Det var befriende og rigtigt, at kanalchef for TV 2 News Mikkel Hertz kasserede klippet med Lars Løkke Rasmussens angivelige raseriudbrud på en parkeringsplads. Vi har ikke brug for flere billige journalistiske effekter, men for afdækning af substantielle forhold af betydning for borgerne.

Tillægsgevinsten er, at News' kanalchef samtidig har forpligtet sig til i fremtiden at fravælge klip, der ikke har 'journalistisk relevans eller substans'. Det bliver spændende at følge. 

2010 har foreløbig været kendetegnet ved moralhistorier om diverse politikeres ferievaner, skattebetaling og skolevalg, alt sammen historier uden nævneværdig betydning for den politiske substans og borgerne.

Ikke blot Ekstra Bladet og B.T., men også gratisaviser, morgenaviserne og nyhedsudsendelserne har prioriteret tabloide personligt vinklede historier om mere eller mindre private forhold højere end substans.

Den vigtigste undtagelse fra de historier, der har fyldt den politiske dagsorden, har været den anderledes væsentlige skandale-sag om overbetaling af privathospitaler og opfølgningerne om aben, der nu blot skubbes rundt mellem ministerier, ministre og embedsmænd.

Derfor er det selvfølgelig vigtigt at forfølge historien. Spørgsmålet er, hvad det ville vise om sagens substans og ansvaret, at statsministeren blev vred på TV 2's parkeringsplads? Svaret er: Ingenting, medmindre man mener, at politik er lig performance.

Statsministeren var netop kommet fra et interview i News-magasinet Mogensen og Kristiansen, da en journalist fra TV 2 på parkeringspladsen med rullende kamera begyndte at stille spørgsmål til Lars Løkke Rasmussen om sagen.

Ifølge Politikens dækning fik det statsministeren til at stoppe op, men uden at svare på journalistens spørgsmål. Efter flere pinefulde sekunders tavshed prøvede journalisten igen at stille et spørgsmål, men blev denne gang afbrudt af en vred statsminister, der gav journalisten en skideballe. Efter en kort diskussion indvilligede statsministeren alligevel i et interview.

Hvis klippet var blevet vist, så kunne det have indgået i en dramaturgi om, at nu er statsministeren presset og vred. Det ville uden tvivl være 'godt tv', men det ville ikke have tilføjet noget som helst til optrevlingen af sagen og placeringen af ansvaret. Det ville flytte fokus fra substans til proces. Er statsministeren presset? Hvordan performer han? Hvad siger kommentatorerne? Hvad siger meningsmålingerne? Og måske ligefrem klassikeren: Skal statsministeren sige undskyld?

For det andet viser klippet ikke nødvendigvis, at statsministeren er presset i sagen om privathospitaler, men muligvis blot, at han er sur over at blive snydt af TV 2.

Hvis der var en fast norm om, at statsministre altid skulle svare på spørgsmål om alt, så ville vredesudbruddet være en lille historie. Det kan godt være, at det er et drømmescenarie for journalister, at toppolitikere altid skal svare, men det er ikke sådan, spillet mellem politikere og journalister fungerer i dag. Sagen er, at journalister fra stort set alle medier selv i høj grad accepterer aftaler om emnet for at få toppolitikerne til at stille op. Det er lidt af en glidebane, men laver man en aftale, så må man stå ved den. Så måske viser klippet ikke, at statsministeren er presset, men blot, at han føler, at TV 2 har snydt ham ved at lade kameraerne snurre på parkeringspladsen, fordi det ikke var det, han havde sagt ja til at stille op til.

Derfor er begge Mikkel Hertzs begrundelser til Jp.dk for ikke at vise optagelsen gyldige og beslutningen helt rigtig:

"For det første rummede det ingen journalistisk relevans eller substans. For det andet var statsministerens irritation en irritation, vi selv havde fremprovokeret."

Det interessante er, at der ofte bliver ballede, hvis en ansvarlig mediechef passer sit arbejde og vælger mellem skidt og kanel. Det ser vi snarere for lidt af end for meget. Man kunne ønske sig, at langt flere mediechefer trådte i karakter og sagde, at det "bringer vi ikke, for det er irrelevant for sagens substans, selv om det måske er effektfuldt fjernsyn".

Når TV 2 alligevel sidder tilbage med et problem, så skyldes det to forhold:

Den vigtigste er, at TV 2 i den politiske reportage – ganske som de fleste andre medier – i høj grad har satset på lette tabloide vinkler. Er politikerne pressede? Har de skidt moral? Hvem tager sig bedst ud foran kameraet? Hvad siger meningsmålingerne? Hvad siger kommentatorerne? Hvem fører i den politiske kamp? Hvem skal nu sige undskyld?

Hvis TV 2 mere konsekvent var interesseret i substans frem for proces og performance, så havde det været lettere for flere at tro på kanalchefens forklaring om, at indslaget blev fravalgt, fordi det ikke havde 'journalistisk relevans eller substans'. Med TV 2's nuværende linje i dækningen af Christiansborg spørger statsministerens modstandere med en vis rette, om TV 2 ville have udvist samme nænsomme adfærd over for alle andre politikere.

For det andet var det selvfølgelig torskedumt at slette indslaget fra arkiverne. Det giver luft til beskyldningerne om særbehandling. Når Mikkel Hertz forklarer, at han frygtede at se indslaget på internettet, så er det jo en klar mistillidserklæring til medarbejderne. Derfor er Mikkel Hertzs undskyldning til medarbejderne passende og vigtig for kanalens troværdighed. Ellers kan man med rette spørge, hvilke anonyme og følsomme kilder, der ville turde stille op på TV 2, hvis man ikke kan stole på medarbejderne.

Det positive ved hele historien er, at chefen for TV2 News nu har sagt, at klip bliver fravalgt, hvis de ikke har 'journalistisk relevans eller substans'. Det vil Mikkel Hertz forhåbentlig blive holdt fast på til glæde for TV 2's seere.