TALETEMPO. Tillad mig at nævne en meget uhensigtsmæssig – og i virkeligheden undertrykkende, i forhold til almindelige borgere, som ikke er Kloge-Åger, og som ikke tilhøret de definerende klasser – tendens blandt unge folketingspolitikere, journalister med flere.

Det gør sig gældende, især hos de unge og veluddannede med universitetsuddannelser som f.eks. cand. scient. pol. med flere. De udgør jo efterhånden det, absolutte flertal af Folketingets medlemmer, udemokratisk i sig selv, kunne man hævde.

Lad mig bruge, end ikke den værste, – Christine Antorini som et godt eksempel.
Faktisk er det jo mærkeligt og uforståeligt, når de har høje uddannelser, at de fungerer så dårligt i samtaler.
Deres hovedproblem i medierne, som radio og tv med videre, er, at de snakker alt for, allerhelvedes hurtigt.

Jo længere tid de har ordet, jo hurtigere snakker de.

Vil en samtalepartner, for eksempel journalist og/eller politisk modstander, ind i samtalen med sine – andre – argumenter, så snakker eksempelvis Christine Antorini endnu hurtigere og nu med løftet stemme – for at fastholde ordet, må man forstå.

Hun/de tromler og bosser sig igennem for at fastholde ordet, også selvom der, tit egentlig ikke tilføjes noget nyt.
Der virker, på tilhørerne, lytterne, seerne ofte som om det er vigtigt – blot for magtkampens skyld – at fastholde ordet.
Det undrer mig, at der ikke er "Kloge-Åger" udi retorik som skriver om disse fænomener?

– Kjeld Krageskov, freelancejournalist