Talksjoverne på P1

RADIO. Journaliststuderende Christian Grünert går i Journalisten nummer 17 i rette med P1 og redaktionschef Judith Skriver.Hans klage gælder værtsprofilen i P1's morgenflade, og han har ret.

RADIO. Journaliststuderende Christian Grünert går i Journalisten nummer 17 i rette med P1 og redaktionschef Judith Skriver.Hans klage gælder værtsprofilen i P1's morgenflade, og han har ret.

Det er svært at se noget berigende i ordvekslinger som denne:
"Så er klokken 18 minutter i 9."
"Og det er du sikker på?"
"Ja, det er jeg helt sikker på."

For ikke at tale om en Omar Et-eller-andet, som på klokkeslæt skal sige noget morsomt og begavet om morgenens indslag.

Resultatet bliver en skinger, stakåndet og tåkrummende gang vås iblandet utallige "øhh øhh øhh".

Men man vil næppe nogensinde få medhold fra Judith Skriver. Hun er jo ikke det første – og desværre næppe det sidste – eksempel på en chef, der laver om på noget for at bevise sin eksistensberettigelse.
Så kalder man det udvikling, og klagere vises af som bagstræberiske torskehoveder.
På alle redaktioner burde være et opslag med "If it works, don't fix it!"

Men Grünert, Kühlmann og I andre fornuftens talerør: Vi kommer til at leve med talksjoverne.
Selv slår jeg over på P2, når øhh-øhh-manden tager fat. Her er som oftest behagelig musik.

– Martin Bavngaard, journalist og forfatter

Svar. Bare rolig. Jeg har faktisk sådan et opslag "If it works, don't fix it". Og derfor har vi også fastholdt "P1 Morgen" som det perspektiverende aktualitetsmagasin, som sender tre timers morgenradio på P1 alle hverdage i snart mange år. Og det agter vi at fortsætte med.

På samme måde som vi agter fortsat at udvikle og forny i det små, som vi har gjort gennem årene; justeret og føjet lidt til – en ny dækning af et stofområde, et forsøg med interviewformer eller med formidlingen, satire med for eksempel "Selvsving" og "I Hegnet", en øget fokus på det aktuelle – og nu altså i en periode på et par måneder med vores nyhedskonsulenter, som sætter dagens begivenheder i et humoristisk perspektiv tre-fire minutter ud af "P1 Morgens" tre timer.

P1 er levende radio og ikke et museum – men altid med fokus på de centrale værdier, som "P1 Morgen" har leveret i mange år og fortsat vil levere i de kommende.

– Judith Skriver, redaktionschef, DR Nyheder

0 Kommentarer