Taktikmøde om pressen: 46.619 spalte-millimeter

»Lav en Gallup, giv den solo til en avis, så følger Radioavisen op!« »Send vittighedstegninger til lokalaviserne!« »Brug tal, journalister elsker tal!« De gode råd faldt tæt, da et halvt hundrede virksomhedsledere og kommunikationsfolk mødtes to dage i juni på Radisson SAS Royal Hotel i København for at drøfte pressestrategi. »Styrk samarbejdet med medierne - få dit budskab igennem i pressen,« lød titlen på konferencen, arrangeret af European Business Centre. JOURNALISTENs udsendte, Øjvind Hesselager, rapporterer.

»Lav en Gallup, giv den solo til en avis, så følger Radioavisen op!«
»Send vittighedstegninger til lokalaviserne!« »Brug tal, journalister elsker tal!«
De gode råd faldt tæt, da et halvt hundrede virksomhedsledere og kommunikationsfolk mødtes to dage i juni på Radisson SAS Royal Hotel i København for at drøfte pressestrategi. »Styrk samarbejdet med medierne – få dit budskab igennem i pressen,« lød titlen på konferencen, arrangeret af European Business Centre. JOURNALISTENs udsendte, Øjvind Hesselager, rapporterer.

Kommunikations-bureauet Communique har med stor effekt markedsført handelsskolerne.
Det handler blandt andet om at aflevere færdige kildelister til Jyllands-Posten og Børsen.

46.619!
Tallet vækker tydeligvis en vis nysgerrig respekt blandt de forsamlede erhvervsfolk. En enkelt nærmest messer det højt: »46.600« – hvilket øjeblikkeligt får Tommy Rasmussen fra kommunikationsbureauet Communique til at slå ned med en korrektion: »46.600 og 19!«.
Tallet dækker over omfanget af den redaktionelle omtale, de danske handelsskoler høstede i året 1997 – 46.619 spaltemillimeter i den landsdækkende presse. En omtale som først og fremmest er sat i scene af den tidligere DR-journalist og nuværende PR-mand Tommy Rasmussen, der gennem bureauet Communique (se JOURNALISTEN nr. 10) har nurset handelsskolernes image via en systematisk pleje og servicering af journalister, der får serveret grydeklare historier med kilder og gode cases.
I tre år har Tommy Rasmussen været rådgiver for landets 57 handelsskoler. Cirka en gang om måneden mødes han med et lille medieudvalg bestående af repræsentanter fra skolerne, for at give en journalistisk vurdering af deres ideer. Noget skal serveres for pressen – »andet skal tilbage til lommen,« som han fortæller i sit oplæg, der har overskriften »Hvordan får man den gode historie frem?«.

Et positivt modbillede
I efteråret 1997 havde lærere og andre ansatte ved handelsskolerne malet sig selv godt og grundigt op i et hjørne. De havde gennem læserbreve harceleret så voldsomt over en lovbefalet overgang til det såkaldte taxametersystem, at de – uden at tænke ét sekund på de negative image-bivirkninger – havde skabt et lidt sort billede af skolerne.
»Det så ud som om, undervisningen ikke var særlig god. Billedet var dystert,« som Tommy Rasmussen fortæller.
Medieudvalget lagde hovederne i blød og fik en stribe ideer, som kunne skabe en modvægt til de kritiske ord og genskabe tilliden til skolerne. Det blev blandt andet til historien om handelsskolernes øgede brug af fjernundervisning, fortæller Tommy Rasmussen.
»Den kom i Jyllands-Postens IT-tillæg. Jeg ringede og spurgte, om de var interesseret. Det var de. Så sendte jeg dem en liste med kilder,« opsummerer han sin metode.
Arbejdet resulterede i overskriften »Fjernundervisning: Virtuel skole sparer tid og penge,« i JP den 10. december 1997. I artiklen figurerer de skoler, som Tommy Rasmussen på forhånd mente, var de mest oplagte cases.
»Den historie kom senere i Computerworld – det er ikke noget dårligt sted,« fortæller Tommy Rasmussen.

Spændende tiltag
Et af medlemmerne i handelsskolernes medieudvalg mente desuden at vide, at der foregik en række spændende pædagogiske eksperimenter på flere af skolerne.
»Men han vidste ikke rigtigt mere end det. Så jeg undersøgte sagen – og ganske rigtigt. Især i Sønderborg havde de gang i noget spændende, den historie gav jeg til en journalist på Børsen,« fortæller Tommy Rasmussen.
Han viser en overhead med artiklen: »Skaber 'hele' folk til erhvervslivet,« lyder rubrikken.
»Den fyldte en hel side,« fortæller Tommy Rasmussen. »Så det kan godt lade sig gøre at samarbejde med medierne,« opsummerer Tommy Rasmussen – og fremhæver nok et par eksempler: »Ældre strømmer til handelsskoler,« fra Jyllands-Posten den 25. april 1998, og »Turbo på danske handelsskoler,« bragt i Børsen, der den 1. april desuden lægger spalter til en kommentar udtænkt i medieudvalget, hvor uddannelsesministeren får besked om at »træde varsomt«.

0 Kommentarer