Danske medier skal lære at håndtere en eskalerende trusselkultur. PETs offentliggørelse af afværgede mordplaner mod tegner Kurt Westergaard er det hidtil mest alvorlige udslag af trusselkulturen i Danmark.

Den konkrete sag er kun toppen af isbjerget. Jyllands-Posten har i kølvandet på Muhammed-krisen modtaget 'et par hundrede konkrete dødstrusler'.
Alt tyder på, at avisen bag Muhammed-tegningerne har håndteret den vanskelige situation med trusler mod medarbejderne helt rigtigt.
Der skal ikke puttes med den slags. Trusler, chikane eller sågar mordplaner skal offentliggøres med brask og bram og samtidig konsekvent politianmeldes. Fænomenet forsvinder ikke af, at medierne dukker sig. Tværtimod.
Derfor er det også godt, at både private danske medier samt public servicekanalen DR og sågar svenske medier har valgt at offentliggøre Kurt Westergaards Muhammed-tegning, som en helt naturlig journalistisk dokumentation af, hvad vi taler om.
I det nummer af Journalisten, der udkommer i dag, er det bærende tema den eskalerende trusselkultur. Nummeret gik i trykken før PETs offentliggørelse af de mistænkte mordplaner.
Men Journalistens gennemgang af en stribe trusselsager viser, at der under den store Muhammed-sag findes en massiv underskov af grov chikane rettet mod journalister og fotografer, der beskæftiger sig med alt fra Mellemøsten til økonomisk kriminalitet.

I håndteringen af trusler kan danske medier passende søge inspiration hos Jyllands-Posten. Ikke kun ved at fortælle højt og offentligt om truslerne og ved at politianmelde dem. Men også i forhold til håndteringen af den truede journalist, tegner eller fotograf.

I Journalisten fortæller kulturredaktør Flemming Rose, at han stiller den enkelte medarbejder frit. Han kan ikke tage beslutningen for dem, men gerne diskutere det igennem. De må afgøre med sig selv, om de vil arbejde videre med de sager, der trigger den kriminelle adfærd. Det vigtige er, at mediet ikke giver sig. Det er klogt – for trusselsager kan kun håndteres korrekt og slagfærdigt af medier. Derfor er det en ledelsesmæssig dødssynd at lade medarbejderne sejle deres egen sø, hvis de bliver truet.

Herunder er lederen fra dette nummer af Journalisten, som altså er skrevet før dødstruslerne blev offentliggjort:

Sig det HØJT, hvis du bliver truet

EN DØD KAT MED POTERNE lagt sirligt over kors på dørtrinnet.
En flaske gennem vinduet på redaktionslokalet.
Et opsigtsvækkende budskab midt i et interview: 'Hvis der sker mig noget … hvis jeg så meget som glider i en bananskræl … så dør du; din familie dør; ham, der tilfældigvis sidder ved siden af dig, dør, og hans sidemand dør også.'
En advarsel en sen nattetime: 'Du skal vide, at han har forhørt sig i det kriminelle miljø i Letland. Han ville vide, om nogen vil dræbe dig for 15.000 dollars.'

VI KAN DESVÆRRE IKKE PRALE MED, at det har været svært at lave researchen til temaet om trusler i dette nummer af Journalisten. En mail rundsendt til tillidsfolk og et par telefonopringninger. Så havde vi mere end 25 konkrete eksempler på trusler rettet mod danske journalister og fotografer. Det er efter alt at dømme kun toppen af isbjerget.
Emner som islam, politisk ekstremisme, terror, indvandring, økonomisk kriminalitet, Mellemøsten og sågar islandsk økonomi synes at trække et spor af hadefulde mails og mere eller mindre slet skjulte trusler efter sig.

DET LIGGER DYBT I RYGRADEN på mediefolk, at vi ikke må lade os kue. Men det er en almen menneskelig reaktion at blive bange, hvis man får besked om, at vi godt ved, hvor du bor, og hvilken børnehave dit barn går i.
Selv om vi ifølge vores selvforståelse er kølige og upåvirkelige, så er de mediefolk, jeg kender, i praksis følsomme, forfængelige, engagerede i arbejdet, kvikke, diskussionslystne og nærtagende. Kort sagt: Menneskelige. Og trusler rammer mennesker, selv om vi godt ved, at de formentlig aldrig vil blive effektueret. Ikke mindst fordi samlever og børn bliver skræmte.
Nogle bider tænderne sammen og reagerer med en 'ingen skal kue mig, jeg skriver videre'-attitude. Måske intensiverer man ligefrem dækningen.
For andre får det den modsatte konsekvens.
Politikens prisbelønnede retsmedarbejder Mathias Seidelin gør i dette nummer af Journalisten op med forestillingen om den urokkelige John Wayne-reporter. Han har hemmeligt telefonnummer, kan ikke findes i folkeregisteret, og PET har frarådet ham at have navneskilt på dørtelefonen. Brosten og kanonslag gennem ruden til privaten og overmaling af facaden var med til at få ham til at tage en beslutning om at skifte stofområde til Christiansborg.

PÅ RANDERS AMTSAVIS har man oplevet, at en fotograf og en journalist blev truet og skubbet fra at rapportere fra gaden, selv om halvdelen af byen var spærret af på grund af en rockerbegravelse. Altså var bøllerne netop i den situation med til at bestemme avisens dækning.
Principielt må medier ikke lade sig true, men reelt vil trusler ofte påvirke den enkelte journalist. Derfor må trusler aldrig blive et individuelt problem for journalist eller fotograf, for så vinder skurkene.
Trusler er et arbejdspladsproblem. Derfor er den traditionelle machokultur, hvor den enkelte bare bider truslerne i sig og siger, at sådan har det sgu altid været, direkte farlig. Både for den enkelte og for ens arbejdsplads, som ikke kan svare igen, hvis reporterne holder kæft.
Randers Amtsavis tog konsekvensen af episoden og fik en klar politik om trusler, som andre medier kan lære af.
Medarbejdere, der udsættes for trusler, skal meddele det til nærmeste leder. Trusler anmeldes principielt altid til politiet og omtales altid i spalterne. Det bliver sagt højt og tydeligt.
Bladet understreger, at ledelsen respekterer fotografer og journalisters beslutning, hvis de føler sig truede og opgiver en opgave. Der er ikke andet at gøre, for man hverken kan eller bør tvinge medarbejdere til at ofre sig for sagen. Det leder kun til psykiske skader.

DERFOR BØR LEDELSEN på ethvert dansk medie være klar til at flytte rundt på stofområder og sager på redaktionen i fuld åbenhed og med inddragelse af medarbejderne. Ellers kan trusler påvirke medier. Og det går simpelthen ikke.