Tæt på smertegrænsen

Journalisthøjskolen skal spare millioner. Det giver mindre undervisning til de studerende, der frygter for uddannelsens kvalitet

Journalisthøjskolen skal spare millioner. Det giver mindre undervisning til de studerende, der frygter for uddannelsens kvalitet

Det præcise beløb er der ikke nogen, der kender endnu. Men det står fast, at Danmarks Journalisthøjskole skal spare millioner af kroner i de kommende år. Det sker, fordi den flerårsaftale, der blev indgået med den tidligere regering, nu ser ud til at blive trukket tilbage. Derudover varsler den nye finanslov yderligere besparelser.

Studienævnets forslag til besparelser kommer til at gå hårdt ud over undervisningen. Ifølge Journalisthøjskolens blad Illustreret Bunker er der blandt andet lagt op til, at 1. semester allerede fra dette efterår forkortes med en uge. Samtidig kan de studerende på 3. og 7. semester ende med at få helt op til to ugers ekstra ferie.

"Det gør sgu ondt. Med studienævnets forslag kan vi se præcis, hvor uddannelsen bliver forringet," siger Martin Kaae, formand for Kredsen af Journaliststuderende, KaJ.

Sammen med KaJs bestyrelse har han sendt et brev til undervisningsminister Ulla Tørnæs. I brevet opfordres ministeren blandt andet til at holde fast i flerårsaftalen, som skolen allerede har budgetteret med.

Nedskæringerne på de studerendes undervisning kommer til at gøre ondt, men studieleder Lars Bjerg vurderer, at smertegrænsen endnu ikke er nået.

"Hvis der kommer flere besparelser, kan vi blive tvunget til at lægge uddannelsen helt om. Vi kan ikke gå igennem en sparerunde som denne her en gang til," siger Lars Bjerg.

0 Kommentarer