Tak for sangen

     
17.11.2004 · 09:00

 

 

 

En journalist fra Berlingske Tidende beskyldes for at have optrådt som politisk aktør for at få den historie, han gerne ville have.

 

FORSANGER. Lørdag aften under festen på Det Konservative Folkepartis Landsrådsmøde. Klokken er 01.00, da en gruppe fra Konservativ Ungdom (KU) afsynger »Det var et herligt KU-møde« - en fascistisk inspireret slagsang fra 30erne. Efter de to første vers stopper sangen, som den ifølge KUs landsformand Kasper Hülsen plejer ved den slags lejligheder. Det er nemlig i tredje vers, at sangen bliver slem.

Berlingske Tidendes reporter, Ole Birk Olesen, noterer i mandagsavisen:

»Så var det - og det er her, det måske er på sin plads med en drøftelse af journalistisk etik - at jeg meldte mig på banen: 'Er det ikke »Lad nu de røde få at mærke«, den fortsætter med?' spurgte jeg, og det satte sandelig gang i festlighederne igen.«

De konservatives politiske ordfører, Pia Christmas Møller, prøver uden held at få KUerne til at standse sangen. Det bliver i stedet en anden fra partiet, der lukker gildet med ordene »Tak for sangen!«

Hele balladen - inklusive Ole Birk Olesens egen indblanding - står at læse i hans fem-spaltede artikel i Berlingske Tidende den 25. oktober.

Ole Birk Olesen kalder i artiklen KUerne »ustyrlige« og sammenfatter optrinnet i rubrikken »Midterkurs truet af ungkonservative sangere«. Han har dog en anelse om, at han er trådt ud af rollen som registrerende observatør for at blive politisk aktør, for to gange anbefaler han sin egen artikel som oplæg til en diskussion om »etik i journalistik«.

»Den opfordring greb jeg med kyshånd,« fortæller Pia Christmas Møller, som derfor skrev et læserbrev til Berlingske. Avisen ville dog kun bringe en redigeret version, der ifølge Pia Christmas Møller trak tænderne ud af hendes indlæg. Læserbrevet blev i stedet bragt i Politiken.

Pia Christmas Møller mener, at Berlingske har censureret hende. Avisens debatredaktør, Jeppe Duvå, og chefredaktør Niels Lunde afviser beskyldningen og siger, at hendes indlæg var for personligt og mistænkeliggørende over for Ole Birk Olesen.

I sit læserbrev må Pia Christmas Møller ikke kæde Ole Birk Olesen sammen med Libertas - en stærkt højreorienteret forening, hvor staten og autoriteter i det hele taget står for skud. Til Journalisten siger Niels Lunde, at Pia Christmas Møller ikke havde dokumenteret sine oplysninger. Af www.libertas.dk fremgår det dog, at Ole Birk Olesen indtil 2002 sad i foreningens præsidium og bladredaktion. Han er ligeledes aktiv debattør på det højreekstreme netmagasin www.liberator.dk, hvor man opfordrer »borgerlige personer« til at bruge »den 'udenomsparlamentariske' metode« for at styrke »frihedens idé på uddannelsesinstitutioner, på arbejdet, i hjemmet og i det offentlige rum«.

»Jeg inddrager Ole Birk Olesens person, fordi der ikke er tale om en enkelt skævert. Han er kendt for at have sin egen politiske dagsorden og for at 'synge igennem'. Her har han lavet en reportage, som viser, at han som politisk aktør har problemer med sin journalistiske uvildighed,« siger Pia Christmas Møller.

Hun bakkes op af Niels Krause-Kjær, leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet og tidligere ansat i Den Konservative Pressetjeneste:

»Ole Birk Olesen igangsætter en hændelse, der medfører en reaktion, og den bruger han som motor i en politisk analyse. Han optræder reelt som politisk aktør, og jeg mener, han går for langt,« siger Niels Krause-Kjær.

Ole Birk Olesen siger, at han ikke selv skabte begivenheden, men bekræfter, at han fik tredje vers af sangen til at køre. Han mener dog, at det faktum, at hans artikel er holdt i jeg-form under manchetten 'P.S. fra landsrådet', signalerer, at indholdet er ment som en morsomhed.

»Den er skrevet med et glimt i øjet, og jeg troede, at både Pia Christmas Møller og Journalisten kunne se det morsomme ved den,« siger Ole Birk Olesen.

- Hvorfor bruger du så alligevel episoden til at konkludere, at KU-sangerne truer partiets midterkurs?

»Selvfølgelig er partiets midterkurs ikke truet af en KU-sang.«

- Men det står jo i rubrikken!

»Rubrikken skal ikke forstås som det, der står.«

- Hvorfor opfordrer du i artiklen til en debat om etik i journalistik?

»Det var ment som en morsomhed. Der er ingen grund til at debattere det her som et etisk problem i Journalisten. I så fald har Journalisten begået en undladelsessynd i årevis ved ikke at tage den debat om for eksempel Morten Sabroe,« siger Ole Birk Olesen og gentager, at artiklen - der er en af tre artikler om de konservatives landsråd på indlandssiden i avisens første sektion - er ment som en skæv indfaldsvinkel.

Niels Krause-Kjær siger, at han tog hatten af for Ole Birk Olesen, fordi denne lagde sin tvivl frem i avisen. Hvis artiklen bare var for sjov, tager Krause-Kjær hatten på igen, siger han.

Og KUs landsformand, Kasper Hülsen, siger:

»Der er ingen tvivl om, at Ole Birk Olesen i en vis grad har været med til at skabe sin historie ved selv at fortsætte sangen.«

* Tredje vers af sangen »Det var et herligt KU-møde« fra 1930erne:

»Lad nu de røde få at mærke
du har været til ST-fest!
Lad dine sorte støvler sværte
Tag din stålhjelm på
Og spænd din skrårem fast
Vi ses i grønne uniformer
Stik imod de rødes normer
Hver en'ste socialist vi vil besejre her til sidst
Vi kan mere endnu - KU!«

 

Magasin: 

Kommentar

10/03/2017 - 12:18

Andreas Karker

Så vidt jeg kan se, lyder den sådan her:
"Lad nu de røde få at mærke,
at du har været til ST fest – ST fest.
Lad dine sorte støvler sværte,
tag din stålhjelm på
og spænd din skrårem fast.
Vi ses i grønne uniformer,
stik imod de rødes normer,
en socialist er sød, ja han er sød,
men aller først når han er død."

CAPTCHA
Dette er en test for at sikre at du ikke er en robot der blot spammer kommentarsporet.

Seneste jobopslag

Pressemedarbejder

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 25.02

Pressechef til pædagogernes fagforening

BUPL - BØRNE- OG UNGDOMSPÆDAGOGERNES LANDSFORBUND
Ansøgningsfrist: 08.03

Er du DR’s nye digitale madjournalist?

DR
Ansøgningsfrist: 24.02

Kommunikationschef

Økologisk Landsforening
Ansøgningsfrist: 06.03

Kommunikationschef

VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Ansøgningsfrist: 04.03

Adjunkt til Kommunikationsuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 01.03

Pressechef med blik for et af Danmarks vigtigste erhverv

Landbrugsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 03.03

Kommunikationsmedarbejder

Diabetesforeningen
Ansøgningsfrist: 22.02

Redaktør til Roskilde Festivals mediehus

Roskilde Festival
Ansøgningsfrist: 03.03

Kommunikationsmedarbejder til Bibliotekerne

Hillerød Kommune
Ansøgningsfrist: 20.02

Webredaktør (Barselsvikar) til Kommunikation på Københavns Universitet

Københavns Universitet
Ansøgningsfrist: 04.03

Kommunikationsmedarbejder

Region Hovedstaden
Ansøgningsfrist: 20.02

DR søger to erhvervsjournalister i Aarhus

DR
Ansøgningsfrist: 18.02

Skrivende redaktør til nyt magasin

Efterskoleforeningen
Ansøgningsfrist: 24.02

Marketing- og kommunikationsmedarbejder

Naturhistorisk Museum Aarhus
Ansøgningsfrist: 22.02

Rådgiver søges til Dansk Journalistforbund – Individuel Rådgivning

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 19.02