørgaard som en tosse. Familiemennesket i Miki Mistrati kan dog sagtens forstå Karinas følelser:

»Selvfølgelig er det ikke rart, at den mand, hun har barn med, fremstår som stikker. Men i en eller anden forstand var han stikker – i hvert fald set med venstrefløjens briller.«

Peter Nørgaard føler heller ikke, at udsendelserne fremstiller hans bror i et nådigt lys.

Havde Peter Nørgaard haft lejlighed til at diskutere brorens tv-medvirken, inden han var på alles tv-skærme, ville Peter Nørgaard have sagt: »Lad være«. Hvis Anders Nørgaard ikke havde lyttet til det råd, ville Peter Nørgaard have sagt til ham, at han skulle sikre sig indflydelse på udsendelserne.

Peter Nørgaard er læge. Når han via sit job kommer i kontakt med journalister, kræver han at indgå en skriftlig aftale. Her står, at han vil se sine citater og have lov til at rette i dem, inden de kommer på tryk. I forbindelse med denne artikel har Journalisten også skrevet under på sådan en aftale.

Peter Nørgaard siger, at det er nogle forholdsregler, han er begyndt at tage efter at have set sin bror brænde sig på medierne.

»Anders oplevede ikke den lettelse, han troede ville komme efter udsendelserne,« siger Peter Nørgaard.

»Tværtimod,« supplerer hans kone.

Peter Nørgaard oplevede, at broren efter udsendelserne i stedet løb ind i den ene øretæve efter den anden: Først gik Karina, så fik han svært ved at holde på et job, dernæst følte han sig ugleset i partiet – og så smuldrede den politiske karriere.

Anders Nørgaard hænger sig om formiddagen den 15. marts 2000.

Den dag skulle han hente sin søn i børnehaven, og lidt over fire ringer Karina til institutionen for at høre, om barnet er hentet. Sønnen løber stadig omkring.

Karina, der er kok, smider, hvad hun har i hænderne og henter sit barn. Hun tager drengen med tilbage på sit arbejde. Hen på aftenen bliver han puttet i en sovepose. Den aften stresser Karina rundt.

Ved ni-tiden kimer Karinas telefoner. Både den faste og den mobile. Det er familiemedlemmer, der netop ser på tv, at Anders Nørgaard samme formiddag er død. Karina har ikke hørt en lyd førend nu. Hun brækker sig. En søster kommer og henter hende og barnet.

Allerede om formiddagen hører Søren Steen Jespersen og Miki Mistrati via en journalist fra Ekstra Bladet rygter om, at Anders Nørgaard er død. De ringer til politiet og får dødsfaldet bekræftet.

Miki Mistrati får det så skidt, at han ikke engang kan tude. Søren Steen Jespersens føler, at han vader rundt i kaos. Resten af dagen klistrer de to journalister op ad hinanden.

Nogle dage senere er Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen på Politigården for at hente et afskedsbrev, Anders Nørgaard har skrevet til dem. Straks sætter de sig og læser det.

»Der blev min fornemmelse til virkelighed. I brevet stod nemlig, at Anders fortrød konsekvenserne af at være stået frem. Jeg tog hjem til min kone og tudede som pisket. Jeg havde en følelse af, at jeg var medvirkende til, at han begik selvmord,« fortæller Miki Mistrati.

I brevet beder Anders Nørgaard de to journalister om at tage sig af sin søn.

»Det var surrealistisk. Jeg tror, at det var en følelsesmæssig ting fra Anders' side. Han ville lige som sige til os: 'Vi har været igennem noget sammen, og det forsvinder ikke, selv om jeg forsvinder. Uanset om I vil det eller ej, så hænger vi sammen for evigt',« siger Søren Steen Jespersen.

Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen skriver et brev til Karina. De spørger, om de må komme til Anders Nørgaards begravelse.

Karina ønsker ikke at se dem til begravelsen. Peter Nørgaard giver de to beskeden.

»Den skulle være så fredelig som mulig. Der skulle ikke komme journalister,« forklarer Karina.

Søren Steen Jespersen og Miki Mistrati har ikke kontaktet Karina mere end den ene gang.

En måneds tid efter begravelsen mødes Miki Mistrati og Søren Steen Jespersen med Peter Nørgaard og hans kone. Peter Nørgaard foreslår Borgerkroen i Helsingør som mødested.

»Her havde Anders engang arbejdet. Jeg tænkte, at det måske kunne give dem et stik af dårlig samvittighed, hvis vi mødtes der,« siger Peter Nørgaard.

På Borgerkroen havde Peter Nørgaard en plan om at give Søren Steen Jespersen og Miki Mistrati en skideballe.

»De lovede Anders, at der ikke ville ske ham noget, og det passede jo ikke,« siger Peter Nørgaard.

Søren Steen Jespersen og Miki Mistrati siger i dag, at det nok skal være rigtigt, at de har sagt til Anders Nørgaard, at der ikke kunne ske ham noget. Forstået på den måde, at han ikke ville blive sagsøgt eller overfaldet af voldsmænd. Hvorimod tv-udsendelsernes konsekvenser for Anders Nørgaards privatliv jo også kom bag på de to journalister.

I krostuen, hvor de fire sidder i en bås afskærmet fra nysgerrige blikke, ebber Peter Nørgaards vrede lidt ud. For ham og Merete er det en lettelse at se, at journalisterne er mennesker med følelser.

Miki Mistrati sidder over for de to og græder.

»Følelsen af ufrivilligt at have været med til at slå et andet menneske ihjel kom igen op i mig med stor styrke,« siger Miki Mistrati.

Søren Steen Jespersen pisker ikke sig selv med den slags tanker.

»Vi kunne jo ikke i vores vildeste fantasi forestille os, at det her kunne ske. Derfor har jeg ikke det der nag med, at jeg var medvirkende til selvmordet,« siger han.

Hjemme i Karina Larsens lejlighed ligger en udgave af Søren Steen Jespersen og Miki Mistratis bog »Den hemmelige Tjeneste«, der handler om, hvordan deres dokumentarprogrammer blev til. På titelbladet har Anders Nørgaard med systematisk håndskrift skrevet: »13 år trods alt og en guldklump, der vokser«.

Anders gav hende bogen. Endnu har hun ikke orket at læse den. Oven på skilsmissen og selvmordet har hun knoklet med at skabe en hverdag for sig selv og sønnen. Psykologer har hjulpet de to på vej.

Dagen før Journalisten kommer på besøg, læser Karina dog for første gang i Søren Steen Jespersens og Miki Mistratis bog.

»Jeg har nu tilstrækkeligt med overskud til at få vendt det hele. Jeg tænker også, at jo tidligere jeg ser den tid i øjnene, jo nemmere tror jeg også, at det er,« siger Karina.

På baggrund af et afskedsbrev fra Anders og sit kendskab til ham mener hun, at han begik selvmord på grund af et sammensurium af årsager: Livet tog en brat drejning efter tv-udsendelserne, han følte sig som jaget vildt, han følte sig overvåget af PET, han var ked af skilsmissen, og samtidig var hans egen far lige død.

»Udsendelserne skubbede ham ud et sted, hvor der ikke længere var et sikkerhedsnet. Tit sagde Anders for eksempel, at han blev overvåget af politiet, men han kunne jo ikke længere gå til politiet med sin mistanke. Og så har man jo ingen steder at gå hen,« siger Karina.

Hun følte selv gennem længere tid, at hun blev aflyttet. Hendes telefon opførte sig sært. Karina fortæller, at en gang, hvor der var åbenlyse mislyde i telefonen, kontaktede hun politiet for at få det stoppet. Betjenten afviste hende og sagde, at hun var paranoid. Dengang mærkede Karina en snert af den afmagt, hun mener, Anders Nørgaard var fanget i.

For blive klogere på sin eks-mand kunne Karina i dag godt finde på at opsøge de to journalister.

»Måske kan jeg så bedre begribe, hvorfor Anders valgte at stå frem. Jeg kunne også godt tænke mig at vide, hvilket forhold de havde til min søn.«

Søren Steen Jespersen har aldrig mødt Karina og Anders' søn. Miki Mistrati har mødt ham én gang: Den dag han banker på Anders Nørgaards dør, spurter en to-årig rundt og afbryder de voksne ved at hælde en skål sukker på gulvet.

De to journalister er også parate til at se Karina og sønnen.

»Jeg har jo et problem med sønnen og den aftale, Anders lavede med sig selv i brevet. Jeg vil derfor altid stå til rådighed for at fortælle ham om hans far,« siger Miki Mistrati.

Søren Steen Jespersen vil også gerne fortælle Anders' søn om forløbet, før og efter PET-programmerne blev sendt.

Anders Nørgaard nåede aldrig at vidne for den kommission, der blev nedsat, efter hans beretning var rullet over skærmen. Efter planen er kommissionen færdig med sit arbejde om to år – otte år efter at udsendelserne blev sendt, og seks år efter Anders Nørgaards død.

Karina Larsen er et opdigtet navn af hensyn til sønnens anonymitet. Karinas rigtige navn er redaktionen bekendt.

* Læs også de øvrige artikler i serien 'Efterspil':

Først anklagen, så fortvivlelsen (Journalisten nummer 7/2004)
På ærens mark (Journalisten nummer 8/2004)

 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen