Boguddrag. Journalisten bringer her et kapitel fra bogen "FN – vores sidste, bedste håb" (People's Press) af journalist Anders Agner Pedersen. Bogens kapitel 13 – som bringes her – handler om at kommunikere FN. Bogen udkom 14. september.

Kapitel 13 – Den komplicerede kommunikation

En af de gyldne regler inden for strategisk kommunikation lyder: Definer dig selv eller andre definerer dig. En læresætning, der også gør sig gældende for FN. Problemet for organisationen er imidlertid, at de forskellige medlemslande kun sjældent er enige om, hvad FN er eller skal være, og derfor bliver det ofte vanskeligt for organisationen, at definere rammefortællingen om sig selv. Samtidig er kommunikationsindsatsen i mange år blevet forsømt, hvilket betyder at ord som papirtiger og bureaukratijungle i dag klæber til organisationen, ofte fulgt op af ordene: ’Hvis det er vigtigt, må vi hellere holde FN ude af det.’

Spørgsmålet er, hvordan FN kan knække den kommunikative nød fremadrettet og i højere grad kommunikere den positive historie om organisationen, så det primært bliver de mange ting, der fungerer, som er i fokus, i stedet for de dele, der ikke fungerer.
For lige nu er nogle af de mest velkendte historier om FN ikke de mange positive resultater, der blev opnået som følge af de udviklingspolitiske målsætninger. Eller hvordan FN var en vigtig spiller i genopbygningen af Mozambique eller andre krigshærgede lande.
Det er i højere grad fortællingerne om Rwanda, Srebrenica, COP15-fiaskoen i København og senest situationen i Syrien, der præger den offentlige dagsorden og bevidsthed om FN.
Hvilket også er grunden til, at der i de seneste år er opstået en præmis om, at FN desperat har brug for en succes. Selv om sagen i højere grad er, at FN har brug for at kommunikere en succes. For der er masser af gode FN historier at fortælle rundt om på kloden. Det er bare mere undtagelsen end reglen, at det sker.

I mange år har franske Stephane Dujarric haft centrale positioner i FN’s kommunikationsapparat. Han har tidligere været talsmand for generalsekretær Kofi Annan, kommunikationschef i UNDP, mediechef i FN’s Informationsafdeling og siden marts 2014 har han haft jobbet som talsmand for Ban Ki-Moon.

Stephane Dujarric er en travl mand, men efter lidt kalendermagi fra sekretærens side er det lykkes at skabe et frirum sidst på eftermiddagen, en halvkølig fredag på kontoret i New York.
Det er en mindre dagsrejse at nå frem til Dujarrics store kontor med udsigt ud over East River. Fra hovedindgangen har en assistent fulgt mig hen i en hjørnet af bygningen, op ad en række rulletrapper, gennem et kontorlandskab og hen til en stol, hvor jeg venter et par minutter til Dujarric er klar til at begynde interviewet.

Hvordan ser du mulighederne for at kommunikere FN på en god og overbevisende måde?

”Det, at kommunikere FN, har været en udfordring siden organisationens første dag. Det interessante er, at FN’s informationskontor blev skabt, før selve FN var på plads hen mod slutningen af 2. verdenskrig. For at bane vejen. Nå, men det var bare sidebemærkning. Vi skal kommunikere på et globalt niveau, på et regionalt niveau og på et lokalt niveau. Og det sker ikke altid på en måde, som er så koordineret, som den burde være. Det er afgørende for os, at vi kommunikerer på de lokale sprog. Og det tilstræber vi derfor at gøre. Det er samtidig klart, at vi har været nødt til at tilpasse os de forandringer, der er sket i verden, hvad angår kommunikation. Nu er det ikke længere sådan, at kommunikation kun kommer oppefra og ned. Det er ikke længere normen, selv om det har været sådan, siden Moses kom ned fra bjerget med stentavlerne. De moderne medier og internettet har tvunget os til at ændre måden, vi kommunikerer på. Vi skal kommunikere i budskaber, som er skræddersyede, så at sige.”

Hvad med de sociale medier?

”Vi har taget de sociale medier til os. Det var i virkeligheden ikke et valg, det var bare noget, vi måtte gøre. Simpelthen fordi der er så mange brugere. Men det har samtidig været med til at åbne nye døre. Næsten alle FN ansatte er på denne måde blevet kommunikatorer. Det er klart, at jeg som talsmand taler med pressen hele tiden. Men hvis du eksempelvis arbejder for FN i Somalia og uploader et billede derfra, så kommunikerer du. Og uanset, om der er mange eller få, der ser det, så har det en stor værdi for os. Og har samtidig en selvforstærkende effekt. Og fordi vi har været i stand til at tage de sociale medier til os og inkorporere dem i vores arbejde, så giver det muligheden for at nå ud til lokalsamfundene på en anden måde. Vi er for eksempelvis meget til stede i Kina, for nu at tage et eksempel. Når alt det er sagt, så har vi selvfølgelig også stadig fokus på de traditionelle medier.”

Hvilke overvejelser gør du dig i forhold til, hvordan du og dit team kommunikerer her fra hovedkontoret?

”Vores kommunikation handler meget ofte om politiske temaer. Det har ikke ændret sig de seneste år. Den bredere kommunikation er meget fokuseret på resultaterne. Hvad har FN opnået i dag. Øvelsen er at fortælle historierne på en måde, så mennesket er i fokus. Budskabet skal ikke være: ’FN gjorde det her i dag.’ Resultaterne skal fortælles gennem mennesker. Vores historie skal fortælles gennem individet. For det, som folk gerne vil høre, er, hvordan vi i FN har været med til at gøre folks liv bedre. Ikke et eller andet generelt overblik over, hvad vi har udrettet. Og til netop den opgave, er de sociale medier gode for os.”

Men alligevel er det ofte de negative historier, der har størst gennemslagskraft. Hvorfor er det vanskeligt for jer at fortælle de gode FN-historier?

”Der er helt klart en udfordring for os i den del af kommunikationen. For spørgsmålet er jo tit, hvem der får lov til at fortælle succeshistorierne. Tag et område som udviklingspolitikken. Der kan FN jo med rette sige, at det faktum, at der i dag er flere piger, der går i skole i Togo end tidligere, hænger sammen med vores arbejde på området. Men så vil medlemslandene, herunder Danmark, sige, at det er en succes, der er sket med deres udviklingsmidler, og det derfor er deres succeshistorie. Fordi de har naturligvis brug for at kunne sige til parlamentet derhjemme, at udviklingsbistanden har en effekt.  Og derfor vil de selvfølgelig også gerne fremhæve succesen. Endelig er der så togolesere, som vil sige: ’Det er vores succes. Det er os, der har udrettet det her.’ Og det er en meget stor udfordring for os. Og det er så bare på udviklingsområdet.”

Ja, det er vel et tilsvarende problem på det sikkerhedspolitiske område?

”Hvad angår områder som fred og sikkerhed, så ser vi det også, men på en lidt anden måde. Hvis Sikkerhedsrådet vedtager noget, så er rådets medlemmer ofte meget ivrige for at tage æren. Men når så tingene ikke fungerer, er det pludselig generalsekretæren, der sidder alene tilbage i lokalet. Jeg er sikker på, at du har hørt den gamle sætning om, at SG ikke kun er forkortelsen for Secretary General men også for Scape Goat (syndebuk, red.). Det bliver tit et spørgsmål om, hvis succes det i virkeligheden er. Hvilket leder mig hen til pointen om, hvordan folk taler om FN, og hvad de taler om. For vi er jo en mangehovedet organisation. Så hvem tænker man på, når man siger FN? Generalsekretæren? Sikkerhedsrådet? Generalforsamlingen? Det er en af vores udfordringer, når vi kommunikerer. For når folk siger: ’Hvorfor kan FN ikke vedtage en resolution? Hvorfor gør generalsekretæren ikke noget?’ så er spørgsmålet jo igen, hvad er det vi taler om, når folk siger FN. Det har altid været en udfordring for os. Og det er et dilemma, som ingen anden organisation står over for. Som jeg ser det, så er en del af løsningen på dette, at der kommer en større grad af gennemsigtighed i forhold til, hvad der foregår her i huset. For jo mere gennemsigtig en organisation er, desto mere ærlig og ligetil kan kommunikationen være.”

Så når noget går godt, er det ikke FN’s skyld, men når noget går galt, så er det FN’s skyld. Set er i det lys, er det jo ikke så underligt, at FN’s image er både bulet og ridset?

”Det er rigtigt. Og samtidig er der jo mange forskellige opfattelser af FN, og hvad FN repræsenterer, alt afhængig af, hvor i verden du befinder dig. Opfattelsen af FN her i USA er eksempelvis meget anderledes, end den er i Mellemøsten.”

Der er ikke den samme grad af offentligt kendskab til og fokus på Ban Ki-Moon, som der var på hans forgænger, Kofi Annan. Hvad er forklaringen på det?

“De er 180 grader forskellige som personer. De er begge meget passionerede i deres ønske om at forsvare organisationen. Og passionerede om FN generelt. De kommer fra meget forskellige baggrunde. Kofi Annan har tilbragt det meste af sin professionelle tilværelse i FN. Ban Ki-Moon kom fra et af medlemslandene. De gør tingene på hver sin måde. Et af de steder, Ban Ki-Moon fungerer særlig godt, er i de mindre rammer. Altså når folk får muligheden for at tilbringe tid med ham. Når han besøger steder og taler med folk der. Når han får muligheden for at fortælle sin egen personlige historie. Så værdsætter folk ham virkelig. Ban Ki-Moon er en meget effektiv kommunikator, men på nogle andre skalaer end Kofi Annan.”

Har det også noget at gøre med, hvor stærk medlemslandene tillader generalsekretæren at være?

”Man siger jo, at medlemslandene udpeger en, som de håber vil være mere sekretær end general. Og så ender personen alligevel med at være mere general end sekretær. Det er interessant, for når man ser på nogle af de meldinger, Ban Ki-Moon er kommet med, eksempelvis i forhold til Assad i Syrien, så er de langt mere slagkraftige end dem, Annan var ude med, når han kritiserede statsledere. Men det har bare ikke fået den samme dækning.”

Du nævnte før, at der kunne være en bedre koordinering af kommunikationen i FN. Har I nogle konkrete initiativer i støbeskeen, hvad det angår?

”Det er svært at koordinere alle de forskellige FN-sektorers kommunikation af en række forskellige grunde. Alle de forskellige dele har jo deres eget apparat. Så det er vanskeligt at styre det hele sammen. Du kan se billedet her med de forskellige dele af FN. Det er ikke så ligetil… Der er kommet bedre koordination og informationsdeling end tidligere, men stadig så har generalsekretærens kontor jo ikke den direkte autoritet.”

Burde det være sådan? Og ville det i så fald hjælpe noget?

”Både ja og nej. Der er tidspunkter, hvor jeg ville elske, at det var sådan, men omvendt, så skal vi heller ikke skabe et system, der ikke kan administreres. Så jeg vil foretrække, at vi fortsat forbedrer koordinationen. Og at vi fra generalsekretærens kontors side kan tage udgangspunkt i det. Eksempelvis når kommissionen for menneskerettigheder siger noget, at vi så kan referere til det. At vi ikke selv er nødt til at gå ud og sige noget, men kan henvise til det, der allerede er blevet sagt. Og måske så kan sige noget i forlængelse af det, der er sagt, men fra en anden vinkel. Det sker indimellem, at FN er involveret i politiske forhandlinger, hvor vores menneskerettighedsfolk skal kunne udtale sig kritisk om den pågældende regering, samtidig med at vi forhandler med den. Og netop ved at adskille tingene, har vi muligheden for at forhandle politisk samtidig med at forsvare menneskerettighederne. Så derfor er det her den bedste måde at gøre det på, det skal bare koordineres endnu bedre.”

Nogle af de ord, der ofte bruges om FN er ord som papirtiger og bureaukratijungle. Og kritikerne plejer at sige: ’Hvis det er vigtigt, så hold FN ude af det.’ Hvad tænker du om det?

”Der vil jo altid være kritik. Men jeg mener ikke, at FN er særlig bureaukratisk. Det er mindre bureaukratisk end EU for eksempel. Jeg arbejdede tidligere for ABC News, og det er også meget bureaukratisk. Alle organisationer med mere end 100 ansatte vil have et bureaukrati. Men FN har ændret sig med årene. Oprindeligt var FN jo tænkt som et forum for diskussioner, og nu er det i langt højere grad også blevet en operationel organisation. Og det giver nogle udfordringer. Vi har fået en masse operationelt ansvar. Men generalsekretæren har stadig en meget begrænset budgetautoritet. Medlemslandene vil argumentere for, at de vil fastholde kontrollen, hvilket så betyder, at når der opstår en krise, som kræver øjeblikkelig handling, så har vi ikke ret mange handlemuligheder, og det sinker processen. På den måde har FN ikke ændret sig nok, fordi medlemslandene stadig fastholder en tæt kontrol med, hvordan FN kører. Så FN er ikke nogen perfekt organisation.”

Og en organisation, som det ikke er helt ukompliceret at kommunikere, lyder det som?

”Lad os tage Syrien som eksempel. Der bliver ikke truffet nogen politiske beslutninger, fordi Sikkerhedsrådet er splittet. Det er så den politiske del. På den humanitære front står FN for livreddende hjælp til millioner af syrere. Hvilket jo er en succeshistorie. Men den er skabt på baggrund af en fiasko i en anden del af organisationen. Og det gør det lidt svært at kommunikere. Men når alt kommer til at, så er det stadig et privilegium at arbejde her. Det er en fantastisk organisation.”