MEDLØB. Journalister er blevet for tamme, kilderne har for let spil, de får ikke stillet tilstrækkeligt kritiske spørgsmål, hævdes det i Journalisten nummer 15.
Det er naturligvis noget vrøvl. Enhver ved, at de kilder, der slipper let, udelukkende er dem, der stemmer overens med interviewerens politiske holdning. De andre får af grovfilen. Her har DR vist gennem de seneste 40 år indtaget den absolutte førsteplads.
I den ledende artikel gør Journalistens redaktør, Jakob Elkjær, sig lystig over nu afdøde trafikminister Knud Østergaard, som han mener engang blev 'grillet' for åben tv-skærm.
En tv-journalist (hvis navn vi høfligt vil undlade at nævne) stillede, hvad der må betragtes som det mest idiotiske spørgsmål i dansk journalistiks historie. Det lød omtrent sådan: "Hvad er formålet med Storebæltsbroen?"
Han fik straks svar på tiltale. Østergaard replicerede, at "så kunne man da få frisk mælk over Storebælt". Ministeren kunne også have svaret: "Det er, fordi vi i dag steger hanekyllinger …"
Bæh …! Der stod journalisten. Det svar havde han ikke ventet.
Heldigvis kan vi så i dag drøne over Storebælt på et kvarters tid i stedet for at lide med de kvalme, ildelugtende og forurenende færger. Men mon ikke den forhenværende tv-journalist og redaktøren i virkeligheden mener, at vi burde tage turen i udhulede træstammer?
Niels Jürgensen, Morgenavisen Jyllands-Posten, Moskva

SVAR. Hvis man skal gøre sig morsom (lystig) og bedrevidende på andres bekostning, skal man gøre sit hjemmearbejde ordentligt.
Havde Niels Jürgensen fra Morgenavisen Jyllands-Posten i Moskva (han har selv afsløret sit navn) gjort sig den ulejlighed, ville han næppe have fremsendt 'det mest idiotiske' indlæg i Journalistens historie, og han ville ikke have kunnet gøre sig både lystig og meget, meget klog på bekostning af det interview, jeg for nu 19 år siden lavede på DR med daværende trafikminister Knud Østergaard om Storebæltsbroen.
Knud Østergaard fik i den pågældende tv-udsendelse ikke spørgsmålet: "Hvad er formålet med Storebæltsbroen?" Spørgsmålet lød: "Hvor får danskerne glæde af Storebæltsbroen?" Spørgsmålet til ministeren var således ikke fordomsfuldt og tendentiøst, sådan som Niels Jürgensen foretrækker at fremstille det.
Og ministeren svarede ikke "straks", som Niels Jürgensen skriver. Problemet for Knud Østergaard var, at han som ansvarlig minister for danmarkshistoriens hidtil største enkeltinvestering skulle bruge 52 sekunder på at finde et svar på spørgsmålet, nemlig svaret: "Hvis du nu tager sådan noget som mælk."
Niels Jürgensens indlæg bygger således både på fejl og åbenlys mangel på kendskab til det, han gør sig lystig over. Dermed bidrager han – om end ufrivilligt – på glimrende vis til netop debatten om den journalistiske standard i Danmark.
I den diskussion om de alt for ukritiske tv-interview, som Journalisten med rette har sat fokus på, er præcision, manglende viden og udelukkelsen af seriøs research et af de helt store problemer. Når sådan noget suppleres med direkte manipulation af facts, er det ikke blot uprofessionelt, men direkte destruktivt for vores fag.

Stig Andersen, journalist