Det er ikke hver dag, vi ser TV2-korrespondent Rasmus Tantholdt tone frem på skærmen – hos CNN. Men i går var en speciel dag.
En våbenhvile mellem oprørere og regeringstropper udløb nemlig i aftes i den syriske by Homs. Det betød et kaos, hvor civile forsøgte at flygte eller komme i sikkerhed, inden kugler og bomber begyndte at fyge igen.
Rasmus Tantholdt var en af meget få journalister, der befandt sig i Homs i går. Han fortæller selv, at de var cirka en håndfuld fra hele verden, men Tantholdt var den eneste, der kunne stille op til live-tv. Derfor var han en ombejlet mand i timerne op til, at våbenhvilen blev ophævet.
»Jeg bliver kimet ned. Jeg er den eneste, der kan sende direkte tv herfra lige nu,« sagde han til Journalisten, da vi fanger ham på mobilen i går eftermiddag.
»Lige nu er det her et af verdens brændpunkter, som hele verdens fokus er rettet mod. Det er jo denne by, de sidder og taler om i Geneve lige nu,« siger han.
BBC har også en medarbejder i byen, men hun har tekniske problemer med at sende live, fortæller Tantholdt.
CNN, Al Jazeera og New York Times
Hvem er det, der kimer dig ned?
»Vi har lige lavet live-omstilling til CNN, og vi laver også reportage til dem. Så er der Al Jazeera, svensk radio, Radio24syv, New York Times og DR P3. Det er ikke nogen, der plejer at ringe til mig om noget som helst,« siger Rasmus Tantholdt.
Han fortæller, at det er »ren Georg Gearløs«, der gør det muligt for TV 2 at sende direkte fra den syriske by.
»Vi sender via en ganske almindelig mobiltelefon. Her er åbenbart 3G-forbindelse, og vi har taget nogle små dimser med ind i landet, som gør vores signal så stærkt, at vi kan sende direkte – i modsætning til for eksempel BBC,« siger Rasmus Tantholdt.
Har prøvet at få visum i to år
En anden årsag er, at Tantholdt er en af få udenlandske journalister, der har fået et visum til landet netop nu.
»Timingen er god, at vi er her lige nu. Det er jo ikke noget, vi selv har været med til at bestemme.«
Men hvorfor er Homs ikke overrendt med reportere?
»Der er rigtig mange, der ikke kan få visum. Jeg har prøvet i to år, og det er først lykkedes for mig nu. Jeg ved ikke hvorfor, men det skyldes blandt andet dygtige folk på TV2, der har trykket på de rigtige knapper. Jeg aner ikke, hvorfor det lige er mig, når fx New York Times, CNN og Al Jazeera ikke har fået visum.«
Hvad er det så, du fortæller, når de ringer?
»Hvad der foregår her helt konkret. En ting er, hvad der foregår ved skrivebordene i Geneve, men det, de aftaler, bliver jo udført lige her. Lige nu er de ved at evakuere en bydel i Homs med en masse civile, der er i en helt desperat situation. De er udsultede, blege og ser usunde ud, en fortæller at de har levet af græs og rødder, de kan finde. Der er intet rent vand. Det er et ubehageligt kapløb med tiden at få dem alle ud, inden våbenhvilen udløber.«
I Homs på regimets nåde
Rasmus Tantholdt fortæller, at han bor i den regeringskontrollerede del af byen på et »ganske udmærket hotel«. I det hele taget holder regimet et vågent øje med ham. Han bliver fulgt rundt i byen af en fixer, der samtidig forsøger at fodre ham med ideer på regimets vegne.
»Det er ikke noget, jeg selv har valgt, men jeg er heldig, at ham, jeg har fået – ud over at være sød og rar – faktisk er villig til at lytte til mine ønsker. Indtil videre har han ikke forhindret mig i at tale med nogen. Han prøver selvfølgelig at påvirke mig, men der er det min opgave at være skeptisk.«
»Jeg synes faktisk, det har været overraskende nemt at være reporter her, jeg har frit kunnet bevæge mig rundt. Men jeg vil understrege, at jeg kan jo ikke tale med nogen, der ikke støtter Bashar Al-Assad. Dem møder jeg slet ikke. Og jeg vil ikke udsætte folk for den risiko, det kan være at tale om den slags, imens regimet lytter med.«
Du siger selv, at du er i Homs på Assad-styrets nåde. Du kan ikke tale med kilder, der er imod styret. Ville det ikke være bedre at takke nej og sige, at de vilkår vil du ikke være med til?
»Nej – men det er klart, at det er et etisk dilemma. Det stiller større krav til min journalistiske integritet og skepsis over for, hvad jeg oplever. Nu står jeg i Homs, og det er fint. Men hvad hvis jeg pludselig hører om en massakre i en anden by – kan jeg så komme derhen? Jeg må bare sørge for at fortælle det, når jeg rapporterer,« siger han og tilføjer:
»Jeg vil dog sige, at det var meget værre, da jeg var i Libyen på Gadaffis nåde. Der var trods alt mere propaganda og styring end her.«
Vi skal høre Assads støtter
Rasmus Tantholdt understreger, at han er med på, at det syriske regime dybest set mener, det er i deres interesse at have ham på pletten.
»Det er klart, at regimet ville ikke give mig et visum, hvis ikke de mente, det var til deres fordel. Jeg tror også, de har vurderet, at det er en fordel for dem at have mig inde lige nu under evakueringen, hvor det kan fremstå som om, de hjælper folk. Det stiller store krav til mig, men jeg synes, det er bedre end at lade være. Vi skal også høre ganske almindelige mennesker, der støtter Assad. Jeg synes, vi har hørt masser af pointer fra den anden side,« siger han.
Du kan se Rasmus Tantholdt på CNN her.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
@Jytte Andersen
Touché...
@Hans Nordlund
Kunne man måske få et enkelt bevis eller to, på det du lidt halvhjertet påstår og efterfølgende propper ned i halsen på andre. Som var det noget de praktiserede...
Jeg undres, virkeligt - over niveauet herinde. Iblandt folk der burde stå for troværdige og gennemarbejdede argumenter i både debatter og artikler m.m.
Bent Kure
Dér er du lige lidt forkert på den, det var en Norsk Journalist der optog den film
Hykleri? Hvordan? Dit indlæg lugter langt væk af manglen på erfaring fra marken, og lidt for meget "skrivebord"...
Og hvad skulle han have gjort, Bent? Kastet sig over en flok narko påvirket, svært bevæbnede terrorister - eller passe sit arbejde som journalist og videre formidle det der foregik?
Hvad havde du gjort?
For slet ikke at tale om Tantholdts rolle i Lækagesagen. Måske er det her, nøglen til Assads kærlighed til ham skal findes - etik er noget man taler om, ikke noget man praktiserer.