»Slatne tilbagemeldinger giver slatne journalister, slatne tekster og slatne medier.«
REDAKTØRER. Dengang jeg var yngre og havde færre rynker og erfaringer som journalist, troede jeg, at en redaktør var noget i retning af en gud. En eller anden mindre hjælpegud. Men siden er jeg blevet ældre og klogere og har også selv været redaktør, hvilket fik noget af den guddommelige stråleglans til at falme.
Det er svært at være redigerende. Jobbet er en kombination af at være mor, skolelærer, arbejdsgiver og indpisker. Så skal du være kreativ og have en fænomenal hukommelse oveni. Ok, det er udfordrende, og desuden er det ikke let at piske en stemning op, hver gang en journalist producerer noget. Men alligevel…
Der findes gode redaktører. Der findes dårlige. Og en masse ind imellem. Så er der redaktører, hvis annonceafdeling og direktion ånder dem så tungt i nakken, at det er svært at vide, om de er gode, dårlige eller bare klemte. Men set fra min freelancestol er en dårlig redaktør måske dygtig til alt muligt andet (god kollega, superstruktureret, en haj til it), men kommunikerer med journalister med samme intensitet som havregrød.
Nogle gange er problemet uklare formuleringer:
"Kan du ikke spiffe teksten lidt op?" Spiffe? Skal den være strammere? Kortere? Sjovere? Eller skal der noget sex ind i artiklen?
Andre gange er problemet, at redaktøren først finder ud af, hvad de vil have, når de ser artiklen:
"Supergodt, men jeg kunne godt tænke mig noget mere konflikt." Fint, men det var ikke dét, du bestilte.
Endnu mere irriterende er redaktører, der opfører sig som restaurantgæster, som bestiller chokolademousse, men har ombestemt sig, når desserten kommer, og så hellere vil have jordbærtærte.
"Det var ikke lige dét, jeg forestillede mig," lyder forklaringen. Nej, men jeg er ikke synsk. Jeg aner ikke, hvad du forestillede dig.
Værst af alt er dog tavshed. Pliff, artiklen sendes af sted, og eneste reaktion er en betalt regning. Intet nyt er godt nyt, men i særligt slemme tilfælde spekulerer jeg på, om redaktøren overhovedet er interesseret i teksten. Eller er alle ordene bare et irriterende alibi for at bringe nogle smukke fotos og et lækkert layout?
Mine yndlingsredaktører er den strenge, men retfærdige slags: dem, der ved, hvilken artikel de er ude efter, og som bagefter uden omsvøb (helst høfligt) siger deres mening. Jeg skal jo ikke (i al fald sjældent) være veninde med en redaktør. Jeg vil ikke coaches eller nurses eller holdes i hånden. Jeg er ikke ude efter en psykolog. På den anden side er jeg heller ikke ude efter hunulven Ilse som redaktør. Jeg er en konfliktsky tøse-tøs. Men hellere skældud end stilhed. Og når jeg får skældud, skal den ikke være slasket som en lussing med en flødebolle.
Jeg savner en evalueringskultur, hvor en kort snak om arbejdet er en del af processen. Efter 11 år som freelancer kan jeg tælle på én hånd, hvilke redaktører der er friske på en dialog. Skyldes det travlhed? Berøringsangst? Eller hvad? Hvis jeg mister en kunde – og det er sket – så aner jeg ikke, om det er, fordi redaktørens søster trængte til nogle opgaver. Eller om jeg har leveret noget skidt. Eller værst af alt: I kan ikke lide mig! Så kan jeg gå og nages af tvivl og overveje at blive omskolet.
Spyt ud! Slatne tilbagemeldinger giver slatne journalister, slatne tekster og slatne medier. Engagement og evaluering giver højere kvalitet. Så enkelt er det.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvad er der i vejen for selv at kribe knoglen og spørge redaktøren.
Iøvrigt vil jeg gerne instille billedet til at være årets absolut dårligste og mest kikset billede. Så hellere et portræt af personen bag et bord med reoler og en potteplante stikkende ud af hovedet.
Zipless fuck
Jeg har tit tænkt på, hvordan de glade og leveringsdygtige freelancere tænker. Det får man et ganske godt indtryk af her i indlægget.
Til gengæld har jeg en alt for god fornemmelse for, hvordan aftagerne vist tænker. I deres verden er freelancerne - med skyldig reference til en nokså bekendt bog af Erica Jong – et ”zipless fuck”, et uforpligtende knald, som er dejligt nemt .- og ja, uforpligtende. Det foregår enten ved: ”at du ringer, og vi bringer, wam,bam, thank you mam” eller ved: ”at vi ringer, og du springer – i en lynende trekvart fart.
Der burde laves streamere til redaktionerne i stil med ”Har du talt med dit barn i dag” med teksten: ”Har du talt med din freelancer i dag”. Ideen hermed givet videre til fri afbenyttelse for Freelancegruppen.
Men i øvrigt er problemet med ikke at blive talt til ikke et isoleret fænomen for freelancere. Det findes også på redaktionerne. Måske fordi der er så mange gode ”zipless fucks” ude i byen?