Teaterforestilling: Nationen!
Instruktion: Sophie Lauring. Medvirkende: Frank Thiel, Marie Nørgaard, Magnus Christensen og Christine Gjerulff. Dramaturg: Kathrine Lund. Scenograf: Franciska Zahle. Idé og teaterdirektør: Lasse Bo Handberg
Spiller: Mungo Park Kolding 16. februar – 7. marts og Mungo Park i Gladsaxe 14.-18. marts
Overvej engang, hvad der ville ske, hvis et nyt wikileak afslørede alt, hvad du nogensinde har skrevet på nettet – i en form for internettets ultimative tæppefald. For debattørerne på Ekstra Bladets ’Nationen!’ ville det formentlig føre til et uoverskueligt jordskred af massefyringer, skilsmisser, vennetab og psykiske sammenbrud. Tonen på Danmarks største ordmødding er så hård og grov, at ingen ville kunne genkende de sande personer bag de daglige tusindtallige anonyme tirader, der som et tastaturkrigernes offentlige halbal-slagsmål, tæsker løs på alt fra tv-kendisser til sportsprofiler og i særdeleshed kvinder.
Det er det tankeeksperiment, der gør idéen om at omsætte ’Nationen!’ til teater så god. Hvordan sætter man krop, stemme og billeder på denne tromlende meningsmaskine, der sprøjter meni(n)gmands galde ud over mark og land. ”Nationen!” er som intet andet billedet på den Trumpifisering, vi i årevis har kunnet opleve også her i lille Danmark: Den anonyme mands idiosynkrasier bliver til uimodståelige (alternative) fakta, eftersom ingen autoritet eller endegyldig sandhed har plads i dette spil – i denne vredens verbale folkearena.
På Mungo Park Kolding er det de fire skuespillere Frank Thiel, Marie Nørgaard, Magnus Christensen og Christine Gjerulff, der lægger krop til en forestilling, hvor replikkerne udelukkende er ord, der før eller siden er skrevet på ’Nationen!’. ”Kællinger,” råber de og har en mening om alt. Det er godt tænkt, det virker, og de fire gør det forrygende. Læg dertil et skrabet scenerum med en flok stole, en mikrofon, en vandtank, en skraldespand og en smule lys og musik. Det er simpelt, og det er godt.
Men hvis nogen har forventet en hyldest i forbindelse med ’Nationens!’ 10 års jubilæum, bliver de skuffede. Replikker som "Den eneste pik, en kvinde skal have, er min pik!" taler deres eget tydelige sprog. Det er ikke noget skønbillede, vi præsenteres for. Forestillingen er opbygget som en slags danmarkskrønike, hvor vi følger én debattråd ad gangen: Fra Fodboldtossen til Finn Nørbygaard og fra kønskvoter i bestyrelser til homovielser i folkekirken. Det er sprogligt fascinerende og underholdende, og det er skræmmende groft på samme tid. Som debatten om Stein Baggers fald, hvor rutinerede Frank Thiel tørt konstaterer: ”Stein Bagger kommer aldrig til at mangle fisse”.
Apropos fisse, så er det den kvindeforagtende del af ’Nationen!’, der bærer den mest intense del af forestillingen. Den sexede Christine Gjerulff lægger krop til en fysisk udstilling af den grovkornede kvindebedømmelse, der er selve grundkernen i ’Nationens!’ debattråde. Hver gang en kvinde er involveret i en artikel på Ekstra Bladet, kan vedkommende være sikker på at blive seksuelt bedømt, og oftest fornedret, i artiklens kommentartråd. Det bliver til en voldsom oplevelse, når vi ser Gjerulff hænge afklædt som på en kødkrog, mens forestillingens to mænd, Frank Thiel og Magnus Christensen, skiftes til at voldtage hende verbalt og fysisk.
”Det bliver garanteret det værste lort,” skrev Hans F i debattråden på Ekstra Bladet om, at ’Nationen!’ blev til en teaterforestilling. Men det er slet ikke noget lort. Forestillingen ’Nationen!’ viser elegant, hvordan mennesker drages af det talerør, internettet er blevet til, og hvordan det frie ord både har sine fordele og sine ulemper. Det forbliver et mysterium, hvem menneskene bag ordene er, men forestillingens formeksperiment skaber en ny spændende vinkel på vores debatkultur. Mere af det, tak!
Anmelder: Mikkel Ottow, dramaturg og kulturkonsulent
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Er det virkeligt en ny og tilmed spændende vinkel, at reducere "pøblens" deltagelse i den offentlige debat, til nidkært udvalgte eksempler på de mørkeste sider?
Jeg synes sådan set konceptet er interessant og rigtigt godt set. I hvert fald som udgangspunkt for udviklingen af noget, der går nogle spadestik dybere i emnet. Men jeg har svært ved at se hvordan den tilgang til emnet, hvor man nøjes med at udstille folk, lykkes med meget mere end, om end med en let udstrakt arm, at gøre sig selv skyldig i fuldstændigt det samme, som man forsøger at distancere sig fra?
Jeg skal naturligvis ikke kunne sige hvad der motiverer folk til at gå ind på eb.dk og skrive noget forfærdeligt i kommentarfeltet. Men jeg er overbevist om formålet i hvert fald ikke er, at skabe nogen konstruktiv forbindelse, bygget på dialog og forståelse, til målene for de grimme kommentarer. Og der har jeg altså svært ved at skelne mellem den arketypiske bruger på Nationen! og den "kulturelite", der for tiden er så optaget af at påpege hvor ækelt det er, at almindelige mennesker kan udtrykke deres holdninger til offentligheden. Det er jo samme gratis og uambitiøse omgang, hvor man hverken sætter noget på spil eller rækker hånden ud i ønsket om at rykke ved en skid.
I stedet for at kaste sig ud i småperfide fantasier om de massefyringer, skilsmisser og andre ulyksaligheder, anonymitetens slør kan tænkes at beskytte brugerne på Nationen! mod. Hvorfor så ikke fantasere lidt om hvor modigt og konstruktivt det ville være, hvis man, i stedet for at belønne de grimme kommentarer, turde anerkende den saglige kritik (af dette og hint) og den mangfoldighed i meninger, der trods alt også findes ude i internettets og den virkelige verdens folkedyb?
Jeg har i øvrigt skrevet mere om det her:
https://www.information.dk/debat/2016/01/debatkulturen-aldrig-haft-bedre