search

Tænk tabte to læsere på udlicitering

»Vi fik to opsigelser, da vi udliciterede. Det var sjovt nok fra journalister,« siger kommunikationschef i Forbrugerrådet og chefredaktør på Tænk Claus Dithmer

»Der er en åben dør for udlicitering på mange andre blade, hvis det går godt for os.«

Det sagde kommunikationschef i Forbrugerrådet og chefredaktør på Tænk Claus Dithmer i dag på et møde arrangeret af Indie Vid med titlen ”Medlemsredaktionen 2.0”. Debatten handlede blandt andet om fordele om ulemper ved udlicitering af redaktionelt indhold på medlemsblade.

Senest er både Tænk og DSB's Ud og Se blevet udliciteret.

Fordelen er især økonomisk, forklarede Claus Dithmer.

»Forbrugerrådet har sparet et millionbeløb – og det er mere end en enkelt million,« sagde han.

Claus Dithmer fortalte, at der i opstartsfasen har været mange misforståelser mellem Forbrugerrådet og Benjamin, som nu laver bladet. Men læserne har ikke protesteret.

»Vi fik to opsigelser, da vi udliciterede. Det var sjovt nok fra journalister. Ellers har vi ikke set et fald i medlemstallet på grund af udliciteringen,« sagde Claus Dithmer.

 

Bedre at være inde i huset

Karin Sloth fra Karin Sloth Kommunikation og tidligere redaktør af DJ's Magasin K var fortaler for, at redaktionerne ikke skal udliciteres. Det er nemlig ved at være tæt på ledelsen, organisationen og de politiske beslutninger, at redaktionen kan levere det bedste resultat, sagde hun.

»Hvis man udliciterer, placerer man redaktionen uden for strategirummet, kommandocentralen. Det gør det sværere at koordinere og planlægge,« sagde Karin Sloth.

Ifølge Karin Sloth kan alt i princippet udliciteres.

»Men det er ikke sikkert, det bliver bedre eller billigere.«

Og der er forskel på at levere indhold til et blad for fx bilkunder og medlemmerne af en interesseorganisation.

»Det kan måske lade sig gøre for Peugeot, men det er ikke sikkert, det er en god ide for en medlemsorganisation,« lød hendes vurdering.

Sanna Kjær Hansen, redaktionschef på Ældre Sagens blad, så det som en styrke, at redaktionens journalister sidder sammen med de øvrige medarbejdere i Ældre Sagen.

»Ingen kender medlemmerne bedre end os. Ofte er de tossede på os, men det er noget af det bedste, når vi får en sur gammel kælling i røret. Det lærer vi super meget af. Det ville vi nok ikke få, hvis redaktionen lå et andet sted,« sagde Sanna Kjær Hansen. Til gengæld havde hun hyret en fastlancer for at skabe lidt større afstand til ledelsen, når det gælder nyhedshistorier af politisk karakter.

Claus Dithmer fra Tænk/Forbrugerrådet forklarede, at Tænk er nået længere, end han troede.

»Jeg var på forhånd lidt skeptisk. Vi fik i de første blade lidt for meget spræl. Siden er vi gået tilbage til det lidt mere klassiske Tænk og har talt med Benjamin om, hvilket signal vi gerne vil sende.«

Han mente, at Tænk er blevet et mere lækkert blad.

»Men jeg vil ikke sige, at vi har løftet det.«

Sanna Kjær Hansen fra Ældre Sagen ser det som en stor fordel, at blad, web og pressefolk sidder sammen.

»Jeg ville ikke undvære den synergi, det giver.«

Men hun kan ikke love, at Ældre Sagen aldrig udliciterer.

»Med den nye medieaftale står vi til at miste fire millioner kroner. Så jeg kan ikke sige, at om et halvt år har vi helt sikkert ikke udliciteret.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen