search

Tænk småt

Mange store graverprojekter er begyndt som helt almindelige ideer, der lige så godt kunne være endt som små nyhedshistorier. Det viser projekterne, der kæmper om årets priser for bedste undersøgende journalistik.

Mange store graverprojekter er begyndt som helt almindelige ideer, der lige så godt kunne være endt som små nyhedshistorier. Det viser projekterne, der kæmper om årets priser for bedste undersøgende journalistik.

I gravernes værksted: Journalisten har læst 30 af de 53 rapporter, hvori de nominerede til årets priser i undersøgende journalistik fortæller, hvordan de kom på ideen, researchede og valgte at fortælle historien.

MINIMALISME. Drømmer du om at gafle en pris for et stykke fremragende undersøgende journalistik? Mangler du bare lige den forkromede ide, der afslører “systematisk magtmisbrug”, “kritisable forhold” – og kan vælte en minister? Måske skal du bare holde op med at drømme – og gå i gang med arbejdet:

»Den største barriere for undersøgende journalistik er, at man går og venter på det store projekt, hvor man får fat i en stak hemmelige dokumenter eller en fantastisk kilde,« siger leder af gravergruppen på Berlingske Morten Frich.

Da det gik op for ham, at han skulle vente længe på det perfekte tip, traf han en beslutning. »Jeg valgte at gå efter de små historier – og gøre dem store,« siger han.

Og han er langtfra den eneste. Journalisten har læst 30 af metoderapporterne blandt de 53 nominerede til årets priser i Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ), der uddeles 18. november 2011. Hver tredje af de 30 projekter kunne lige så godt være endt som mindre nyhedshistorier:

• Carsten Terp fra avisen Kommunen undrede sig over en pressemeddelelse om, at Frederiksbergs kommunaldirektør var fyret med “øjeblikkelig virkning”, fordi borgmesteren havde “mistet tilliden til hende”. Carsten Terp dykkede ned i historien og lavede en artikelserie om det pæne Frederiksberg, hvor borgmesteren var kolerisk, og ledelsen hang i laser.

• Berlingskes serie “Skadestuen” startede med en henvendelse fra en sygeplejerske, der fortalte, at patienterne ventede i timevis. Redaktionen bad hende føre dagbog over ventetiderne. Skadestue-serien blev en central del af valgkampen.

Morten Frich påpeger, at kunsten er at modstå fristelsen til at lave den hurtige nyhed med to citater og nogle påstande.
»I stedet skal man tænke: “Hvordan får jeg den mest fantastiske historie i verden ud af min ide?”.«
Og hvis man først anerkender, at gode ideer ofte er de mest simple, er de ikke svære at få.
»Jeg har aldrig problemer med at få ideer. Det lyder måske lidt nonchalant, men jeg har flere ideer, end jeg kan lave. Det svære er at vælge den rigtige ud og forfølge den,« siger Line Vaaben fra Kristeligt Dagblad.

Og det er også helt i orden at gøre det helt enkle: Bare låne andres historier. Det har fem af de 30 nominerede gjort:

• Da TV 2’s nyhedsgruppe tog sagen op om den anholdte Ekrem, der døde efter et slagsmål med en gruppe fængselsbetjente, havde Ritzau og Ekstra Bladet allerede dækket sagen.

• Journalisterne på Jyllands-Posten fik ideen til serien “Spild på havet” ved at læse en artikel i The Independent.

• Politiken begyndte at skrive om trætte piloter, efter at Verdens Gang havde skrevet om en pilot, der faldt i søvn under en flyvetur. »Der viste sig at være et mønster,« fortæller John Hansen, graverchef på Politiken.

Samlet set viser metoderapporterne, at kun fem projekter ud af de 30 krævede, at journalisterne gravede sig igennem en stak interne dokumenter. Det gælder for eksempel DR’s afdækning af DSB First, Informations behandling af WikiLeaks-dokumenterne og B.T.’s afsløring af Henriette Kjær og Erik Skov Pedersens økonomi.

Morten Frich fra Berlingske har den erfaring, at det er bedre at lytte til hjemmehjælperen end at vente på kassen med tophemmelige papirer.
»Men hvis man gør sit arbejde ordentligt, ender man med at få fingre i papkassen med dokumenterne og hul igennem til kilderne, fordi de oplever, at du ikke bare er ude efter en hurtig historie,« forklarer Morten Frich.

IDÉ
Den banale ide
. En lille avisnotits fangede freelancejournalisten Mads Ellesøes interesse. Notitsen endte med at sende ham til Vestsahara i Afrika for at rapportere om dansk fiskeri i besatte områder.
»Det er sgu så banalt,« siger han om ideen med at udvikle en original vinkel på notitsen.

Sagen handlede om, at EU samarbejder med besættelsesmagten Marokko, så fiskere fra EU kan fiske ud for Vestsaharas kyst – men gjaldt det også danske fiskere?
»Sådan en metode kan være tidskrævende og formålsløs. Hvis hver femte ide giver en historie, er man godt kørende,« siger Mads Ellesøe.

Sammen med en norsk NGO fandt Mads Ellesøe frem til danske fiskere, der tog på fangstture til Vestsahara. Dermed havde han en dansk vinkel på ideen.
»Medmindre du opklarer mordet på Kennedy, kan du ikke sælge større undersøgende projekter uden en dansk vinkel. Det er meget begrænsende for ideudviklingen.«
Reportagerejsen til Marokko og Vestsahara mundede ud i en radiodokumentar til P1.

Kig den anden vej. “Find en dansk vinkel,” lød beskeden fra Miki Mistrati, redaktionschef på Ekstra Bladet. Mens resten af verden skrev om de chilenske minearbejdere, kiggede Sophie Bremer og resten af holdet på Ekstra Bladet mod Danmark. Ideen var at skrive om forholdene i DONGs kulminer. Men DONG ville kun oplyse om, hvilke lande Danmark får kul fra.
»Jeg tænker, det kan ikke være et problem, medmindre der er noget at skjule. Og det var der så også,« siger Sophie Bremer.

Ideen sendte Ekstra Bladets hold ned i de værste miner i Rusland, hvor de kunne dokumentere livsfarlige arbejdsforhold. Efter Ekstra Bladets arbejde kaldte DONGs kommunikationsdirektør forholdene uacceptable og lovede at gå ind i sagen.
Sophie Bremer siger, at som ideudviklingsredskab virker det godt at forsøge at lave ‘noget om’.
»Men redaktøren kan ikke bare regne med, at der kommer noget ud af det. Der skal jo rent faktisk være noget at afsløre, før man kan afsløre det.«

Det skjulte drama i en pressemeddelelse. “Magistraten har besluttet at fritage kommunaldirektør Suzanne Aaholm for tjeneste med øjeblikkelig virkning.”

Carsten Terp fra Avisen Kommunen læste pressemeddelelsen med stor undren. I kommuneverdenen glider fyrede og fratrådte normalt lydløst videre til næste job. Og han havde for nylig interviewet Suzanne Aaholm.
»Der virkede hun glad og afslappet, og få dage senere er hun fyret.«

Historien fik sin form, da yderligere to kommunale direktører sagde op.
»De ting, jeg fik at vide, var så beskidte. Det måtte jeg bare skrive om. Det var som at lave “Borgen” eller “Matador”. Jeg ville ind bag kulisserne på det pæne rådhus, hvor der var et landskab med besynderlige historier, magtkampe og intriger.«

Carsten Terp forklarer, at der kommer rigtig mange ligegyldige pressemeddelelser fra kommunerne. Men hver uge er der et par stykker, der vækker hans interesse, fordi de rummer kimen til en større historie. Eller fordi sprogbrugen får alarmklokkerne til at ringe.

RESEARCH
En paparazzis tålmodighed.
Hvorfor er der næsten ingen mennesker i Københavns Kommunes Jobservice i Farvergade? Berlingske fik i august et tip om, at Jobservice slet ikke hjalp så mange ledige, som det var meningen. Officielt skulle huset summe af aktivitet fra mere end 700 ledige, men hvor mange var der reelt tale om?

I 14 dage mødte journalisterne Peter Suppli Benson og Simon Bendtsen på skift op i Farvergade for at tælle, hvor mange der gik ind og ud af huset.
»Det var en meget primitiv observation. Men det centrale spørgsmål var jo, hvor meget aktivitet der var i huset, og det måtte vi undersøge,« siger Morten Frich fra Berlingskes gravergruppe, der også blev koblet på projektet.

Overvågningen viste, at der højst var 30-40 ledige til stede hver dag. Da journalisterne konfronterede Københavns Kommune med observationerne, valgte en kontorchef at gå til Folketingets Ombudsmand for at fortælle om misbruget af såkaldte refusionsmidler.
»Hvis vi ikke have stået i porten, havde vi ikke fået kontorchefen,« siger Morten Frich.
»Farvergade kunne have været en røverhistorie. Men hvis det havde været tilfældet, ville vi have fået det afkræftet på en formiddag, fordi huset ville have vrimlet af liv,« siger han.

Journalist på geologisk ekspedition. “Jeg tror, der ligger gift i jorden på en grund i Brabrand.” En tidligere ansat i imprægneringsvirksomheden Collstrup bragte i forsommeren 2010 journalist Anders Lindemann fra DR’s “21Søndag” på sporet af en af Danmarks mest giftige grunde.
»Da han fortalte om grunden, rejste hårene sig på mig,« fortæller Anders Lindeman, der forinden havde afsløret gift på en af Collstrups tidligere grunde ved Esrum Sø.

Sammen med medarbejderen tog han ud til grunden ved Aarhus. Han håbede, at metaldetektoren pludselig ville hyle, når den kom på sporet af en gifttønde i jorden.
»Men desværre hylede den bare hele tiden – uanset hvor vi stod,« siger han.
I stedet for metaldetektoren allierede han sig med et firma, der kunne lave underjordiske radarmålinger ned til 10 meters dybde.
»Jeg indrømmer, at det var et long shot. Men jeg var næsten besat af at finde ud af, om tønderne var samme slags som ved Esrum Sø,« siger han.

Radarmålingerne viste, at grunden var fyldt med begravet industriaffald fra Collstrup.

FORTÆLLING
Vis det ikke på tv!
Kristian Sloth og hans kolleger på TV Avisen havde arbejdet på historien om DSB First-skandalen i et år, da de i september sidste år begyndte at modtage hemmeligtstemplede dokumenter fra insidekilder.

»De centrale dokumenter i sagen var kodet, så man kunne se, hvem der havde lækket dem. Et dokument ville måske have et vandmærke, et andet ville have en strategisk placeret stave- eller kommafejl. Hvis DSB så dokumentet på skærmen, ville selskabet kunne finde frem til, hvem der havde lækket det,« siger Kristian Sloth.

Hvor journalister ofte ville have sendt de komplicerede regnskaber til en ekspert, måtte DR’s journalister selv sætte sig ind i de dokumenter, de fik tilsendt. Og når de havde brug for eksperthjælp, måtte de møde dem fysisk og kunne ikke give dem fotokopier af materialet.
»Det største problem var, at vi ikke kunne vise dokumenterne på tv. Vi måtte sidde og vifte med dem 10 meter væk fra kameraet. Men når så kilderne så, at vi overholdt vores aftaler med dem til punkt og prikke, blev de trygge og var mere villige til at give os mere materiale.«

Den ægte reaktion. Den 16. januar var TV2 Nyhedernes seere hjemme hos Lilly Hünemørder. En 82-årig kvinde, der led af lungesygdommen KOL. Indslaget handlede om læger på Herlev Sygehus, der i hemmelige koder beslutter, at nogle ældre ikke kan få hjertemassage – selv om de udtrykkeligt har bedt om det. Lilly var en af den slags patienter – men det gik først op for hende, da TV 2 for rullende kamera afslørede lægernes kodesystem.
»Hvordan kan de tillade sig det? Er det, fordi mit liv ikke er noget værd?« lød Lillys umiddelbare reaktion.

Det var netop den uforfalskede reaktion, TV 2’s Kaare Godtfredsen og Lasse Ravnø ønskede.
»Hvis vi havde briefet hende i telefonen, ville hun have sagt det til venner og familie, og vi ville i stedet have fået et referat af hendes tanker,« fortæller Kaare Godtfredsen.
»Lilly havde ikke noget imod det. Hun var vred på lægerne,« fortæller Kaare Godtfredsen.

Se hvad farmors begravelse koster. Når man står med tal fra 26 forskellige bedemænd, der opgør priser på hver deres måde, er det svært at skabe overblik. Derfor besluttede Annelene Højvang Larsen fra forbrugermagasinet TÆNK at formidle historien med en beregner på nettet, hvor forbrugeren selv kunne klikke sig rundt i bedemændenes priser.

Hvor hun før havde nørklet med sit eget skema med en masse forbehold for de forskellige priser, tvang TÆNKs webudviklere hende til at gøre det mere præcist og enkelt.
»Jeg endte ikke med at skrive floskler, for det var ikke det skrevne, men researchen, der var interessant. På den måde var “Bedemandsvælgeren” visuelt stærk og eksemplificerede problemet i branchen.«
Annelene Højvang Larsens historier om bedemændene endte med en bøde til Danske Bedemænd på 400.000 kroner fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Casen i kulminen. Det var en uortodoks tabloidhistorie, Ekstra Bladets journalister gik i gang med, da de tog til Rusland for at undersøge DONGs kulminer.
»Historien kunne godt virke lidt langhåret, og jeg var bange for, at læseren ikke ville interessere sig for arbejderne i en sibirisk mine,« siger journalist David Rebouh.

For at sætte ansigter på fandt journalisterne tidligere medarbejdere, som havde været udsat for arbejdsulykker.
»Vi forsøgte at holde et stringent fokus på, hvad virksomheden DONG sagde – og hvad de gjorde i virkeligheden. Det viste vi med vores cases, som læserne reagerede meget stærkt på.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen