search

Tæsk ved tastaturet

Hold paraderne oppe og tag både tand- og skridtbeskytter på, hvis du vil skrive læserbreve til JOURNALISTEN. Bladets debatsider er en boksering, hvor de verbale øretæver sidder løst.

JOURNALISTEN kunne gøre det til en god forretning at lave debatsiderne om til pay-per-view for bokseinteresserede. Der er masser af skriftlige slag og smæk i læserbrevene. Kun fire af de 186 indlæg, der blev trykt i årets første 16 numre, er kollegiale skulderklap.

Når det derimod handler om at kritisere og nedgøre kollegernes faglige og menneskelige format, er der mange eksempler. Lad os se på nogle højdepunkter fra den journalistiske boksesæson.

 

Ren og skær irritation
En af sensommerens dyster stod mellem praktikvejleder Jens Nørlem og KaJ-formand Søren Lippert. Deres uenighed om praktiksituationen kan uden tvivl strække sig over tolv omgange, hvis deres fysiske form ellers tillader det. I august tildelte vejlederen sin modstander en på KaJ'en, da han beskyldte ham for dumhed og/eller uvidenhed. En taktik Jens Nørlem nu erkender ikke var optimal.

"Det var irritation. Ren og skær irritation. Jeg kunne ikke overskue at opremse alt det, der irriterede mig i det første læserbrev, han havde skrevet. Så endte jeg med det her. Hvis jeg skal være bagklog, er det ikke en ideel måde at debattere på, for det, man lægger mærke til, er ikke mine argumenter, men det jeg kaldte ham."

Søren Lippert var ikke mere groggy, end at han i det efterfølgende nummer af JOURNALISTEN returnerede slaget ved at bede Jens om at stoppe sit forblommede sludder og få øjnene op for virkeligheden

 

Castro og Knudsen
Også opgøret mellem DRs nyhedsredaktør Lisbeth Knudsen og freelancejournalist Jørgen Lund Christiansen havde potentiale til at blive en langvarig slagudveksling. Men kampen stoppede efter fem runder, da Jørgen Lund Christiansen skiftede vægtklasse.

De fire første omgange var sværvægt: Opslidende omklamringer, tunge, træge stød og langvarige forsøg på at bevise og afvise, at landbruget har samme effekt på naturen som 80 millioner skidende tyskere. Femte omgang var derimod sproglig fluevægt.

Jeg har været på Cuba, skrev Jørgen Lund Christiansen. Jeg kan nu se, Lisbeth Knudsen og Fidel et stykke vej deler opfattelse af forhold som kendsgerninger, research, troværdighed, fairness og lydhørhed – samt det at udfordre magtens udøvere. Jeg glæder mig over, at direktøren – trods alt – ikke har Fidels magtbeføjelser.

"Inden JOURNALISTEN fik indlægget, sendte jeg det til en kollega. Han svarede: Hvor er resten af brevet? Der var en del mere indhold i de andre læserbreve, Lisbeth og jeg skrev. Men som min datter sagde, da hun så det sidste brev, så er jeg lige som vores hund Julle. Den skal også altid ha' det sidste bjæf," siger Jørgen Lund Christiansen.

 

Nej, Milosevic var ikke fuld
DR-korrespondent i Bruxelles, Mette Fugl, er blevet inviteret op i ringen flere gange i år, men har hidtil så vidt muligt undgået nærkamp. En af udfordringerne kom fra Ib Forchhammer. Mette Fugl havde i TV-Avisen fortalt, at Slobodan Milosevic befandt sig i detentionen i Haag. Ib Forchhammer mente, at Mette Fugl havde ladet sig inspirere lige lovlig meget af sine engelsktalende kolleger og kaldte det sproglig idioti. Mette Fugl erkender sig guilty, but not as charged.

"Jeg var ikke ude på at fremstille Milosevic som skidefuld og på rulleskøjter. Det rigtige ord havde været arresthus. Så det var da en fejl. Men "idiot" er et stærkt ord."

Andre aggressive adjektiver om Mette Fugl i den indeværende debatsæson har været nedladende og arrogante.

"Jeg har intet imod faglig kritik. Men jeg har en indre fjernbetjening, så jeg kan zappe forbi det decideret destruktive," afslører hun.

 

Et hul i luften
Freelancefotograf Henrik Saxgren forsøgte i juni at få et rent stød ind hos Niels Jürgensen, redaktionssekretær på JP. Henrik Saxgren mente at have lokaliseret et tomrum lige midt mellem Niels Jürgensens ører. Men i stedet for et hul i hovedet endte det med et hul i luften.

"Hvis det var ment som et slag, så rammer det kun ham selv. Han ved jo udmærket godt, at der ikke er tomt mellem mine ører. Det er et udtryk for afmagt, når man skriver sådan noget," lyder det fra Niels Jürgensens ringhjørne.

 

Kram, ikke kamp
I den sene septemberudgave trådte Billedbladets Natascha Fink så op i ringen. Over for sig havde hun Berlingske Tidendes USA-korrespondent Poul Høi.

Men i stedet for at hæve næverne gav hun ham en ordentlig kollegial krammer. Midt i bokseringen.

Nu må jeg ud med det. En uforbeholden ros til Poul Høi. Normalt er jeg svær at fastholde en hel artikel igennem, men med sine beretninger fra den anden side af Atlanten formår Poul ofte at få mig til at glemme både barn, bad og bus i de travle hverdagsmorgener. Poul Høi mestrer at løfte journalistikken ud fra papiret og ind under huden på mig – og sikkert mange andre. Det er gysende flot.

 

Fyldt med brok
Natascha Fink ved udmærket, at det ikke ligefrem var det, publikum var mødt op for at se. Men hun står ved sit bidrag, selv om mange af hendes kolleger åbenbart sætter lighedstegn mellem debat og perfid, personlig kritik.

"Siderne er fyldt med brok. Det ligner en slagmark. Branchen er fyldt med skræmmeeksempler, men vi har brug for det modsatte. Det føltes egentlig befriende at skrive det. Jeg har også sendt fanbreve til Poul personligt. Men I andre skulle også vide, at det han laver er fremragende."

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen