search

TAG POPKULTUREN ALVORLIGT

Dansk presse bør interessere sig mere for livsstil og pop. Ikke i form af brunnæsede portrætter af kendte mennesker, gå ud-artikler eller omtaler af nye film. Den type journalistik er der hverken grund til at opmuntre eller slå ihjel.

Dansk presse bør interessere sig mere for livsstil og pop. Ikke i form af brunnæsede portrætter af kendte mennesker, gå ud-artikler eller omtaler af nye film. Den type journalistik er der hverken grund til at opmuntre eller slå ihjel.
Udfordringen gælder derimod de politiske og erhvervsøkonomiske journalister, der plejer at holde sig på lang afstand af kulturens flygtige verden. Også de bør sætte fokus på det boomende marked for oplevelser, underholdning og livsstil. Et område, der viser stor økonomisk vækst, tryllebinder en hel generation af unge og i høj grad fungerer som et udstillingsvindue for tendenser, der vil ramme politik og erhvervsliv. Det siger jeg som pendler mellem de to verdener. I pressen har jeg mit professionelle liv. På markedet for oplevelser, underholdning og livsstil er jeg forbruger og prøver at leve som alle andre 30-årige københavnere.
I den første verden er mit job at beskrive sammenhænge og begivenheder i politik og erhvervsliv. Det er en god ting at tjekke dagens telegrammer og bladre de konkurrerende aviser igennem for at være ajour. Jeg samler ihærdigt på adresser på kilder fra Beslutnings-Danmark og trækker i den pæne skjorte for at møde læserne og deres dagsordener. Den mest direkte vej til status er kendskab til de taktiske spil på Christiansborg eller tjek på aktiekurserne og de børsnoterede virksomheder. Her er jeg stadig en novice.
Den anden verden gennemsyrer min fritid. Som millioner af andre køber og søger jeg oplevelser, inspiration og identitet – leveret via musik, tekst, billeder, ting og tøj. Det var her jeg fik tinnitus i venstre øre på grund af dunkende technorytmer og lærte om amerikanske gangsta-rapperes oplevelser med kvinder og drive by shootings. Jo mindre ung og jo mere wannabe, man er, desto vigtigere bliver researchen. Så med MTV kørende, bladrer jeg i glittede magasiner som The Face og nærstuderer reklamerne, som var det kunst i høj klasse. Og jeg går i marken. Som en ækel belurer sidder jeg på min caféstol og lytter og stirrer – og konstaterer med forbløffelse, at barndommens klip-klap-sandaler er in. Jeg kan hverken følge med eller lade være med at prøve.
“Det hænger jo ikke sammen,” sagde en kollega, der respekterer mig fagligt, men ikke just min passion for gangsta-rap. Og en overgang troede jeg også selv, det ville gå over. At jeg før eller siden ville vælge en livsform, der “passer” til mit job – med mindre pop og mere P1, Det Kongelige Teater og Wall Street Journal. Det tror jeg ikke mere. Tværtimod er min forventning, at jeg selv – og andre journalister – går en fremtid i møde med mere læsning i livsstilsmagasiner og mere spionage mod trendsætterne. Ikke i stedet for – men som en forudsætning for – at lave gode analyser af tendenserne i politik og erhvervsliv.
I Ugebrevet Mandag Morgen har vi på det seneste forsøgt os med en ny type artikler. Om mødet mellem erhvervslivet og den ny ungdomskultur. Om unge iværksættere i fag som mode, design og multimedier. Vi har analyseret kulturen som Danmarks nye væksterhverv. Og i øvrigt gjort instruktøren Ole Bornedal til fast kommentator. Vi tager markedet for pop og kultur alvorligt.
Det er nødvendigt i dag, hvor traditionelle demokratiske kanaler sander til, og den offentlige debat er stærkt professionaliseret. Der er simpelthen brug for at studere tidens fortællinger, billeder og forbrugsmønstre for at forstå, hvor folk og samfund er på vej hen. Yderligere er kulturen – herunder film og musik – en industri i vækst. Det er USAs største eks-portkilde, og herhjemme omsætter kulturen som landbrugsindu-strien. Det aktualiserer en diskussion af kulturen som økonomi.
Dertil kommer, at det accelererende kulturelle marked allerede har et solidt tag i en hel generation af 15-25-årige – fremtidens medieforbrugere. Generationen, som har ry for at svigte politik og samfund, har tilsyneladende valgt markedet og kulturen som platform for personlig udfoldelse. MTV, 90ernes mest markante rockgruppe Nirvarna og Internettet har formet dem – nok mere end Poul Nyrup og Danmarks Radio tilsammen.
At skrive til denne generation om politik og erhverv kan derfor blive en svær udfordring. Det vil kræve et opgør med nogle af de skel, som i dag findes i pressen – men ikke nødvendigvis i virkeligheden: De redaktionelle skel mellem kultur, politik, erhverv og udlandsstof og den gængse modstilling af viden og underholdning, pop og kvalitet. Magasiner, der til dels bryder med disse normer, er Fast Company, som portrætterer den ny økonomi og livsstilsmagasinet Dazed & Confused. De bedste numre har overraskende vinkler og grundige artikler, der formidler samme følelse af buzz som en god musikvideo – det vil sige gør læseren “høj” uden brug af andre stimulanser end sanseindtryk.
Buzz må naturligvis ikke blive et mål i sig selv. Men netop derfor er der brug for, at danske journalister gransker det nye kulturelle marked. Fordomsfrit, men med samme kritiske og analytiske sans, som pressen hylder i dag.

Af jacob rosenkrands, journalist, ugebrevet mandag morgen

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen