Taliban truer kvindelige journalister til tavshed med censur, bank og kidnapning

Den væbnede konflikt er indstillet og vejsidebomberne gjort tavse. Men det er pressens frontkæmpere i Afghanistan også

KABUL (Afghanistan): Der er ikke gået mere end fem minutter, før 29-årige Farzana har proklameret, at hun lige så godt kan tage livet af sig selv.

”Vi er afghanere. Vi er kvinder. Vi er journalister. Vi kender alle problemer. Hver dag kommer de med nye regler og restriktioner, og vi er de første, der skal adlyde. Så hvordan kan du egentlig arbejde her som udenlandsk journalist? Hvordan kan du arbejde mere frit end os? Har du fået tilladelse? Har du talt med Taliban?” spørger hun og dræber heldigvis sit fatalistiske udsagn med et grin fra de malede røde læber, mens alle øjne i lokalet kigger én vej for svar.

”Vi kan ikke engang rejse alene, men du kunne godt rejse hertil uden problemer i lufthavnen?” ønsker 25-årige Sohaila dernæst at vide, inden en generel diskussionsmumlen breder sig blandt de 10 afghanske kvindelige kolleger, som Journalisten sidder over for.

Præcis én dag før halvåret for Talibans magtovertagelse i Afghanistan befinder vi os i Kabul for at tage temperaturen på en pressestand under massivt pres. Ved at møde dem, der i særlig grad mærker det nye styres syn på ytringsfrihed og kritisk presse; de kvindelige journalister, som Taliban har sendt til tælling.

22-årige Yasamin uddyber den aktuelle situation i landet:

”Jeg skulle interviewes på en tv-station for nogle dage siden om de kvindelige aktivister, der forsvinder. Før vi startede, instruerede produceren mig om reglerne. Jeg måtte ikke tale imod Taliban. Jeg skulle omtale dem som ’regeringen’ eller det ’islamiske emirat’, og han advarede om, at de enten ville afbryde interviewet eller censurere mig, hvis jeg ikke fulgte reglerne. Og at jeg efterfølgende risikerede at blive opsøgt og truet af Taliban.”

Nyt trusselsbillede

Det er Susanna Inkinen, seniorrådgiver for International Media Support (IMS) i Afghanistan, der sammen med organisationens lokale partner har faciliteret dagens møde, som hun indleder således:

”Afghanistans medier ligger på jeres skuldre nu. Wahida sender hilsner fra Danmark og er stolt af jer. Taliban har accepteret IMS’ tilstedeværelse, men vi må se, hvordan situationen udvikler sig. Vi ved ikke, hvad der vil ske.

Men lad os kæmpe for at blive her,” lyder det til gruppen af kvinder, der kommer fra hele landet, men nu er endt i Kabul.

På grund af deres køn og journalistiske arbejde står de med ryggen mod muren. De fleste ikke kun uden job, men grundet trusler fra Taliban også på flugt fra hjemprovinsen, hvorfor nogle bor i safehouses under særlig beskyttelse.

Journalisten oplevede selv kontrollen fra Talibans fodsoldater. Blandt andet under et interview med en tiårig dreng og efter at have taget et foto af en soldat. Flere udenlandske journalister blev under vores besøg enten anholdt eller forsøgt tilbageholdt. Foto: Thea Pedersen

Som det rent faktisk lykkedes for omtalte kollega Wahida Faizi, der i dag har asyl i Danmark og er i praktik på Politiken, har nogle af kvinderne fået det indtryk, at Susanna Inkinen vil uddele flybilletter, så også de kan rejse ud af landet. Andre tror fejlagtigt, at Journalistens udsendte er vejen til friheden, mens en af kvindernes mænd dukker op midt i mødet med en forventning om, at Inkinen kan udstede ham et visum. Drejer det sig om Afghanistan, står spørgsmål, desperation og problemer altid i kø. Det har Susanna Inkinen efter over 10 års arbejde i landet vænnet sig til. Men siden 2001, hvor IMS udbød sikkerhedstræning for afghanske journalister for første gang, er virkeligheden og sikkerheden efter magtskiftet blevet noget ganske andet:

”Trusselsbilledet har fuldstændigt ændret sig efter 15. august. Medielandskabet har forandret sig totalt. Der er ikke længere vejsidebomber og bilbomber fra Taliban, men til gengæld helt nye trusler at forholde sig til. Medierne er under et enormt pres. Ikke mindst fordi forskellige Taliban-fraktioner tolker reglerne forskelligt. Nogle må ikke længere spille musik i radioen, nogle forbyder kvindelige værter, børnekanalerne er afskaffet. I visse provinser dikterer Taliban radiokanalernes udsendelser eller skal godkende deres historier. De kritiske medier eksisterer stort set kun uden for landet, og styret bliver kun udfordret i ganske begrænset omfang. For ingen kan stole på, hvad der sker i morgen,” forklarer Susanna Inkinen om den religiøse spændetrøje, Taliban har lagt ned over de afghanske medier.

Farvel til det lyserøde studie

Det er to et halvt år siden, Journalisten sidst besøgte Afghanistan. I en tid, hvor sorte røgskyer jævnligt rejste sig over Kabul, når et nyt Taliban-angreb fandt sted. Dengang besøgte vi det utraditionelle og for konservative tæt på skandaløse Zan TV. Tv-stationen der fra sit lyserøde studie sendte alt fra breaking news til kulturelle magasiner og hardtalk med Taliban. Journalistik begået og produceret stort set kun af kvindelige journalister. Hvor den politiske journalist Sonia og reporterne Freshta og Farahuaz gav indblik i et job, de trods traditioner, kultur og religion havde tilkæmpet sig.

Da Journalisten besøgte Zan TV i august 2019, var det en sprudlende – og meget pink – arbejdsplads bestående af kvindelige mediefolk, der brød sociale normer og havde kæmpet for at kunne arbejde som journalister. Foto: Thea Pedersen

Med Talibans genkomst i august var det med ét slut. Fra Kabul modtog Journalisten lydfiler af skudsalver fra gaden fra en af tv-stationens medarbejdere, der berettede om, hvordan hun skjulte sig fra hus til hus, mens turbansoldaterne ledte efter regeringsansatte og soldater samt journalister i byen.

I dag eksisterer Zan TV ikke længere. Nok havde Covid-19 trængt mediet økonomisk i knæ, men Vestens historiske exit blev et endegyldigt farvel til det lyserøde studie. I dag er det revet ned og ligger, som resten af mediestanden, hen i mørke. Ejerne er ligesom flere af de kvindelige journalister flygtet og spredt i Canada, Irland og Pakistan. Den mulighed har kvinderne omkring langbordet i dag dog ikke haft.

I dag er Zan TV lukket. De tidligere lyserøde studier ligger hen i mørke, mens ejerne og flere kvindelige journalister med Talibans genkomst er flygtet til udlandet og spredt i både Canada, Irland og Pakistan. Foto: Thea Pedersen

Det er derfor, at 25-årige Sorayaa fra en provins vestpå nu ganske utraditionelt bor alene i Kabul og farer sammen af frygt, hver gang det banker på hendes dør, fordi hun som radiojournalist arbejdede med betændte emner som skilsmisser for kvinder. Og det er derfor, at Sohaila fra en anden vestlig provins måtte flygte fra radiostationen, hvor hun arbejdede, da Taliban satte den i brand. Nu tør hun ikke længere – endsige kan eller må – arbejde som journalist. Både for styret, men også for sin egen familie, fordi de frygter, at det kan koste dem livet. Også den 21-årige radio- og tv-vært Sadaf har måttet forlade sin hjemby, bor i dag på et sikret familiecenter i Kabul og er blevet hentet og bragt til dagens møde af sikkerhedsmæssige årsager. Resultatet af at have ytret sin holdning om de nye magthavere i flere internationale medier, fulgt op af en flugt ud over balkonen, da Taliban fandt frem til hendes lejlighed.

”Vi bliver nødt til at tale om, hvad der foregår. At fortælle sandheden. Som pashto-kvinde kæmper jeg for alle pashto-kvinder, som er uden uddannelse, uden arbejde. Og for at vi som kvinder og journalister kan stå fast på vores ytringsfrihed og rettigheder,” proklamerer hun.

Falsk charmeoffensiv

Udadtil har Taliban-regimet åbenlyst forsøgt at opretholde et image over for den internationale presse, der for første gang i 20 år nyder en vis frihed i at kunne rejse rundt uden umiddelbar frygt for angreb fra de samme talibanere, der nu står vagt ved hvert et checkpoint.

Det er dét modsætningsforhold, 29-årige Farzana med sit nærliggende spørgsmål indledningsvist gør opmærksom på. For når det kommer til lokale (kvindelige) journalister, gælder helt andre vilkår.

”Allerede på vej til arbejde bliver jeg spurgt fem-seks gange, hvor min mandlige værge er. Under udsendelsen har Taliban sagt, at vi ikke må vise vores ben og fødder. Efter programmet sender de en liste med fejl: Vi så dit hår, du sagde det, du bør ikke gøre det, du skal ikke sige sådan. Vores kvindelige gæster får besked på at tage mindre makeup på og skjule deres hår. Mændene skal helst have traditionelt tøj og ikke jakkesæt på,” opremser hun, der selv arbejder på en tv-station.

Første gang Journalisten er i kontakt med IMS’ Susanna Inkinen, har hun natten forinden måttet hjælpe tre kvindelige journalister på flugt fra Taliban. Da vi mødes i Kabul en uge senere, har hun netop modtaget besked om, at to udenlandske ngo-journalister tilbageholdes i Kandahar på tredje døgn et hemmeligt sted anklaget for spionage. Selv oplever Journalisten i langt mindre skala at blive stoppet af to stramtandede talibanere i Kabul, da de på motorcykel aggressivt overhaler vores bil for at tjekke vores akkrediteringer, minuttet efter at vi har knipset et foto af en soldat med hans ellers tydelige billigelse. I Herat bliver vi af en færdselsbetjent opfordret til ikke at stille (flere) spørgsmål til den folkemængde, der netop har set to lig ligge til offentligt skue efter tilsyneladende først at have hængt i en kran. Også tyske kolleger bliver i samme periode stoppet på et marked og forsøgt hevet med til afhøring. Først af en civil efterretningsofficer. Dernæst af en hel gruppe ’talibs’, som havde udset den mandlige journalist i selskabet til spion. Samme anklage ramte også Journalistens lokale fixer, da han måneder forinden i et team med to australske journalister i Kandahar blev tilbageholdt og først løsladt timer senere.

En flok kvinder demonstrerer i Kabul imod USA’s præsident ’Ju Baidens’ beslutning om at dele indefrosne afghanske midler med ofrene for 9/11. Det er udelukkende mandlige journalister, der er dukket op for at dække demonstrationen. Foto: Thea Pedersen

Frygten for at bruge et falsk navn

Der skulle gå to dage, efter at Taliban indtog Kabul, før de første bandbuller – præsenteret som ’anbefalinger’ – lød til medierne om ikke at publicere falske nyheder i strid med nationale interesser og islamiske værdier. En måned senere fremlagt i et specifikt 11 punkts-dekret om dos and don’ts for afghanske journalister. Da kalenderen skrev december, var 40 procent af landets medier lukket. Et tal, der i dag snarere har rundet 60 procent. 6.400 journalister var fra den ene dag til den anden gjort arbejdsløse. Ikke mindst 80 procent af anslået 1.300 kvindelige journalister. Efter Journalistens besøg i februar har styret i marts – i ly af verdens fokus på Ukraine – forbudt lokale medier at broadcaste programmer fra blandt andre britiske BBC, amerikanske VOA og tyske Deutsche Welle og i april blandt andet forbudt TikTok. Men offensiven mod ytrings- og pressefriheden har også betydet anholdelser, fængslinger, tortur- og trusselssager mod mediestandens frontløbere.

En af dem er en ung mand i starten af tyverne, som Journalisten møder senere samme eftermiddag, hvor han sidder og ryster. Den slags rysten, der sætter ind, når kroppen er nervøs, i chok eller alarmberedskab. Den er så markant, at hverken radiatoren foran ham eller en vinterjakke over hans ben er nok.

”15. august var en meget mørk dag for mig. Da vi blev anholdt af Taliban, mistede jeg alt håb,” lyder starten på interviewet, der, grundet hans fundamentale frygt for repressalier, helt til det sidste var usikkert om kunne gennemføres.

Af samme årsag kan vi ikke skrive hans navn eller uddybe specifikke detaljer i hans oplevelser. Da vi mødes på et kontor i Kabul, skal vi også først igennem lange overvejelser, før et alias endelig falder på det vestlige Peter. Alene frygten for at bruge et falsk navn, der kan kaste mistanken mod en tilfældig kollega, gør, at han ikke tør bruge et opdigtet lokalt navn. Med sin spinkle figur og mørke lokker gennemgår Peter den dag, han blev lokket i baghold af Taliban. Hvor han som en del af et team af journalister var sat i stævne til et møde, der viste sig at være en fælde. På en gade i Kabul blev vejen pludselig blokeret i begge ender af seks personbiler.

”Vi blev hevet ud af bilen, blev sparket og slået, vi fik bind for øjnene og blev bagbundet. De klikkede med pistolerne og proppede os ned i bagagerummet på deres biler,” forklarer Peter og erindrer en køretur, der føltes uendelig.

Destinationen blev et fængsel formentlig under Talibans anti-terrorenheds kontrol. Mens CPJ og IFJ (Committee to Protect Journalists og The International Federation of Journalists) gjorde offentligt krav på Peters og teamets løsladelse, tilbragte han lange nætter i en celle i selskab med medlemmer fra Islamisk Stat, med minimale måltider, bidende kulde og et slag i hovedet, der gjorde det umuligt at sove. Om aftenen var der afhøring hos ’manden med den store hat’.

”Jeg sad på gulvet i håndjern bag på ryggen, mens han udspurgte mig: Hvorfor vi havde rapporteret om det og det. Hvor jeg var født. Hvad min baggrund var, og hvem jeg arbejdede med i den pakistanske efterretningstjeneste. Det var virkelig nogle forfærdelige dage,” tilføjer han stille.

Talibans fodsoldater, som i årtier har gjort det svært og farligt for både lokale og internationale journalister at arbejde i det krigshærgede land, er nu at se overalt i byen ved alverdens checkpoints. Foto: Thea Pedersen

”Ytringsfriheden er død”

Da Peter endelig blev løsladt, var det først efter at have accepteret en velkendt præmis for regimets kritiske røster: En garanti om aldrig at modarbejde Taliban-styret, altid at følge deres regler og love og ikke rapportere mod deres holdninger.

”Min generation er født efter Talibans første regering. Vi havde aldrig troet, at det kunne ske igen. Vores liv har ændret sig 180 grader. Vi kan ikke arbejde frit under deres regler. Ytringsfriheden er død, vi bliver truet på livet og skal hele tiden kigge os over skulderen. Alt er slut. Kan jeg finde et andet arbejde, så vil jeg ikke længere være journalist. Jeg er bange hvert sekund. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har intet andet håb end at komme i sikkerhed.”

Efterfølgende har Taliban, ifølge Peter, givet ham ordre til at fortsætte som journalist i de følgende tre måneder. For derefter – for sin egen sikkerhed – at stoppe og allerhelst forlade landet, fordi Taliban aldrig vil stole på ham igen.

”Fremtiden er meget mørk,” sukker Peter, selv om han på dette tidspunkt er holdt op med at ryste.

Hans dystre anskuelse om fremtiden deles af de kvindelige journalister. Tilbage omkring langbordet mod slutningen af vores møde er støjniveauet ellers øget markant, da de i fællesskab kommer med bud på en passende vinkel og rubrik til indeværende artikel for at ramme det budskab, de allerhelst vil sende afsted fra Afghanistan.

””Kvindelige journalister, der i to årtier har givet kvinder en stemme, tvunget til tavshed”.” 32-årige Malika kommer med et bud og forklarer, hvordan den afghanske kultur kræver, at kvinder traditionelt set altid bør befinde sig bag ved manden.

””Tavshed knuser Afghanistans aktive kvinder” eller ”Afghanistans kollaps – afghanske kvinders kollaps”,” indskyder en kvinderådgiver ansat hos IMS’ lokale samarbejdspartner.

Malika kommer med et nyt forslag:

”Hvad med ”Ytringsfrihed bag tremmer”. Det er en passende overskrift.”

 

Situationen for lokale journalister og medier i Afghanistan bliver fortsat mere presset. Af hensyn til de respektive kilders sikkerhed har Journalisten derfor valgt at anonymisere deres identitet.

Kilder: RSF, Afghan Independent Journalists Association, CPJ, IMS

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage
chevron_left
chevron_right